Tagged: Teater

SELSKAB

Ude  på Nørrebro. I en lejlighed på første sal. Der kan man komme i teatret. En gang i mellem i hvert fald.

Mammutteatret har i januar og februar holdt selskab. Jeg var det ude i forbindelse med stykket Seminaret.

Her er, hvad de selv skriver på deres hjemmeside

“SELSKAB er tre forestillinger, der udfolder de komedier og tragedier, verden serverer for os hver eneste dag.

I et SELSKAB møder du duften af den brankede steg i ovnen. I et SELSKAB hører du værterne skændes på toilettet. I et SELSKAB mærker du skuespillerens hånd på din skulder.”

Jeg var derude for at tage nogle billeder til en skoleopgave. Stykket var ret godt, og de spiller igen til marts. Der kunne jeg nok godt finde på at tage ud, bare for at se.

Men jeg var der altså for at fotografere, og har her valgt de bedste billeder, der kom ud af den aften.

IMG_3789LARMENDE SOLITUDE: Der er intet så rart som musik når publikum sætter sig. Men ingen ænser rigtigt den cellospillende schweizer. Han får lov at spille i fred, mens publikum fylder rummet med snak.

IMG_3852SE JEG ER FRI: Til Seminaret skal eleverne vise forskellige tegn på frihed. Her er det Dalai Lama, Frihedsgudinden og Nelson Mandela.

IMG_3865FORSTUMMET: Den første halve time sidder Hannesen bøjet over sine bøger bagest i lokalet til han kaldes til tavlen. Og så kom der liv i ham.

IMG_3915FRIGJORT: Frihed er at give slip på de, som tynger os. På alt det, der gør os ondt og som trykker os.

IMG_3962EKSAMEN: i slutningen af SELSKAB eksamineres eleven Victor.

IMG_3967DISTANCE: Når noget bliver svært at tale med, kan man distancere sig fra det ved hjælp af dukker.

Dag 4: De Syv Journalistiske Benspænd

Det her går ud over min nattesøvn.

I går var jeg ude på Nørrebro for at se teaterforestillingen SELSKAB på Mammutteatret. Egentlig skal jeg kun skrive en kort note, men det afholder jo ikke mine vigtigste kilder fra at være de skuespillere, som er med. Så jeg drog til Nørrebro med kamera og papir og kuglepen.

Her til morgen er det Metrotid. Kilden ringede i går. Jeg kunne sådan set bare have ordnet det der. Men fordi det hele skal gå op i en højere enhed og jeg skal lave alle interviews, må jeg tidligt op i dag. Sådan kan det jo gå.

På den anden side er det jo begrænset, hvor meget jeg egentlig sover til dagligt, når vi har afleveringer.

Besøg hos Nana Toft

Men i går tog jeg altså til ugens første interviews. Dagen startede med, at jeg mødtes med Nana Toft hjemme hos hende, og fik svar på noget af det, som jeg har gået og undret mig over, ved dette her projekt.

Hvor kommer ideen fra?

Er det så vigtigt?

Og hvad skal der ske herfra?

Det må I selvfølgelig få svar på senere, for jeg skal jo også skrive en artikel om det. Så det kommer I nok til at kunne læse i Illustreret Bunker.

Vi snakkede meget om, hvad projektet har gjort ved og for hende og hvordan hun gerne ser, at man tænker lidt over de vaner, der eksisterer i mediebranchen. Nu her efter interviewet, gad jeg godt at tale med nogle af de, som var uenige med hende, så det må jeg lige snakke med hende om. Det må jeg lige huske, at spørge hende om. Mon ikke man må gøre det over telefon? Det tror jeg.

Citattjek

Men altså. Når man så har interviewet, så er det jo tid til citattjek. Jeg havde enormt travlt i går, og fik derfor ikke lyttet interviewet af. Så det må jeg gøre i dag eller i morgen. Og så sende det til hende.

Men så kom jeg til at tænke på, hvor grænserne for citattjek går. Vi kan godt blive enige om, at der ikke er tale om redigeringsret. Men grunden til at jeg spørger er, at min kilde her til morgen er fra Copenhagen Metro Team. Her spurgte den kommunikationsansvarlige efter at få lov at se den ansatte, som udtaler sigs udtalelser.

Jeg endte med at sige ja, fordi jeg ikke så de store problemer i det, men her efter jeg har tænkt mig om, synes jeg egentlig, det er lidt problematisk. For hvorfor? Er det bare for lige at se, hvad der bliver skrevet, eller er det for at overvåge ansattes udtalelser?

Jeg ved det ikke.

Og kilder igen

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg som sådan SKAL have en udtalelse fra Rune Lykkebjerg, men min artikel føles en anelse tynd, hvis ikke jeg får det.

Nu har jeg ringet til ham hver dag siden jeg begyndte på projektet. Han svarer ikke på mine opkald. Jeg har selvfølgelig lagt en besked. Jeg har sendt ham en mail, og en mail om at han nok ikke har fået min mail. Og nu begynder jeg at blive sur. Man må sgu godt lige svare.

Blev der sagt.

 

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Projekt Landbrug

Jeg var så ufatteligt (u)heldig, at få lov at se Caféteatrets forestilling  Projekt Landbrug

Det var en blandet fornøjelse.

Men I er heldigvis så heldige, at jeg havde til opgave, at skrive en anmeldelse af stykket. Den kan I læse her

 

Jens Hansen havde en ornefarm

Det højaktuelle Caféteater sætter med stykket Projekt Landbrug fokus på problematikker i det moderne landbrug. Desværre føles oplevelsen lidt som en lunken liter mælk.

”Der er så dejligt ude på landet”. Det var der måske også, da H. C. Andersen levede, men i dag lugter der vist mest bare lidt af gylle og døde kyllinger, mens den næste sending grise ryger til Tyskland.

På Caféteatret sætter de lige nu fokus på problematikkerne omkring det moderne landbrug i forestillingen Projekt Landbrug. Bag den noget usexede titel, gemmer sig en vandreforestilling, der bringer publikum igennem Dyr, Fallit og Land, og sovser beskueren ind i en 70’er-typisk omgang debatteater.

Ægte autentiske landmænd

Men stykket vinder alligevel ved at have nogle forcer, vi ikke kan komme uden om. I de mange små forestillinger, som selve stykket består af, får vi præsenteret forskellige indgangsvinkler til problemstillingerne i det moderne landbrug, og et såkaldt rigtigt eller forkert gives ikke, som man ellers kunne forvente i et stykke, der trækker meget på 70’ernes ellers så moralebefængte debatteater.

Således blev man torsdag aften budt velkommen på teatret af den helt ægte og autentiske landmand Henrik Terkelsen, som med syngende fynsk accent sagde ”Go’aften! Jeg hedder Henrik, og jeg skal være din landmand i aften!”, og så kunne man jo frygte brugerinddragelse i teaterforestillingen, men Henrik var en ægte autentisk landmand, og altså ikke en skuespiller, som skulle pille lidt i pinlighederne hos publikum.

Det lille teaters Caféscene var denne aften lavet om til et sandt forsamlingshus, som ville gøre en hver lille provinsby misundelig, og efter et sirligt klistermærkesystem blev man således inddelt i rødt, gult eller grønt hold. Hvert hold, sin landmand.

Henrik guidede hjemmevandt rødt hold ned til kælderscenen, som denne torsdag, var mere dyster end jeg tidligere har set den.

Det er ikke let

Hér tog Cecilie Ullerup Schmidt publikum ind i en verden, der akkompagneret af  stram trikot og Lars Lilholt stillede spørgsmål ved det konventionelle, det økologiske og det biodynamiske landbrug.

På trods af fantastiske virkemidler, som et ægte slagtesvin, der hang så troværdigt i loftet, og dét at Schmidt hang sig selv op i loftet, som i sympati med slagtesvinet, ramlede hun ud over kanten af provokationen og blev i stedet en sammenkopling af Dan Turells ”Der er så dejligt ude på landet” og ”Det er ikke let”, bare i en ny let overspillet version.

Nogle gange er det bare for nemt at være provokerende.

Et ligegyldigt dilemma

Mætte af døde grise og tanker om evig vegetarisme, flyttes fokus nu til konceptmageren Joachim Hamou, der bringer den klassiske folkeoplysning ind i teatrets verden, som denne torsdag er præsenteret ved lektor Mickey Gjerris fra LIFE. Nu skal der diskuteres Kød – et etisk dilemma.

Debatkulturen skal altså ikke bare være til stede i teatret. Den skal fysisk og med vold og magt bringes ind i teatret. Du skal tage stilling.

Men som så ofte før, bliver fortsatte tanker om vegetarisme gjort til skamme, for er man virkelig parat til at lægge kødet på hylden for at passe på naturen? Og hvad så med alle de landmænd, som lever af at producere kød til os? Så selvom flere af aftenens gæster, især gymnasieeleverne, nærmest svor at holde kødfrie dage, tror jeg næppe det blev husket dagen efter.

I bur med sine høns

Mere mindeværdigt var Christian Lollikes monolog Fallit, der, fremført af Bo Madvig, satte landmanden Jens Peter Hansens skæbne på menukortet. For det er ved gud heller ikke nemt at skylde 87 millioner. Slet ikke når konen har forladt én. Og endda slet ikke hvis man putter sig i bur sammen med sine kyllinger og tager selv Afrikas sult på den private skyldkonto. Så er det ikke nemt at være Jens Peter Hansen, og så kan det godt være man hænger sig, men levende høns er levende høns om dinglende fødder.

Også selvom hanen ondulerer en høne mens publikum ser på.

Ornespray og brunstdetektor

Projekt Landbrug vil en hel masse. Til tider virker det som om det vil for meget, og som kronen på værket, samledes publikum nu i forsamlingshuset, for at se de sidste dele af stykket.

Her var gravide malkepiger, der sang så smukt om hvor dejligt der er på landet – i mol, og jeg tror aldrig sangen om Jens Hansens bondegård bliver den samme igen, efter at have fået tilføjet ornespray og brunstdetektorer.

Og hvem har egentlig skylden? Det lod til at være det store spørgsmål denne torsdag aften. Men det er for let kaste rundt med skylden, og som en af landmændene så fint sagde. Vi kan jo give brugsforeningen skylden – de er her jo ikke.

Caféteatret vil med stykket, som sagt, en masse, og til tider nok for meget.  Men de formår at flytte landbruget ind i byen og rykke lidt ved publikums opfattelser af landbruget, mens de stiller skarpt på nogle af de ting, som netop nu gør det sværere at være landmand. Er det et stort indspark i debatten? Nej.

Men stykket holdt såvel vandte teatergængere og gymnasieelever fast i 2 timer – og jeg tror ikke kun, det var fordi, der var småkager, kaffe og ornespray.