Tagged: Studerende

Dag 4: De Syv Journalistiske Benspænd

Det her går ud over min nattesøvn.

I går var jeg ude på Nørrebro for at se teaterforestillingen SELSKAB på Mammutteatret. Egentlig skal jeg kun skrive en kort note, men det afholder jo ikke mine vigtigste kilder fra at være de skuespillere, som er med. Så jeg drog til Nørrebro med kamera og papir og kuglepen.

Her til morgen er det Metrotid. Kilden ringede i går. Jeg kunne sådan set bare have ordnet det der. Men fordi det hele skal gå op i en højere enhed og jeg skal lave alle interviews, må jeg tidligt op i dag. Sådan kan det jo gå.

På den anden side er det jo begrænset, hvor meget jeg egentlig sover til dagligt, når vi har afleveringer.

Besøg hos Nana Toft

Men i går tog jeg altså til ugens første interviews. Dagen startede med, at jeg mødtes med Nana Toft hjemme hos hende, og fik svar på noget af det, som jeg har gået og undret mig over, ved dette her projekt.

Hvor kommer ideen fra?

Er det så vigtigt?

Og hvad skal der ske herfra?

Det må I selvfølgelig få svar på senere, for jeg skal jo også skrive en artikel om det. Så det kommer I nok til at kunne læse i Illustreret Bunker.

Vi snakkede meget om, hvad projektet har gjort ved og for hende og hvordan hun gerne ser, at man tænker lidt over de vaner, der eksisterer i mediebranchen. Nu her efter interviewet, gad jeg godt at tale med nogle af de, som var uenige med hende, så det må jeg lige snakke med hende om. Det må jeg lige huske, at spørge hende om. Mon ikke man må gøre det over telefon? Det tror jeg.

Citattjek

Men altså. Når man så har interviewet, så er det jo tid til citattjek. Jeg havde enormt travlt i går, og fik derfor ikke lyttet interviewet af. Så det må jeg gøre i dag eller i morgen. Og så sende det til hende.

Men så kom jeg til at tænke på, hvor grænserne for citattjek går. Vi kan godt blive enige om, at der ikke er tale om redigeringsret. Men grunden til at jeg spørger er, at min kilde her til morgen er fra Copenhagen Metro Team. Her spurgte den kommunikationsansvarlige efter at få lov at se den ansatte, som udtaler sigs udtalelser.

Jeg endte med at sige ja, fordi jeg ikke så de store problemer i det, men her efter jeg har tænkt mig om, synes jeg egentlig, det er lidt problematisk. For hvorfor? Er det bare for lige at se, hvad der bliver skrevet, eller er det for at overvåge ansattes udtalelser?

Jeg ved det ikke.

Og kilder igen

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg som sådan SKAL have en udtalelse fra Rune Lykkebjerg, men min artikel føles en anelse tynd, hvis ikke jeg får det.

Nu har jeg ringet til ham hver dag siden jeg begyndte på projektet. Han svarer ikke på mine opkald. Jeg har selvfølgelig lagt en besked. Jeg har sendt ham en mail, og en mail om at han nok ikke har fået min mail. Og nu begynder jeg at blive sur. Man må sgu godt lige svare.

Blev der sagt.

 

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Reklamer

Ugen i billeder

 

For et par uger siden læste jeg denne her ovre hos Superheltemor, og kom til at fortælle om min første lejlighed. Det var nu et dejligt sted, men væggene burde nok være forblevet hvide. Nu har jeg brugt lidt tid på at lede, og dette her var altså det eneste billede, jeg kunne finde, hvor man nogenlunde kan se, hvor langt (eller kort om man vil) jeg var i min æstetiske udvikling.

Billedet er fra min 20 års fødselsdag, og kan derfor nok ikke sælges som ‘fra denne uge’, men jeg fandt det først for et par dage siden, så det tæller vel også. Undskyld til Stefan og Timo for at hænge deres fuldskab ud. Forresten.

Så snakkede vi en masse om asymmetriske tommelfingre herhjemme. Nu kan I jo selv vurdere.

Fredag var jeg på designmuseet og for at se på stole og andre fine sager, men det endte med, at vi primært så på vinyler. Jeg ved ikke, om jeg synes, det var en god særudstilling, men jeg har mange af pladerne selv, enten på LP eller CD, så det var en glædeligt gensyn med gode venner, der lige for tiden er lukket inde i skabet, da jeg har solgt min pladespiller og sparer sammen til en ny.

Men det er en hyggelig udstilling, og der er gratis adgang for studerende, så hvis man alligevel kommer forbi, synes jeg, man skal kigge ind forbi.

Sluttede fredag aften af sådan her. Det er længe siden, jeg har spist æbleskiver, men Ricky fik lyst til dem, og jeg havde meget svært ved at finde på et argument for, at vi ikke skulle.

Lørdag ryddede jeg op, og da vi har ret mange gammeldags ølkasser, fik vinduerne, der peger ud mod gården lige nye “hylder”. Sidenhen har Ricky stillet Jumbobøger ud i køkkenets kasser (hvad skal de der?) og jeg har fyldt alle andre kasser på med bøger.

Søndag var oprydningen allerede gået fløjten igen (oh well) og på grund af en hel masse ting, endte jeg med at sidde i køkkenet og arbejde. Men hvor der er en vilje, er der en vej, og jeg fik faktisk skrevet to sider på min BA.

I dag fandt jeg så dem her. Og jeg forstår det ikke helt. Hvorfor køber man så ikke jordbær?

I en lille boble i Odense

Jeg ved det godt. Jeg har været noget fraværende på det sidste. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide jer. Det lover jeg altså.

Nej årsagen er, at jeg har været til optagelsesprøve på uddannelsen i journalistik på Syddansk Universitet. Og oven i det kom en masse møder, som bare blev ved med at falde oven i hinanden, der også krævede at jeg var til stede. Men nu er jeg tilbage… i hvert fald ind til næste optagelsesprøve, som er på lørdag i Aarhus.

 

Sådan en optagelsesprøve er noget af en prøvelse (jup jeg ved det godt, dårligt ordspil).

Det hele starter klokken 9.15, hvor man så absolut SKAL være til stede. Det betyder, at kommer du fra København, skal du have et tog fra hovedbanen klokken 5.50 om morgenen, for at kunne nå det.

Prøv da lige at se verdens ondeste rejseplan!

Derfor startede min dag i går klokken 3.45, hvor mit vækkeur fortalte mig, at nu var det altså tid til at komme af sted.

På Odense Banegård mødte jeg så nogle andre, som også skulle til optagelsesprøve, og dem kunne jeg jo så heldigvis følges med det meste af vejen.

Men som sagt, startede programmet klokken 9.15 med modtagelse ved Karsten Baagø, der er studieleder på faget.

Det var den sædvanlig smøre, som man har fået så mange andre steder, hvor man er startet uddannelse.

”Vi har aldrig fået så mange ansøgere før. I er så og så mange og vi glæder os til at møde de af jer, som bliver optaget. Bla bla bla”.

Herefter en sprogtest, hvis man skulle finde stave- og kongruensfejl. Jeg synes egentlig, den var lettere end de tidligere år, men den kan jo også have været fyldt med fejl, som er typiske for mig, hvorfor jeg ikke fandt så mange. Hvem ved.

I kan i hvert fald finde de gamle sprogtests her

Med sprogtesten vel overstået, gik vi videre til analysedelen. Det er klart den, jeg synes er sværest, for man har ingen mulighed for at vide, hvad opgaven går ud på.

I år handlede det heldigvis om sociale medier og Den Korte Avis. Noget, jeg har arbejdet med før, og derfor har lidt kendskab til.

Frokostpausen blev selvfølgelig forkortet, for hvis man nogensinde har været til en præsenseksamen, så er man stødt på de gamle nisser, der fungerer som eksamensvagter. Det er ældre mennesker, som ikke har særlig stor indsigt i teknik og som er der for at supplere deres folkepension, mens de drikker kaffe. De er søde, men utroligt langsomme, så afleveringen af opgaven gik lidt trægt.

Efter frokost kom referatøvelsen. Det var her, jeg klarede mig allerværst. Mit referat var længere end en side og jeg ved, at jeg ikke kom hele vejen rundt. Og samtidigt fandt jeg en hel masse, jeg kunne have slettet, da jeg så opgaven til sidst. Men da havde jeg trykket på print. ØV.

Som det sidste var det videnstesten. Jeg ved, at jeg har 33 rigtige. Resten kan jeg ikke svare for, men har en god fornemmelse omkring de sidste 13, og efter det, er jeg helt sikker på at have taget fejl.

For hvordan skulle jeg måske vide, hvem der er cheftræner for Brøndby IF? Er der overhovedet nogen i denne her verden, som ved det? Altså ud over ham selv.

Og jeg har da heller ingen chance for at vide, at det åbenbart er FC Milan, der spiller på San Sirin eller hvad det nu hedder. Ingen chance siger jeg dig!

Til gengæld ved jeg så at det er Dolly Parton, der har skrevet I will always love you, og det tæller da heldigvis også for noget.

 

Projekt Landbrug

Jeg var så ufatteligt (u)heldig, at få lov at se Caféteatrets forestilling  Projekt Landbrug

Det var en blandet fornøjelse.

Men I er heldigvis så heldige, at jeg havde til opgave, at skrive en anmeldelse af stykket. Den kan I læse her

 

Jens Hansen havde en ornefarm

Det højaktuelle Caféteater sætter med stykket Projekt Landbrug fokus på problematikker i det moderne landbrug. Desværre føles oplevelsen lidt som en lunken liter mælk.

”Der er så dejligt ude på landet”. Det var der måske også, da H. C. Andersen levede, men i dag lugter der vist mest bare lidt af gylle og døde kyllinger, mens den næste sending grise ryger til Tyskland.

På Caféteatret sætter de lige nu fokus på problematikkerne omkring det moderne landbrug i forestillingen Projekt Landbrug. Bag den noget usexede titel, gemmer sig en vandreforestilling, der bringer publikum igennem Dyr, Fallit og Land, og sovser beskueren ind i en 70’er-typisk omgang debatteater.

Ægte autentiske landmænd

Men stykket vinder alligevel ved at have nogle forcer, vi ikke kan komme uden om. I de mange små forestillinger, som selve stykket består af, får vi præsenteret forskellige indgangsvinkler til problemstillingerne i det moderne landbrug, og et såkaldt rigtigt eller forkert gives ikke, som man ellers kunne forvente i et stykke, der trækker meget på 70’ernes ellers så moralebefængte debatteater.

Således blev man torsdag aften budt velkommen på teatret af den helt ægte og autentiske landmand Henrik Terkelsen, som med syngende fynsk accent sagde ”Go’aften! Jeg hedder Henrik, og jeg skal være din landmand i aften!”, og så kunne man jo frygte brugerinddragelse i teaterforestillingen, men Henrik var en ægte autentisk landmand, og altså ikke en skuespiller, som skulle pille lidt i pinlighederne hos publikum.

Det lille teaters Caféscene var denne aften lavet om til et sandt forsamlingshus, som ville gøre en hver lille provinsby misundelig, og efter et sirligt klistermærkesystem blev man således inddelt i rødt, gult eller grønt hold. Hvert hold, sin landmand.

Henrik guidede hjemmevandt rødt hold ned til kælderscenen, som denne torsdag, var mere dyster end jeg tidligere har set den.

Det er ikke let

Hér tog Cecilie Ullerup Schmidt publikum ind i en verden, der akkompagneret af  stram trikot og Lars Lilholt stillede spørgsmål ved det konventionelle, det økologiske og det biodynamiske landbrug.

På trods af fantastiske virkemidler, som et ægte slagtesvin, der hang så troværdigt i loftet, og dét at Schmidt hang sig selv op i loftet, som i sympati med slagtesvinet, ramlede hun ud over kanten af provokationen og blev i stedet en sammenkopling af Dan Turells ”Der er så dejligt ude på landet” og ”Det er ikke let”, bare i en ny let overspillet version.

Nogle gange er det bare for nemt at være provokerende.

Et ligegyldigt dilemma

Mætte af døde grise og tanker om evig vegetarisme, flyttes fokus nu til konceptmageren Joachim Hamou, der bringer den klassiske folkeoplysning ind i teatrets verden, som denne torsdag er præsenteret ved lektor Mickey Gjerris fra LIFE. Nu skal der diskuteres Kød – et etisk dilemma.

Debatkulturen skal altså ikke bare være til stede i teatret. Den skal fysisk og med vold og magt bringes ind i teatret. Du skal tage stilling.

Men som så ofte før, bliver fortsatte tanker om vegetarisme gjort til skamme, for er man virkelig parat til at lægge kødet på hylden for at passe på naturen? Og hvad så med alle de landmænd, som lever af at producere kød til os? Så selvom flere af aftenens gæster, især gymnasieeleverne, nærmest svor at holde kødfrie dage, tror jeg næppe det blev husket dagen efter.

I bur med sine høns

Mere mindeværdigt var Christian Lollikes monolog Fallit, der, fremført af Bo Madvig, satte landmanden Jens Peter Hansens skæbne på menukortet. For det er ved gud heller ikke nemt at skylde 87 millioner. Slet ikke når konen har forladt én. Og endda slet ikke hvis man putter sig i bur sammen med sine kyllinger og tager selv Afrikas sult på den private skyldkonto. Så er det ikke nemt at være Jens Peter Hansen, og så kan det godt være man hænger sig, men levende høns er levende høns om dinglende fødder.

Også selvom hanen ondulerer en høne mens publikum ser på.

Ornespray og brunstdetektor

Projekt Landbrug vil en hel masse. Til tider virker det som om det vil for meget, og som kronen på værket, samledes publikum nu i forsamlingshuset, for at se de sidste dele af stykket.

Her var gravide malkepiger, der sang så smukt om hvor dejligt der er på landet – i mol, og jeg tror aldrig sangen om Jens Hansens bondegård bliver den samme igen, efter at have fået tilføjet ornespray og brunstdetektorer.

Og hvem har egentlig skylden? Det lod til at være det store spørgsmål denne torsdag aften. Men det er for let kaste rundt med skylden, og som en af landmændene så fint sagde. Vi kan jo give brugsforeningen skylden – de er her jo ikke.

Caféteatret vil med stykket, som sagt, en masse, og til tider nok for meget.  Men de formår at flytte landbruget ind i byen og rykke lidt ved publikums opfattelser af landbruget, mens de stiller skarpt på nogle af de ting, som netop nu gør det sværere at være landmand. Er det et stort indspark i debatten? Nej.

Men stykket holdt såvel vandte teatergængere og gymnasieelever fast i 2 timer – og jeg tror ikke kun, det var fordi, der var småkager, kaffe og ornespray.