Tagged: Politiken

Dag 2: Syv journalistiske benspænd

Jeg ringede til Nana Toft i går – ikke for et interview. Naturligvis.

“Jeg kører lige på en cykel, men hvis vi kan gøre det her, er det fint,” sagde Nana Toft

“Jeg tænkte faktisk på, om vi ikke kunne mødes,” sagde jeg kækt.

“Næhhh sikken en overraskelse,” sagde Nana Toft. Ironisk. Men hun ville gerne mødes med mig onsdag.

Og så var min ide måske alligevel ikke så original. Det er jeg måske lige nu heller ikke så overrasket over, at den ikke var. Men i går syntes jeg godt nok, at min ide var frygteligt original og god. Så jeg fortsætter.

Det er ikke fordi, der er den store forskel på den måde, vi arbejder med journalistik på DMJX, og den måde, man gør det i det syv journalistiske benspænd.

Nana Toft spurgte mig også, hvordan det havde været at arbejde med projektet ind til nu, og jeg svarede, at det krævede lidt mere logistik end ellers, fordi telefoninterviewet ikke var et mulighed. Men hun sagde så også, at det jo først, er når vi kommer ud af skolen, at vi får lært alle de her unoder. Og det er nok rigtigt. Vi skriver jo aldrig

“… skriver Politiken mandag” – artikler.

Vi har også nogle undervisere, der kræver, at vi interviewer de vigtigste kilder face 2 face, ligesom de gerne beder os om at ringe til andre kilder end bare de klassiske ekspertkilder, som nærmest har deres eget lille ekspert-reality-show – Det er dig, jeg kigger på, Niels Egelund.

Ren utopi

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ikke bare er tale om ren utopi, som jeg jo også skrev i går. I går havde jeg undervisning/forelæsning/pressemøde (call it what you want, jeg sad på en stol i et lokale, hvor folk, der en gang skal være journalister, stillede spørgsmål) hele dagen. Normalt ville jeg kunne rende ud i pauserne og tage et telefoninterview og få ringet mine historier hjem. På den måde ville jeg kunne holde fri torsdag og fredag. Nu kommer jeg til at bruge onsdag, torsdag og fredag på at cykle ud i KBH og lave interviews.

Hvad med webberne?

Netop i forbindelse med, at jeg ikke bare lige kunne ringe artikler hjem, kom jeg til at tænke på journalister, der producerer til web. Ofte skriver de 2-3 artikler om dagen.

Skriver man 3 artikler på en dag, har 2 kilder på hver og interviewer dem face2face, skal man bruge mindst 3 timer på interviews om dagen. Plus transport og hilsetid.

Skal man også finde nye ekspertkilder hver gang og for troværdighedens skyld gerne have en ekspertkilde på hver artikel, skal man lige lægge mindst 15 minutters ekstra research til – ikke for at finde den bedste kilde, men for at finde en ny.

Man skal jo også være konstruktiv. Men hvor går man hen, når dem, der kan forandre noget, ikke gider snakke med en? Går man så bare til de, der gerne vil forandre noget igen? Eller skal man skrive det? Jeg ved det ikke. Nu skriver jeg her, at Bo Lidegaard er på ferie og ikke kan mødes med mig. Så jeg forsøger fortsat at få fat i Rune Lykkebjerg.

Når nu kilderne også skal sikres citattjek, kommer vi også under et vist tidspres. Laver man nyheder og skal være først, tror jeg ikke, det er en mulighed, at sikre at alle kilder har godkendt deres citater. Det sikrer selvfølgelig korrekte oplysninger, men det sikrer også, at andre bare breaker den før en selv. Selv hvis alle danske medier gik med på denne her ide om  at tage sig tid til alle dogmerne, ville læserne så ikke bare gå til udenlandske nyhedssites, når nu danske medier så bare altid var for langsomme?

Det ville i hvert fald større omfordeling end bare mere tid og flere journalister. Også af modtagelsen, og den kan man ikke sådan lige rykke ved.

Jeg tror ikke, det er muligt at arbejde på denne måde til web, med mindre web går tilbage til at være evisen i kortere form. Og det tror jeg faktisk ikke, der er nogen, der ønsker. Nogle medier, der ikke arbejder med breaking, kan måske arbejde på denne her måde, men jeg ser ikke størstedelen af danske dagblade implementere de her dogmer i hverdagen.

Dermed ikke sagt, at de er meget gode at have i baghovedet, og at stræbe efter.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Reklamer

Så startede projekt-Politiken

Jeg har fået sendt mit første debatindlæg af sted. Det var godt nok en underlig følelse.

Sagen er den, at jeg er startet på Politikens debattør- og kritikerskole, og i den forbindelse skal vi skrive debatindlæg. I denne uge var temaet underklasse. Men værende frøken middelklasse, er jeg sgu i tvivl, om jeg nogensinde virkeligt har set underklassen. Jeg er ret overbevist om, at den findes. Men jeg ved faktisk ikke, hvor jeg skal gå hen og lede.

Det er også re besværligt, at skulle mene noget, som ikke nødvendigvis har noget med ens professionelle liv at gøre – og som heller ikke går alt for tæt på.

Jeg endte med at finde en udmærket middelvej. Jeg var i hvert fald ikke inde og pille i min egen navle – det gemmer jeg, til jeg virkeligt har noget på spil – og så kalder jeg det noget andet end navlepilleri.

Om du må læse, hvad jeg har skrevet? Jo det må du da gerne. Så skal du bare trykke lige her

 

Kære Søren Krarup

Jeg startede på Politikens debattør- og kritikerskole i går. Aftenen blev indledt af den kære Søren Krarup, som gerne ville gøre op med kulturradikalismen.  Jeg havde en fest. Andre var nok bare sure. Senere fik jeg glæden af Lisbeth Zornig og Karina Pedersen i Klinch om underklassen. Det var fantastisk at opleve så forskellige menneskesyn – og en verden så langt fra min egen. Til sidst fik vi glæden af Mathias Tesfaye, der vist snakkede om skyld, debat og arbejde. Jeg er faktisk ikke helt sikker, for jeg blev helt hylet ud af den, da han sagde, at drenge, der var født i 80’erne var nogle knudemænd og fulgte op med “Vi er mere Dylan end Brandon”. 90210 kærlighed ud over det hele. Derefter kom han også med punchlinen “Nu er jeg jo ikke kommunist mere”. Smukt

Det er ikke fordi, at jeg er svær at imponere. Jeg ved det gør. Men jeg havde en fest. Mest af alt med Søren Krarup. Så derfor skrev jeg et lille brev til ham.

 

Kære Søren Krarup

En kop kaffe med dig, ville være en ren Matador. Og jeg elsker Matador. Elsker når Maude lægger sig og elsker når Ingeborg ser fortørnet ud. Mest af alt elsker jeg, når Hr Scwann siger, Næh – nu har jeg aldrig. På samme måde elsker jeg også, når Matador bliver en lille smule skabet – og det tror jeg også, du gør.

Jo jeg gør. Du må gerne sige mig i mod, men lad mig først tale ud.

I går havde jeg en fest til Politikens debattør- og kritikerskole, hvor du berigede os med dit selskab og dit syn på kulturradikalismen. Omkring mig lød fnys og den sagte skraben af øjne, der vendte sig mod himlen i deres huler.

Men ikke hos mig. Jeg grinede og smilede. For jeg havde en fantastisk oplevelse.

For det er en fest at høre et menneske, der mener noget. Virkeligt mener noget. Og det gør du Søren. Mener noget. Om alt. Næsten.

Og vi bliver nok ikke enige om det meste. Meget lidt faktisk. Fx bliver vi ikke enige om, hvorvidt, det var sømmeligt, at du kaldte lederen af Det radikale venstre for ”Hende den lille Margrethe Vestager”. Jeg tror aldrig nogensinde, du ville have sagt ”Ham den lille Søren Pind”. Og der synes jeg nu måske nok, at vi to ville kunne blive endog meget uenige.

Det kan vi nok også om mange andre ting. Blive uenige. Og skændes måske endda. Så de retoriske kaffekopper ville danse på bordet.

Men jeg tror faktisk, jeg ville synes, det var fedt, og jeg skal nok forklare hvorfor. Senere.

Men først skal vi altså tale om dette her meningstyranni, som du mener, er blevet genindført med den nye regering – der da faktisk ikke er så ny længere. Hvorfor er det, at bare fordi man ikke har så stor ørenlyd, så skal vi pludseligt tale om meningtyrani? Altså. For min skyld, må du mene, lige hvad du vil kære Søren. Du må også gerne skrive det alle de steder, du har lyst – bare ikke på historiske bygninger. Det ville være synd. Men jeg har bare også lov til at mene det modsatte. Og det gør jeg så. Ret tit endda.

Du sagde i går, at der er sket to frygteligheder i Danmark de sidste 100 år. 9. April er årsdag for Danmarks besættelse, og – her er en ting, vi er enige om – det har været forfærdeligt at se et land, man elsker (endnu en ting, vi kan enes om) blive besat.

3. juli 1983 bliver vi dog ikke enige om. I år er det 30 år siden, Danmark fik en udlændingelov. Du kalder det en begyndende katastrofe. Jeg nok noget andet. Og væsentligt mere positivt.

Men jeg tror, det bunder i, at vi har to meget forskellige syn på to ting.

  1. Vores menneskesyn
  2. Vores syn på det at være dansk

De to ting, tror jeg, vi slet ikke kan enes om. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Vi er bare uenige kære Søren. Og det har jeg lige brugt en aften af mit liv på at lære, at det må man gerne være.

For dig, er danskere kristne. Jo det sagde du selv. Du sagde ”Danskerne er et kristent folkefærd.” Det var det, du sagde. Men gælder det også kulturkristne kære Søren? Eller skal det være den måde, du tror på? Hvem skal bestemme det? Skal du? Eller Manu Sareen? Det sidste tror jeg ikke, du ville bryde dig om. Ham er du vist ikke så gode venner med. Har jeg ladet mig forstå.

Og hvad med alle os, der ikke som du har behov for at frekventere en kirke – eller noget som helst andet gudehus? Er vi så heller ikke danske?

Der må du jo nok være mig svar skyldig kære Søren, for dette her er et envejsmedie. Men hvis du sender mig en mail med et svar, bliver jeg glad – og jeg lover at svare.

Du sagde i går om Margrethe Vestager, at hun var præstedatter med tre udøbte børn – gud bedre det. Det var vist sådan du sagde. Er disse tre børn så heller ikke danske? Er hende den lille Margrethe Vestager dansker?

Jeg er altså bange for, at med den devise, vil du få en ret afgrænset befolkning – og jeg tror måske også, du får svært ved at overbevise alle os, som kalder os selv danske, men ikke tror på Gud, om at flytte fra dit Danmark.

Men nu tilbage til, hvorfor jeg synes, det kunne være dejligt at skændes med dig Søren.

Jeg ville synes det var fedt, fordi du, kære Søren, er et menneske, der virkeligt mener noget. Det kan jeg mærke. Men mest af alt, fordi du er resterne af en svunden tid, som jeg gerne vil gøre op med. Du er personificeringen på meget af det, jeg kæmper i mod i dette her samfund. I rigtigt mange mennesker er der en lille snert, af de her ting. Men du er det helstøbt. Uden dig, ville der ikke være nogen, man rigtigt kan skælde ud på. Du er beviset på, at de her ting stadig findes. Og det skal du altså have tak for. Og så skal du også have tak for, at jeg fluks gik hjem og satte Matador på – efterfulgt af Krøniken. Det var dejligt.

Måske også bare lidt, fordi du siger, at DR er dybt kulturradikale, og ganske frygtelige. Så vidt jeg husker, sagde du

”Hvis det var mig, der stod for det, var det nok ganske anderledes.”

Så kære Søren. Her til sidst, vil jeg bare gerne sige, tak. Tak fordi du ikke står for det.

 

Nå men jeg gad da heller ikke på Roskilde

Sagde ingen. Nogensinde.

Eller. Det vil sige. Det gjorde jeg i en ret fornærmet tone, da anmeldelserne af al den fede musik begyndte at tikke ind via Politiken, DR, Twitter og ikke mindst Facebook.

Jeg var heller ikke spor træt af det hele, havde kløe i fødder og pengepund og store overvejelser om at droppe det hele og skride til Roskilde fredag, da folk postede billeder af Rihanna på Instagram. OVERHOVEDET. Løgner.

Det gik faktisk helt fint de første mange dage. Jeg var overhovedet ikke misundelig, da det var skide koldt og campingdagene har jeg egentlig altid godt kunnet være foruden. men da solen bragede igennem og musikken spillede, gjorde det fysisk ondt på mig og mit lille rockhjerte.

Til gengæld er jeg frygteligt glad for ikke at være 5800,- fattigere, for det koster en Roskilde festival for mig – jo den gør. Og jo, det kan godt gøres billigere, men det er sådan, jeg holder festival. Punktum.

Jeg er også glad for at have min stemme, ikke veje 5 kilo mere end jeg plejer i vandvægt og at have tjent en fandens masse penge på at arbejde den sidste uge.

Er så ikke så glad for at have misset, hvad jeg har forstået var en formidabel Metallica koncert.

Hvad jeg prøver at sige. At jeg muligvis er at finde på Roskilde festivalen næste år, for dette her med ikke at tage af sted, er faktisk helt hårdt for psyken.

Politikens debattør- og kritikerskole

Som altid er jeg jo en åben bog, omendskønt, der en gang i mellem lige skal gå et par uger, måneder eller år, før jeg lægger alle kort på bordet.

Derfor kan jeg nu stolt fortælle, og det har jeg forresten også allerede gjort for flere dage siden på Facebook og Twitter, at jeg fra 4. september skal gå på Politikens debattør- og kritikerskole. Jeg sad på kontoret, da jeg fik mailen, og råbte (lidt for) højt YES!

Oven i hatten er jeg flere gange blevet spurgt, hvordan man skriver en ansøgning. Så nu får I altså den ansøgning, uredigeret, som jeg sendte til Politiken.

 

Nyhedsfreak med debatlyst

Jeg vidste det ikke, før jeg så opslaget. Men Politikens debattør- og kritikerskole, er det tilbud, jeg har manglet i mange år.

Jeg hedder Ronja Pilgaard, og jeg er nyhedsfreak. Med i bagagen har jeg en bachelor i dansk, designhistorie og kulturformidling fra Københavns Universitet. Jeg har været spejder i 19 år, hvor jeg de sidste 4 år har haft særligt fokus på demokratiudvikling på internationalt plan. I dag læser jeg journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Samfundets ve og vel, udvikling og store personligheder, har altid fanget min interesse. Jeg kommer ikke fra et hjem med én avis, men et par stykker, og så kommer jeg fra et hjem med 1.000 nyhedsudsendelser. Dem kan man nemlig samtale om – og råbe af, når det kører helt af sporet. Sammen. Og det er her, den politiske debat bliver spændende. Når der er rigtige mennesker og ikke bare ligegyldigt spin bag diskussionen, lever og ånder demokratiet. Jeg manøvrerer hjemmevant rundt på de sociale medier – og gerne på flere platforme. Twitter er favoritten. Den er altid aktuel.

Således sad jeg klistret til computeren i stedet for fjernsynet, da bomberne sprang i Boston. Jeg fik nyheden før min veninde, der går i skole 5 minutter fra eksplosionsstedet. Jeg så det på Twitter. Hvis man skal være kynisk, kan man sige, det var Twitter, der vandt nyhedsræset. Herefter netaviserne og til sidst de såkaldte 24 timers nyhedskanaler. I virkeligheden vandt papiravisen nok – den behøvede nemlig ikke forholde sig til alle rygterne.

Medierne og deres virke går jeg enormt meget op i. Især er public servicedebatten evigt aktuel. Og private aktører sørger for – heldigvis – at holde debatten i live ved at stille spørgsmål ved, hvorfor vi egentlig har brug for public service.

Sidst men ikke mindst, er jeg meget opmærksom på den kønsdebat, der foregår i medierne. Nogen vil måske kalde mig feminist. Selv mener jeg bare, jeg er for absolut ligestilling og imod sexisme. Jeg har ufatteligt svært ved at forstå, hvorfor vi bruger millioner på landsplan og milliarder på verdensplan på at forske i, hvem der er ”det bedste køn”, ”det stærkeste køn” eller ”det klogeste køn” – ja undskyld mig, men mens vi skændes om at putte hinanden i forældede kulturelt bestemte kasser, sulter børn rundt om på kloden.

For at opsummere. Hvis I har lyst til at give mig en mulighed for at debattere kønsdebat og -opfattelse, medierne og samfundet i al sin forskellighed, synes jeg, I skal give mig en af de 150 pladser på Politikens debattør- og kritikerskole. Hvis I har lyst til at lære mig en hel masse, og samtidigt få en masse reflekterede debatindlæg, så synes jeg, I skal vælge mig. Og hvis I har lyst til at møde et menneske, der elsker, når følelserne står i flammer og når meninger giver blod på tanden til mere, så synes jeg, I skal give mig en mulighed, jeg ikke kan få nogen andre steder.

Jeg glæder mig meget til at høre fra jer.

Mange hilsner

Ronja Pilgaard

Onsdagsundren

Det har været en lidt lang onsdag. Har været på skole siden klokken 9.00 i morges, og er nærmest lige trådt ind ad døren. Nu sidder jeg så, med en kop te og forsøger at finde hoved og hale i resten af aftenen, men jeg venter på et opkald. Og dem kan man jo vente længe på. Og så er det, jeg kommer til at tænke på:

– Er det egentlig smagsforskel på de romkugler der har “tivolikrymmel”, og dem med brun “chokoladeagtigt” krymmel?

– Hvad er grænsen for, hvor langt uden for lejlighedens fire vægge, man må gå i natbukser? Og hvad hvis man lister, så nærmest ingen ser én?

– Hvad er det egentlig, man skal bruge det der helsætningsskema til? Altså ikke fordi jeg har brug for det, men kan se, at min klasse terper det i sprogundervisningen. Troede faktisk kun, det var på universitetet, man lærte folk ubrugelige ting.

– Er det mon ugleset, hvis man spiser hvidløg hver dag resten af sit liv? Også hvis folk kun kan lugte det lidt? Eller måske meget?

– Bliver jeg nogensinde til noget?

– Hvor mange personer får trang til at pille lakrids ud mellem tæerne præcis lige nu klokken 21.07 onsdag aften?

– Hvor meget lakrids skal man spise, før det ikke er ok at spise mere?

– Hvordan misbruger man alkohol? Altså man kan være misbruger, fordi man er afhængig. Men man kan vel ikke som sådan bruge det forkert.

– Hvordan opfatter andre mon min stemme? For den jeg hører på optagelser er frygteligt irriterende.

– Er det absolut krukket at tælle sine dobbelthager, hver gang man ser et billede af sig selv? Og tælle øhh’er, når man hører en optagelse, men sin egen tale? Eller bare et symptom på, at jeg skal tage mig sammen?

– Hvordan lærer man at drikke kaffe? Altså jeg forstår det ikke. Det smager lidt, som jeg synes brændt gummi lugter. Men jeg har lovet mig selv, at jeg skal lære det i år.

–Er det for sent at blive grunge-punker som 24-årig? Også hvis det er anden/tredje gang? Kan det så ikke bare kaldes et relaps eller sådan noget? Har umådelig trang til at købe forvaskede jeans med huller, og jeg hader ellers jeans. Kan ligefrem se filmtitlen for mig. “Piercinger og navlefnidder 2 – Skovmandsskjorten vender tilbage”

– Er det der med, at BMI nu må gå til 30 ikke bare en undskyldning for, at alle os, som er lidt fede, skal stoppe med at tale om at tabe os? Jeg er altså ikke tilfreds, bare fordi Bente Klarlund og et par andre hoveder siger, at nu er jeg rigtigt sund. Uden filter, ville jeg måske endda gå efter at sige, at det jo altså ikke var sund, men tynd og pæn, jeg gik efter.

– Kan man nedlægge veto mod at flere veninder bliver gravide? Og køber hus? Og får os andre til at føle os som en røv, fordi vi lige gik i gang med uddannelse igen i stedet. Eller om ikke andet tvinge dem alle sammen til at flytte til Østerbro ud fra et eller andet lovkrav om, at det skal man, når man er blevet mor.

– Den der lugt, som kommer inde fra vores klasselokale. Er det os alle sammen, der prutter, eller er det bare mig?

475113

Man kan forresten købe nogle af Politikens gamle billeder her. Jeg er ret forelsket i dette her.

Tychobrahes-dag min bare

“Bliv hjemme under dynen søndag. Det er en dybt uheldig dag.”

Sådan skrev Politiken i forgårs, og fuuuuuuuuck hvor de lyver. Det er nemlig i dag, der er lortedagen.
Og hvorfor i alverden er det også lige, at vi fortsætter med at snakke om noget, en gammel astronom, der ikke en gang kunne finde ud af at have en rigtig sølvnæse eller blive ordentligt forgiftet, så myterne kunne leve videre, har fundet på?

Nåh ja, det gør vi vel med diverse former for religion, men overtro af denne her slags, har altid undret mig mest.

For det er nemlig i dag, der er skabt af helvede.

Hvorfor? hmm let’s see.

Gik i seng i går aftes klokken 22.40. Sov måske på et tidspunkt mellem da og klokken 3.00 næste morgen. Måske. Hvis jeg gjorde, opdagede jeg det ikke. Opdagede til gengæld, at det var umuligt for mig, at falde i søvn (igen(?)). Og så sad jeg der, med en snigende ondt i hovedet, der udviklede sig til kvalme, og til sidst gav jeg op, efter at have siddet og kigget ud i luften (læs. Facebook) i fire timer  og forsøgt mig med både panodil og ipren, måtte jeg ringe til arbejdet og fortælle at jeg gav op og blev hjemme under dynen.

Sort samvittighed? Ohhh yes.

HADER at melde mig syg. Giver mig dårlig samvittighed i flere dage, at andre skal løbe hurtigere, fordi jeg ikke kan gå på arbejde. HADER at vide, at sygdom betyder, at der mangler nogen.

Gik ind for at forsøge at sove ved 10-tiden. Lykkedes delvist. vågnede kun 3 gange før klokken 11.00, hvor Hvidovre hospital og spurgte om det var Inger. så kære Inger, tak fordi du ikke kan huske dit telefonnummer, men gider du ikke lade være med at give dem mit?

Har rendt rundt som zombie i migræneland, siden jeg vågnede. Giver op. Går ikke i seng, for der kan jeg ikke sove, og Ricky snorker, så jeg kan ikke en gang brokke mig til ham.

ARRRGGGGHHHH!!!!!

(Og ja, man må gerne brokke sig, når livet er træls. Hvis bare man er ordentligt på toppen, når man er på toppen igen.)

(red. kl 1900) Fik jeg sagt, at jeg har en chokoladetrang, der nægter at lukke røven, og at jeg har spist blomkål (og intet andet) til aftensmad.

(red. kl. 19.13) Og fik jeg sagt, at jeg lige har opdaget et hul i mine strømpebukser og forresten har haft håndværkere – både i gården og på gaden?

(red. kl. 19.26) Fik jeg nævnt, at jeg lige har fundet ud af, at jeg render rundt med et sår i læben, fordi jeg kom til at bide mig?