Tagged: Niels Egelund

Dag 3: Syv Journalistiske Benspænd

Siden Nana Toft i går fik mig til at tænke på, at min ide med at skrive i en uge efter dogmerne i de syv benspænd nok ikke er verdens mest originale, overvejede jeg kort, om man så ikke bare kunne gøre det omvendt. Dogmatisk sørge for ikke at overholde et eneste benspænd.Tage alle interviews på mails, kun bruge én kilde – og måske endda en ligegyldig en af slagsen, og hente alle mine andre oplysninger ved at skrive “Berlingske skriver,” og “skriver Politiken”. Og så naturligvis nægte min kilde citattjek og lade min ene kilde være Niels Egelund.

Men kan jeg overhovedet interviewe på mails? Jeg er i tvivl, om jeg rent faktisk ved, hvordan man gør. Jeg har en enkelt gang brugt en udtalelse fra skatteministeriet, som Finn Serup sendte til mig, fordi det var den bedst mulige løsning. Men jeg var ærligt talt lidt loren ved at gøre det.

Jeg nægter selv at læse én kildehistorier – hvorfor jeg også synes, det er lidt noget pjat, at jeg hver uge skal skrive en note til skolen. Og vil da i hvert fald ikke skrive dem. Med mindre selvfølgelig, der er en virkeligt god grund til det. Kan bare ikke lige komme på den.

Og jeg ville dø af kedsomhed, hvis jeg bare skulle kopiere andres arbejde.

Jeg nåede frem til, at det ville jeg sgu nok ikke kunne finde ud af.

Niels Egelund

Jeg synes egentlig, det er ved at være lidt synd for den gode Niels Egelund, at vi bliver ved med at hænge ham ud. Jeg kan godt se, at han er blevet brugt meget. Men det er vel ikke hans skyld. Han kan selvfølgelig nægte at udtale sig om emnet, men nogen skal jo også give ham muligheden for at svare/nægte/smække røret på i frustration over at blive forstyrret i sin forskning af endnu en dum journalist.

Jeg har derfor faktisk overvejet at tage fat i ham, og høre, hvordan han har det. Ved ikke, om det overhovedet kan bruges til noget som helst andet end at tilfredsstille mit eget behov for at være sær og nytænkende. Men det er vel lige så interessant at høre, hvordan Egelund oplever at blive kontaktet, som det er at høre, at han altid bliver kontaktet.

Jeg ved det ikke. Det er en strøtanke.

Kilder

Jeg har tænkt utroligt meget over de her kilder. Det jeg skriver om, ved siden af det med de Syv Journalistiske Benspænd handler om arbejdsmiljø, handler om arbejdsmiljø. Og der er jo tusinde forskere derude, som måske kan bruges. Men hvordan finder man den perfekte ekspertkilde?

Normalt, hvis jeg skal have et interview med en ekspertkilde, ringer jeg det hjem, med mindre, jeg skal have forklaret noget, som er ret komplekst. Så plejer de selv at invitere, men ofte sådan lidt irriterede over at blive afbrudt.Her skal jeg jo ud og møde dem. Så jeg skal finde tid i deres – og min – kalender. Og hvis det, de siger er noget bøvl, så har man pludseligt spildt ret vigtige mandetimer.

Måske jeg bare er gået All – Lars-Von-Trier – på det her projekts røv, men hvis jeg følger dogmerne helt til bunds, tager tingene jo ret så mange overvejelser. Især når man ikke lige har en kæmpe kildenetværk, stadig er grøn i faget og i det hele taget famler sig frem. Måske ikke helt i blinde, men i hvert fald med behov for ret store journalistiske hinkestensbriller

I går skrev en af mine yndlingslæsere/bloggere Ducky,

“Så er der jo også lige den omstændighed at mange af dem der skal interviewes laver andet end at sidde og vente på at blive interviewet. For det tager altid længere tid når det er face to face end i telefonen. Så derfor synes jeg tit det kan være lige så rart at journalisten ringer op.”

Og hun har jo ret. Når jeg sidder og skriver, og nogen ringer og spørger, om jeg har tid til at mødes, ødelægger det ikke bare den halve times skrivetid, som jeg bruge på interviewet. Det ødelægger også de fem minutter før, fordi jeg ved, at der skal komme nogen, og også de fem minutter efter, fordi jeg lige skal finde tilbage i mit arbejde.

Det er ikke et problem for mig, fordi det oftest er den, der forstyrrer, men det er godt at have in mente.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 2: Syv journalistiske benspænd

Jeg ringede til Nana Toft i går – ikke for et interview. Naturligvis.

“Jeg kører lige på en cykel, men hvis vi kan gøre det her, er det fint,” sagde Nana Toft

“Jeg tænkte faktisk på, om vi ikke kunne mødes,” sagde jeg kækt.

“Næhhh sikken en overraskelse,” sagde Nana Toft. Ironisk. Men hun ville gerne mødes med mig onsdag.

Og så var min ide måske alligevel ikke så original. Det er jeg måske lige nu heller ikke så overrasket over, at den ikke var. Men i går syntes jeg godt nok, at min ide var frygteligt original og god. Så jeg fortsætter.

Det er ikke fordi, der er den store forskel på den måde, vi arbejder med journalistik på DMJX, og den måde, man gør det i det syv journalistiske benspænd.

Nana Toft spurgte mig også, hvordan det havde været at arbejde med projektet ind til nu, og jeg svarede, at det krævede lidt mere logistik end ellers, fordi telefoninterviewet ikke var et mulighed. Men hun sagde så også, at det jo først, er når vi kommer ud af skolen, at vi får lært alle de her unoder. Og det er nok rigtigt. Vi skriver jo aldrig

“… skriver Politiken mandag” – artikler.

Vi har også nogle undervisere, der kræver, at vi interviewer de vigtigste kilder face 2 face, ligesom de gerne beder os om at ringe til andre kilder end bare de klassiske ekspertkilder, som nærmest har deres eget lille ekspert-reality-show – Det er dig, jeg kigger på, Niels Egelund.

Ren utopi

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ikke bare er tale om ren utopi, som jeg jo også skrev i går. I går havde jeg undervisning/forelæsning/pressemøde (call it what you want, jeg sad på en stol i et lokale, hvor folk, der en gang skal være journalister, stillede spørgsmål) hele dagen. Normalt ville jeg kunne rende ud i pauserne og tage et telefoninterview og få ringet mine historier hjem. På den måde ville jeg kunne holde fri torsdag og fredag. Nu kommer jeg til at bruge onsdag, torsdag og fredag på at cykle ud i KBH og lave interviews.

Hvad med webberne?

Netop i forbindelse med, at jeg ikke bare lige kunne ringe artikler hjem, kom jeg til at tænke på journalister, der producerer til web. Ofte skriver de 2-3 artikler om dagen.

Skriver man 3 artikler på en dag, har 2 kilder på hver og interviewer dem face2face, skal man bruge mindst 3 timer på interviews om dagen. Plus transport og hilsetid.

Skal man også finde nye ekspertkilder hver gang og for troværdighedens skyld gerne have en ekspertkilde på hver artikel, skal man lige lægge mindst 15 minutters ekstra research til – ikke for at finde den bedste kilde, men for at finde en ny.

Man skal jo også være konstruktiv. Men hvor går man hen, når dem, der kan forandre noget, ikke gider snakke med en? Går man så bare til de, der gerne vil forandre noget igen? Eller skal man skrive det? Jeg ved det ikke. Nu skriver jeg her, at Bo Lidegaard er på ferie og ikke kan mødes med mig. Så jeg forsøger fortsat at få fat i Rune Lykkebjerg.

Når nu kilderne også skal sikres citattjek, kommer vi også under et vist tidspres. Laver man nyheder og skal være først, tror jeg ikke, det er en mulighed, at sikre at alle kilder har godkendt deres citater. Det sikrer selvfølgelig korrekte oplysninger, men det sikrer også, at andre bare breaker den før en selv. Selv hvis alle danske medier gik med på denne her ide om  at tage sig tid til alle dogmerne, ville læserne så ikke bare gå til udenlandske nyhedssites, når nu danske medier så bare altid var for langsomme?

Det ville i hvert fald større omfordeling end bare mere tid og flere journalister. Også af modtagelsen, og den kan man ikke sådan lige rykke ved.

Jeg tror ikke, det er muligt at arbejde på denne måde til web, med mindre web går tilbage til at være evisen i kortere form. Og det tror jeg faktisk ikke, der er nogen, der ønsker. Nogle medier, der ikke arbejder med breaking, kan måske arbejde på denne her måde, men jeg ser ikke størstedelen af danske dagblade implementere de her dogmer i hverdagen.

Dermed ikke sagt, at de er meget gode at have i baghovedet, og at stræbe efter.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.