Tagged: Metro

Dag 4: De Syv Journalistiske Benspænd

Det her går ud over min nattesøvn.

I går var jeg ude på Nørrebro for at se teaterforestillingen SELSKAB på Mammutteatret. Egentlig skal jeg kun skrive en kort note, men det afholder jo ikke mine vigtigste kilder fra at være de skuespillere, som er med. Så jeg drog til Nørrebro med kamera og papir og kuglepen.

Her til morgen er det Metrotid. Kilden ringede i går. Jeg kunne sådan set bare have ordnet det der. Men fordi det hele skal gå op i en højere enhed og jeg skal lave alle interviews, må jeg tidligt op i dag. Sådan kan det jo gå.

På den anden side er det jo begrænset, hvor meget jeg egentlig sover til dagligt, når vi har afleveringer.

Besøg hos Nana Toft

Men i går tog jeg altså til ugens første interviews. Dagen startede med, at jeg mødtes med Nana Toft hjemme hos hende, og fik svar på noget af det, som jeg har gået og undret mig over, ved dette her projekt.

Hvor kommer ideen fra?

Er det så vigtigt?

Og hvad skal der ske herfra?

Det må I selvfølgelig få svar på senere, for jeg skal jo også skrive en artikel om det. Så det kommer I nok til at kunne læse i Illustreret Bunker.

Vi snakkede meget om, hvad projektet har gjort ved og for hende og hvordan hun gerne ser, at man tænker lidt over de vaner, der eksisterer i mediebranchen. Nu her efter interviewet, gad jeg godt at tale med nogle af de, som var uenige med hende, så det må jeg lige snakke med hende om. Det må jeg lige huske, at spørge hende om. Mon ikke man må gøre det over telefon? Det tror jeg.

Citattjek

Men altså. Når man så har interviewet, så er det jo tid til citattjek. Jeg havde enormt travlt i går, og fik derfor ikke lyttet interviewet af. Så det må jeg gøre i dag eller i morgen. Og så sende det til hende.

Men så kom jeg til at tænke på, hvor grænserne for citattjek går. Vi kan godt blive enige om, at der ikke er tale om redigeringsret. Men grunden til at jeg spørger er, at min kilde her til morgen er fra Copenhagen Metro Team. Her spurgte den kommunikationsansvarlige efter at få lov at se den ansatte, som udtaler sigs udtalelser.

Jeg endte med at sige ja, fordi jeg ikke så de store problemer i det, men her efter jeg har tænkt mig om, synes jeg egentlig, det er lidt problematisk. For hvorfor? Er det bare for lige at se, hvad der bliver skrevet, eller er det for at overvåge ansattes udtalelser?

Jeg ved det ikke.

Og kilder igen

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg som sådan SKAL have en udtalelse fra Rune Lykkebjerg, men min artikel føles en anelse tynd, hvis ikke jeg får det.

Nu har jeg ringet til ham hver dag siden jeg begyndte på projektet. Han svarer ikke på mine opkald. Jeg har selvfølgelig lagt en besked. Jeg har sendt ham en mail, og en mail om at han nok ikke har fået min mail. Og nu begynder jeg at blive sur. Man må sgu godt lige svare.

Blev der sagt.

 

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Wake up Massachusetts!

Godmorgen skal det lyde – altså herovre fra ‘the States’!

Er ca lige stået op, hvilket egentlig er helt ok, siden klokken er 8 om morgenen, og vi drak rom og cola i bedste teenagestil i går.

Jeg vil gerne fortælle en masse, men alle indtrykkene er så voldsomme, at jeg kun kan forsøge.

Jeg kan jo fortælle, at vi bor 6/7 sammen i lejligheden.

Jeanett, min veninde, som jeg er herovre for at besøge, og hun bor selvfølgelig sammen med sin kæreste/mand (jeg har aldrig rigtigt fattet det der med at de er lidt gift, men nu rigtigt skal giftes), som hedder, den er god nok, Bruce Lee. Så bor jeg her, og så bor der tre katte og en fugl, der ligner Tweety fra Warner Brothers ret meget.

Her er to af kattene.

Det er Princess og Baby. Og de er forresten blevet barberet til at jeg skulle komme her til.

Ud over de her to katte har de også Elephant

Læg mærke til øjnene! Han er den vildeste stalker-kat. Men det fortæller jeg om i morgen.

Nu vil slutte af med lidt lufthavnsbilleder.

Min kuffert vejede 19,5 kilo. De 7 af de kilo, var slik og mad til Jeanett.

Det er måske lidt utydeligt. Og ikke fra lufthavnen, men fra Metroen hjemme i København.

Eftersom, jeg skulle af sted så tidligt, kom jeg ud og køre i natbus og metro med nogle meget fulde mennesker. Hvis du ser efter, kan du måske se, at der ligger nogen på gulvet. Bare rolig. De har det fint.

De havde da bare fundet på denne her fantastiske leg med at når metroen kører fra en perron, skal man nå fra den ene ende, og ned i den anden, og stadig kunne se perronen.

Jeg var dybt fascineret og underholdt.

Kø i lufthavnen klokken 4.00 om morgenen.

Det eneste strømstik i gaten. fundet bag en boardingskranke, ca 20 cm fra vinduet. Det var noget af en kamp at få stikket derind. Til gengæld virker internettet i Københavns lufthavn virkeligt dårligt.

Vel ankommet til Frankfurt, som folk tydeligvis overreagerer om. Så stor er den altså heller ikke (hilsen damen, som landede i samme gate, som hun skulle videre fra og derfor intet aner om den slags). I Tyskland er telefonrørene stadig lyserøde. Troede de var kommet over den slags i 90’erne, hvor jeg sidste gang spottede et pink telefonrør.

Frankfurt er alligevel så stor en lufthavn, at hvis man keder sig, kan man gå på casino.

Jeg blev ret glad, da jeg så dette her skilt. Så var jeg over halvvejs.

Under indrejsen til Canada, skulle jeg udfylde den blå form, som man ellers udfylder på vej til USA. Bag på formen, lover de at opføre sig respektfuldt, hvis de hiver én ind til undersøgelse. Dét tog jeg et billede af, bare lige for at kunne holde dem op på det. (Ja jeg havde jo altså ikke sovet i 45 timer – jeg var undskyldt )

Og vel fremme, valgte vi, at indtage USA med stil.