Tagged: Journalistik

Dag 4: De Syv Journalistiske Benspænd

Det her går ud over min nattesøvn.

I går var jeg ude på Nørrebro for at se teaterforestillingen SELSKAB på Mammutteatret. Egentlig skal jeg kun skrive en kort note, men det afholder jo ikke mine vigtigste kilder fra at være de skuespillere, som er med. Så jeg drog til Nørrebro med kamera og papir og kuglepen.

Her til morgen er det Metrotid. Kilden ringede i går. Jeg kunne sådan set bare have ordnet det der. Men fordi det hele skal gå op i en højere enhed og jeg skal lave alle interviews, må jeg tidligt op i dag. Sådan kan det jo gå.

På den anden side er det jo begrænset, hvor meget jeg egentlig sover til dagligt, når vi har afleveringer.

Besøg hos Nana Toft

Men i går tog jeg altså til ugens første interviews. Dagen startede med, at jeg mødtes med Nana Toft hjemme hos hende, og fik svar på noget af det, som jeg har gået og undret mig over, ved dette her projekt.

Hvor kommer ideen fra?

Er det så vigtigt?

Og hvad skal der ske herfra?

Det må I selvfølgelig få svar på senere, for jeg skal jo også skrive en artikel om det. Så det kommer I nok til at kunne læse i Illustreret Bunker.

Vi snakkede meget om, hvad projektet har gjort ved og for hende og hvordan hun gerne ser, at man tænker lidt over de vaner, der eksisterer i mediebranchen. Nu her efter interviewet, gad jeg godt at tale med nogle af de, som var uenige med hende, så det må jeg lige snakke med hende om. Det må jeg lige huske, at spørge hende om. Mon ikke man må gøre det over telefon? Det tror jeg.

Citattjek

Men altså. Når man så har interviewet, så er det jo tid til citattjek. Jeg havde enormt travlt i går, og fik derfor ikke lyttet interviewet af. Så det må jeg gøre i dag eller i morgen. Og så sende det til hende.

Men så kom jeg til at tænke på, hvor grænserne for citattjek går. Vi kan godt blive enige om, at der ikke er tale om redigeringsret. Men grunden til at jeg spørger er, at min kilde her til morgen er fra Copenhagen Metro Team. Her spurgte den kommunikationsansvarlige efter at få lov at se den ansatte, som udtaler sigs udtalelser.

Jeg endte med at sige ja, fordi jeg ikke så de store problemer i det, men her efter jeg har tænkt mig om, synes jeg egentlig, det er lidt problematisk. For hvorfor? Er det bare for lige at se, hvad der bliver skrevet, eller er det for at overvåge ansattes udtalelser?

Jeg ved det ikke.

Og kilder igen

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg som sådan SKAL have en udtalelse fra Rune Lykkebjerg, men min artikel føles en anelse tynd, hvis ikke jeg får det.

Nu har jeg ringet til ham hver dag siden jeg begyndte på projektet. Han svarer ikke på mine opkald. Jeg har selvfølgelig lagt en besked. Jeg har sendt ham en mail, og en mail om at han nok ikke har fået min mail. Og nu begynder jeg at blive sur. Man må sgu godt lige svare.

Blev der sagt.

 

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Reklamer

Syv journalistiske benspænd

I denne her uge er jeg på studietur i min hjemby. Det er ret lækkert at kunne sove hjemme hver aften og at cykle rundt til aftaler frem for at drøne med DSB hen over Fyn og op gennem Jylland – og tilbage igen – mindst en gang i løbet af ugen. Ofte 2.

Derfor skyndte jeg mig også at sige ja, da redaktøren på Illustreret Bunker – min skoles avis – spurgte, om ikke de syv benspænd var noget, jeg måske kunne skrive om. For det var det. Og når nu, jeg havde muligheden for at cykle til aftaler, kunne jeg jo ligeså godt spænde ben for mig selv samtlige syv gange på vejen.

Jeg har tidligere skrevet om Breaking News for “Bunkeren” – og det, synes jeg, faktisk var ret sjovt. Den ligger på side 13, hvis det er.

Jeg synes faktisk rigtigt godt om projektet med de syv journalistiske benspænd, men synes også, det kan grænse til at være en smule utopisk. Er der virkeligt økonomi til at bedrive journalistik i det tempo, mange læsere vil have nyheder i dag, uden at ringe en historie hjem, eller uden at kopiere? Kan man finde en ny ekspertkilde, hver gang, og kan det overhovedet betale sig?

I løbet af denne her uge skal jeg producere éen film og tre artikler. Den ene skal handle om de syv benspænd, de andre om noget andet. Jeg vil forsøge at køre dem alle hjem med benspænd, men SKAL køre den første hjem på den måde.

Jeg vil forsøge at blogge lidt om mine oplevelser med det undervejs her på siden, og hvis du ikke synes, der er noget som helst interessant i journalistik og medier (er du nok gået det forkerte sted hen), er du mere end velkommen til at kigge forbi i næste uge, hvor jeg nok igen skriver om hverdagens trivialiteter.

 

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

 

 

Politikens debattør- og kritikerskole

Som altid er jeg jo en åben bog, omendskønt, der en gang i mellem lige skal gå et par uger, måneder eller år, før jeg lægger alle kort på bordet.

Derfor kan jeg nu stolt fortælle, og det har jeg forresten også allerede gjort for flere dage siden på Facebook og Twitter, at jeg fra 4. september skal gå på Politikens debattør- og kritikerskole. Jeg sad på kontoret, da jeg fik mailen, og råbte (lidt for) højt YES!

Oven i hatten er jeg flere gange blevet spurgt, hvordan man skriver en ansøgning. Så nu får I altså den ansøgning, uredigeret, som jeg sendte til Politiken.

 

Nyhedsfreak med debatlyst

Jeg vidste det ikke, før jeg så opslaget. Men Politikens debattør- og kritikerskole, er det tilbud, jeg har manglet i mange år.

Jeg hedder Ronja Pilgaard, og jeg er nyhedsfreak. Med i bagagen har jeg en bachelor i dansk, designhistorie og kulturformidling fra Københavns Universitet. Jeg har været spejder i 19 år, hvor jeg de sidste 4 år har haft særligt fokus på demokratiudvikling på internationalt plan. I dag læser jeg journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Samfundets ve og vel, udvikling og store personligheder, har altid fanget min interesse. Jeg kommer ikke fra et hjem med én avis, men et par stykker, og så kommer jeg fra et hjem med 1.000 nyhedsudsendelser. Dem kan man nemlig samtale om – og råbe af, når det kører helt af sporet. Sammen. Og det er her, den politiske debat bliver spændende. Når der er rigtige mennesker og ikke bare ligegyldigt spin bag diskussionen, lever og ånder demokratiet. Jeg manøvrerer hjemmevant rundt på de sociale medier – og gerne på flere platforme. Twitter er favoritten. Den er altid aktuel.

Således sad jeg klistret til computeren i stedet for fjernsynet, da bomberne sprang i Boston. Jeg fik nyheden før min veninde, der går i skole 5 minutter fra eksplosionsstedet. Jeg så det på Twitter. Hvis man skal være kynisk, kan man sige, det var Twitter, der vandt nyhedsræset. Herefter netaviserne og til sidst de såkaldte 24 timers nyhedskanaler. I virkeligheden vandt papiravisen nok – den behøvede nemlig ikke forholde sig til alle rygterne.

Medierne og deres virke går jeg enormt meget op i. Især er public servicedebatten evigt aktuel. Og private aktører sørger for – heldigvis – at holde debatten i live ved at stille spørgsmål ved, hvorfor vi egentlig har brug for public service.

Sidst men ikke mindst, er jeg meget opmærksom på den kønsdebat, der foregår i medierne. Nogen vil måske kalde mig feminist. Selv mener jeg bare, jeg er for absolut ligestilling og imod sexisme. Jeg har ufatteligt svært ved at forstå, hvorfor vi bruger millioner på landsplan og milliarder på verdensplan på at forske i, hvem der er ”det bedste køn”, ”det stærkeste køn” eller ”det klogeste køn” – ja undskyld mig, men mens vi skændes om at putte hinanden i forældede kulturelt bestemte kasser, sulter børn rundt om på kloden.

For at opsummere. Hvis I har lyst til at give mig en mulighed for at debattere kønsdebat og -opfattelse, medierne og samfundet i al sin forskellighed, synes jeg, I skal give mig en af de 150 pladser på Politikens debattør- og kritikerskole. Hvis I har lyst til at lære mig en hel masse, og samtidigt få en masse reflekterede debatindlæg, så synes jeg, I skal vælge mig. Og hvis I har lyst til at møde et menneske, der elsker, når følelserne står i flammer og når meninger giver blod på tanden til mere, så synes jeg, I skal give mig en mulighed, jeg ikke kan få nogen andre steder.

Jeg glæder mig meget til at høre fra jer.

Mange hilsner

Ronja Pilgaard

”Jeg er jo ikke hollywoodstjerne endnu”

Sådan skrev jeg en gang til en gæsteblog ovre på brokbloggen, og så gik jeg og undrede mig – hvornår kom den på?

HEP!

Det er den nu! Så kig her!

Det er min ven Ulle-Bulle (det hader han, at jeg kalder ham – derfor kalder jeg ham det), som har bloggen. Han har også et morgenprogram på uniradio, som hedder morgenbrok.

Forresten kan jeg fortælle, at jeg fik dette her fantastiske brev i går

 

Det er en meget mærkelig oplevelse for mig at kunne vælge og vrage. Men jeg har altid været sikker på, at hvis jeg kom ind i Århus, så var det der jeg ville gå. Business Paw har endda sagt, at jeg må bo billigt i hans lejlighed, og en gammel ven, siger, at jeg måske også kan få et arbejde.

Hold da op, favre nye verden, hvor ting bare klapper.

Ellers nyder jeg bare solen. Håber du gør det samme.

Hvor har du været kælling?

Jeg har været væk længe. Men ÅHHH GUD! Hvor har jeg meget at fortælle! Så meget, at det bliver nødt til at løbe over et par dage. Men jeg kan indledningsvist fortælle, at jeg har været i udkanten de sidste 5 dage. Der ude, hvor de har reklamer for rifler i lokalavisen og sælger gule rødstensvillaer, som ligner parcelhuse så meget, at man godt kunne være lidt i tvivl om de to hustyper er tvillinger i paralleluniverset.

Jeg er virkeligt vild med titlen på butikken. Guns and Powder! Yir, Man skulle næsten tror vi var i Bayoo’en

Er der nogen, der kan fortælle mig, hvor denne her rødstensvilla har sine røde sten henne?

Men det hele startede sådan set sidste lørdag, hvor jeg skulle til optagelsesprøve til journalistik på Syddansk Universitet.

Jeg var stjernenervøs (jo det kan man godt sige), og jeg kunne slet ikke falde ned, så i stedet læste jeg og læste jeg, til jeg havde helt bogstavformede øjne (og jo, det kan man godt have).

Optagelsesprøven gik sådan lidt, som man sådan kan forvente, når man er alt for nervøs. Jeg sejlede rundt i den første prøve og tror lidt, jeg fortsatte med at sejle resten af dagen.

Først var der en staveprøve, hvor man på tre siders tekst, skulle understrege samtlige stavefejl. Man måtte ikke rette kommafejl eller lignende. Og det er jo svært at sige om det er gået godt, for de fejl, man overser, er jo også de fejl, man selv laver. Oven i det, er det svært at finde ro til at korrekturlæse, når hjertet ikke bare sidder i halsen, men også banker så hårdt, at hvert slag banker op i hjernebarken af en.

Jeg faldt heldigvis lidt til ro bagefter.

 

Så var der en, ja det kan jeg faktisk ikke huske, så hvis nogen kan fortælle mig det, ville jeg blive glad

 

Så var det noget med noget frokostpause og et referat. Det gik vist ikke så godt, og jeg fik sendt mere end et enkelt stjålent blik over til pigen over for mig, (som jeg senere fandt ud af hed Agnete), som havde holdt sit referat så ufatteligt dejligt kort.

Jeg kunne bare slå mig selv lidt i hovedet og tænke, ”Ihh altså, hvorfor kan jeg ikke være så pæn og skrive kort, og klog og uuuuuunnnngggg (jaja, jeg er kun 23, men hun er altså 20).

 

Til sidst var der vist den der videnstest, som jo er en forbandet størrelse. Jeg ved jeg fik 43 rigtige. Det er ok. Jeg tror endda også at jeg fandt en fejl. Men ok, det kan også være, at jeg bare tror jeg er klogere end resten af verden.

 

Nå, men så tog jeg hjem, og på stationen rendte jeg igen ind Agnete. Hun slæbte på enormt mange store tasker… (jeps jeg sagde tasker, og er for resten også glad for parenteser i dag)

Hun havde nemlig ladet sig fortælle, at man skulle have to printere og en kæmpe PC med til optagelsesprøven. Jeg forsøgte ikke at grine over at hun ikke havde læst sine mails.

Nå men i onsdags, må i så vente med at høre om til i morgen, for nu er jeg træt og vil sove.

 

Og så var det, at man så, at man havde skrevet lidt om alt dette her i løbet af ugen. Tag dig dog sammen din abe!

I en lille boble i Odense

Jeg ved det godt. Jeg har været noget fraværende på det sidste. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide jer. Det lover jeg altså.

Nej årsagen er, at jeg har været til optagelsesprøve på uddannelsen i journalistik på Syddansk Universitet. Og oven i det kom en masse møder, som bare blev ved med at falde oven i hinanden, der også krævede at jeg var til stede. Men nu er jeg tilbage… i hvert fald ind til næste optagelsesprøve, som er på lørdag i Aarhus.

 

Sådan en optagelsesprøve er noget af en prøvelse (jup jeg ved det godt, dårligt ordspil).

Det hele starter klokken 9.15, hvor man så absolut SKAL være til stede. Det betyder, at kommer du fra København, skal du have et tog fra hovedbanen klokken 5.50 om morgenen, for at kunne nå det.

Prøv da lige at se verdens ondeste rejseplan!

Derfor startede min dag i går klokken 3.45, hvor mit vækkeur fortalte mig, at nu var det altså tid til at komme af sted.

På Odense Banegård mødte jeg så nogle andre, som også skulle til optagelsesprøve, og dem kunne jeg jo så heldigvis følges med det meste af vejen.

Men som sagt, startede programmet klokken 9.15 med modtagelse ved Karsten Baagø, der er studieleder på faget.

Det var den sædvanlig smøre, som man har fået så mange andre steder, hvor man er startet uddannelse.

”Vi har aldrig fået så mange ansøgere før. I er så og så mange og vi glæder os til at møde de af jer, som bliver optaget. Bla bla bla”.

Herefter en sprogtest, hvis man skulle finde stave- og kongruensfejl. Jeg synes egentlig, den var lettere end de tidligere år, men den kan jo også have været fyldt med fejl, som er typiske for mig, hvorfor jeg ikke fandt så mange. Hvem ved.

I kan i hvert fald finde de gamle sprogtests her

Med sprogtesten vel overstået, gik vi videre til analysedelen. Det er klart den, jeg synes er sværest, for man har ingen mulighed for at vide, hvad opgaven går ud på.

I år handlede det heldigvis om sociale medier og Den Korte Avis. Noget, jeg har arbejdet med før, og derfor har lidt kendskab til.

Frokostpausen blev selvfølgelig forkortet, for hvis man nogensinde har været til en præsenseksamen, så er man stødt på de gamle nisser, der fungerer som eksamensvagter. Det er ældre mennesker, som ikke har særlig stor indsigt i teknik og som er der for at supplere deres folkepension, mens de drikker kaffe. De er søde, men utroligt langsomme, så afleveringen af opgaven gik lidt trægt.

Efter frokost kom referatøvelsen. Det var her, jeg klarede mig allerværst. Mit referat var længere end en side og jeg ved, at jeg ikke kom hele vejen rundt. Og samtidigt fandt jeg en hel masse, jeg kunne have slettet, da jeg så opgaven til sidst. Men da havde jeg trykket på print. ØV.

Som det sidste var det videnstesten. Jeg ved, at jeg har 33 rigtige. Resten kan jeg ikke svare for, men har en god fornemmelse omkring de sidste 13, og efter det, er jeg helt sikker på at have taget fejl.

For hvordan skulle jeg måske vide, hvem der er cheftræner for Brøndby IF? Er der overhovedet nogen i denne her verden, som ved det? Altså ud over ham selv.

Og jeg har da heller ingen chance for at vide, at det åbenbart er FC Milan, der spiller på San Sirin eller hvad det nu hedder. Ingen chance siger jeg dig!

Til gengæld ved jeg så at det er Dolly Parton, der har skrevet I will always love you, og det tæller da heldigvis også for noget.