Tagged: Journalisthøjskolen

Dag 2: Syv journalistiske benspænd

Jeg ringede til Nana Toft i går – ikke for et interview. Naturligvis.

“Jeg kører lige på en cykel, men hvis vi kan gøre det her, er det fint,” sagde Nana Toft

“Jeg tænkte faktisk på, om vi ikke kunne mødes,” sagde jeg kækt.

“Næhhh sikken en overraskelse,” sagde Nana Toft. Ironisk. Men hun ville gerne mødes med mig onsdag.

Og så var min ide måske alligevel ikke så original. Det er jeg måske lige nu heller ikke så overrasket over, at den ikke var. Men i går syntes jeg godt nok, at min ide var frygteligt original og god. Så jeg fortsætter.

Det er ikke fordi, der er den store forskel på den måde, vi arbejder med journalistik på DMJX, og den måde, man gør det i det syv journalistiske benspænd.

Nana Toft spurgte mig også, hvordan det havde været at arbejde med projektet ind til nu, og jeg svarede, at det krævede lidt mere logistik end ellers, fordi telefoninterviewet ikke var et mulighed. Men hun sagde så også, at det jo først, er når vi kommer ud af skolen, at vi får lært alle de her unoder. Og det er nok rigtigt. Vi skriver jo aldrig

“… skriver Politiken mandag” – artikler.

Vi har også nogle undervisere, der kræver, at vi interviewer de vigtigste kilder face 2 face, ligesom de gerne beder os om at ringe til andre kilder end bare de klassiske ekspertkilder, som nærmest har deres eget lille ekspert-reality-show – Det er dig, jeg kigger på, Niels Egelund.

Ren utopi

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ikke bare er tale om ren utopi, som jeg jo også skrev i går. I går havde jeg undervisning/forelæsning/pressemøde (call it what you want, jeg sad på en stol i et lokale, hvor folk, der en gang skal være journalister, stillede spørgsmål) hele dagen. Normalt ville jeg kunne rende ud i pauserne og tage et telefoninterview og få ringet mine historier hjem. På den måde ville jeg kunne holde fri torsdag og fredag. Nu kommer jeg til at bruge onsdag, torsdag og fredag på at cykle ud i KBH og lave interviews.

Hvad med webberne?

Netop i forbindelse med, at jeg ikke bare lige kunne ringe artikler hjem, kom jeg til at tænke på journalister, der producerer til web. Ofte skriver de 2-3 artikler om dagen.

Skriver man 3 artikler på en dag, har 2 kilder på hver og interviewer dem face2face, skal man bruge mindst 3 timer på interviews om dagen. Plus transport og hilsetid.

Skal man også finde nye ekspertkilder hver gang og for troværdighedens skyld gerne have en ekspertkilde på hver artikel, skal man lige lægge mindst 15 minutters ekstra research til – ikke for at finde den bedste kilde, men for at finde en ny.

Man skal jo også være konstruktiv. Men hvor går man hen, når dem, der kan forandre noget, ikke gider snakke med en? Går man så bare til de, der gerne vil forandre noget igen? Eller skal man skrive det? Jeg ved det ikke. Nu skriver jeg her, at Bo Lidegaard er på ferie og ikke kan mødes med mig. Så jeg forsøger fortsat at få fat i Rune Lykkebjerg.

Når nu kilderne også skal sikres citattjek, kommer vi også under et vist tidspres. Laver man nyheder og skal være først, tror jeg ikke, det er en mulighed, at sikre at alle kilder har godkendt deres citater. Det sikrer selvfølgelig korrekte oplysninger, men det sikrer også, at andre bare breaker den før en selv. Selv hvis alle danske medier gik med på denne her ide om  at tage sig tid til alle dogmerne, ville læserne så ikke bare gå til udenlandske nyhedssites, når nu danske medier så bare altid var for langsomme?

Det ville i hvert fald større omfordeling end bare mere tid og flere journalister. Også af modtagelsen, og den kan man ikke sådan lige rykke ved.

Jeg tror ikke, det er muligt at arbejde på denne måde til web, med mindre web går tilbage til at være evisen i kortere form. Og det tror jeg faktisk ikke, der er nogen, der ønsker. Nogle medier, der ikke arbejder med breaking, kan måske arbejde på denne her måde, men jeg ser ikke størstedelen af danske dagblade implementere de her dogmer i hverdagen.

Dermed ikke sagt, at de er meget gode at have i baghovedet, og at stræbe efter.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Status

Jeg sidder med en knude i maven over alt det, jeg ikke har nået endnu. Jeg gør lidt status. Over det sidste år. Over alt det, jeg ikke kan endnu. Over det limbo, jeg er i lige nu. Har jeg sagt, at der er 5 måneder til panikdag?

Jeg er fyldt 25.

Det er ikke gammelt. Men det er heller ikke så ungt, at jeg kan sige, at det er nogen andres skyld, at jeg har det, som jeg har det. Og det er gammelt nok til at ”tag dig sammen” er den eneste løsning, når piv ikke virker. At synke sammen og regne med, at nogen klarer skærene for mig, er i hvert fald et løb, der er kørt med teenagebussen.

Jeg er ikke modig.

Faktisk er jeg oftest en kujon. Lige indtil det kommer over mig, og jeg slet ikke kan få nok af at udfordre mig selv. Sådan nogle dage havde jeg i november. December handler meget mere om at gemme mig under sengen og håbe på, at det hele ordner sig selv. Det gør det ikke. Men det ordner sig. På en ene eller anden måde. Altid.

Jeg er hjemløs.

Det nærmeste, jeg kommer på et fast holdepunkt for det sidste år, er lyntoget mellem Århus og København.  Det sidste år har jeg været sammen med tusindvis af andre mennesker på toge fra den ene ende af landet i op til 20-25 timer om ugen. Jeg må ikke bo med min kæreste, og det er årevis siden, jeg rigtigt har boet et andet sted. Så jeg holder bare fast i min computer og min telefon og min moleskine. Der ligger hele mit liv faktisk. Alt det tøj, jeg ejer, kan jeg bære i en sportstaske og bøgerne ligger for meget i kasser. Jeg holder bare fast og regner med, at det går.

Jeg bor i en bog.

Den eneste måde, jeg kan skjule, hvor dårlig jeg tror, jeg er til at være journalist, er at være flittig. Jeg har læst mine ting og styr på mit lort, så ingen kan komme og sige noget. I virkeligheden er det sværeste i verden, at få hul på boblen til de selvstændige tanker. Og til beslutsomheden. Når den sværeste at snyde er mig selv, gælder det om virkeligt at tro på, at man kan et eller andet. Så overbevises jeg nok engang.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Jeg tror ikke på illusioner og luftkasteller. Men jeg tror, at jeg nok skal klare den. Og hvis ikke dagene er nok, må jeg tage natten til hjælp.

Det går bedre.

 

Kurt kommer forbi

Jeg er ret modløs for tiden. Al selvtillid er fløjet fra reden og selvkritikken er enorm. Jeg kan ganske enkelt ikke skrive noget uden at synes, det er frygteligt. Men det er ikke min skyld. Og det er altid godt, når man kan give nogle andre skylden.

Det er nemlig Kurts skyld. Eller faktisk er det min undervisers skyld… eller i virkeligheden er det nogen fra DR, der har lavet en “morsom” videos skyld. Se selv. Tre forskellige man kan give skylden for manglende selvtillid. Det er da ikke helt ved siden af.

Hvad de har gjort? Jo nu skal du høre.

Det hele startede med, at jeg endelig havde lidt styr på min skrivning igen. Jeg fik både skrevet i hånden og på computer, fik blogget hver dag og følte kæmpe overskud på den front.

MEN

Så var det, at min underviser, Mette Mørk, syntes, at hun skulle demonstrere, hvordan man ikke skal interviewe, ved at vise denne her video

…og det er da også rigtigt. Problemet er bare, at hver gang, jeg skriver en artikel eller en blog, kan jeg høre Kurt Leth læse den højt. Så førend Kurt har forladt mine tanker – både nat og dag, puha det er frækt, så har jeg minus på selvtillidskontoen.

Onsdagsundren

Det har været en lidt lang onsdag. Har været på skole siden klokken 9.00 i morges, og er nærmest lige trådt ind ad døren. Nu sidder jeg så, med en kop te og forsøger at finde hoved og hale i resten af aftenen, men jeg venter på et opkald. Og dem kan man jo vente længe på. Og så er det, jeg kommer til at tænke på:

– Er det egentlig smagsforskel på de romkugler der har “tivolikrymmel”, og dem med brun “chokoladeagtigt” krymmel?

– Hvad er grænsen for, hvor langt uden for lejlighedens fire vægge, man må gå i natbukser? Og hvad hvis man lister, så nærmest ingen ser én?

– Hvad er det egentlig, man skal bruge det der helsætningsskema til? Altså ikke fordi jeg har brug for det, men kan se, at min klasse terper det i sprogundervisningen. Troede faktisk kun, det var på universitetet, man lærte folk ubrugelige ting.

– Er det mon ugleset, hvis man spiser hvidløg hver dag resten af sit liv? Også hvis folk kun kan lugte det lidt? Eller måske meget?

– Bliver jeg nogensinde til noget?

– Hvor mange personer får trang til at pille lakrids ud mellem tæerne præcis lige nu klokken 21.07 onsdag aften?

– Hvor meget lakrids skal man spise, før det ikke er ok at spise mere?

– Hvordan misbruger man alkohol? Altså man kan være misbruger, fordi man er afhængig. Men man kan vel ikke som sådan bruge det forkert.

– Hvordan opfatter andre mon min stemme? For den jeg hører på optagelser er frygteligt irriterende.

– Er det absolut krukket at tælle sine dobbelthager, hver gang man ser et billede af sig selv? Og tælle øhh’er, når man hører en optagelse, men sin egen tale? Eller bare et symptom på, at jeg skal tage mig sammen?

– Hvordan lærer man at drikke kaffe? Altså jeg forstår det ikke. Det smager lidt, som jeg synes brændt gummi lugter. Men jeg har lovet mig selv, at jeg skal lære det i år.

–Er det for sent at blive grunge-punker som 24-årig? Også hvis det er anden/tredje gang? Kan det så ikke bare kaldes et relaps eller sådan noget? Har umådelig trang til at købe forvaskede jeans med huller, og jeg hader ellers jeans. Kan ligefrem se filmtitlen for mig. “Piercinger og navlefnidder 2 – Skovmandsskjorten vender tilbage”

– Er det der med, at BMI nu må gå til 30 ikke bare en undskyldning for, at alle os, som er lidt fede, skal stoppe med at tale om at tabe os? Jeg er altså ikke tilfreds, bare fordi Bente Klarlund og et par andre hoveder siger, at nu er jeg rigtigt sund. Uden filter, ville jeg måske endda gå efter at sige, at det jo altså ikke var sund, men tynd og pæn, jeg gik efter.

– Kan man nedlægge veto mod at flere veninder bliver gravide? Og køber hus? Og får os andre til at føle os som en røv, fordi vi lige gik i gang med uddannelse igen i stedet. Eller om ikke andet tvinge dem alle sammen til at flytte til Østerbro ud fra et eller andet lovkrav om, at det skal man, når man er blevet mor.

– Den der lugt, som kommer inde fra vores klasselokale. Er det os alle sammen, der prutter, eller er det bare mig?

475113

Man kan forresten købe nogle af Politikens gamle billeder her. Jeg er ret forelsket i dette her.

Henne i virkeligheden

Inden i Ronjas hoved ligner der lidt Sarajevos ødelæggelse. Nogen har sprunget, hvad der minder om Tjernobyl i stykker derinde og Berlins kapitulation har intet på min total-forvirring.

Henne i virkeligheden er jeg lige startet på Journalisthøjskolen. Med det følger der en masse tanker om alle de mennesker, jeg skal gå med, om mine lektier, mine undervisere, at jeg er ældre end størstedelen, og at jeg har utroligt meget erfaring, men slet ikke deres gå-på-mod, og at de lige straks overhaler mig. Alle sammen.

Henne i virkeligheden har jeg sovet alle de gange, jeg har haft mulighed for det den sidste uge, fordi det bare er brand hårdt at starte i skole igen efter at have stået delvist stille i sin egen lille læseboble siden en gang i april.

Henne i virkeligheden kom jeg her den anden dag til at impulsshoppe en flybillet til Boston, der gør, at jeg kommer hjem fra ferie dagen før mine forældres sølvbryllup. Det skal nok blive spændende.

Henne i virkeligheden har jeg i dag spist varm mad for første gang i en uge, fordi man skal alt muligt socialt de første dage af et nyt studie.

Henne i virkeligheden har nogen besluttet, at min storebror har en lejlighed på fjerde sal, som jeg bor i. Hvad var der nu galt med stuen? Men bevares. Har baller af stål, når jeg forlader skolen.

Inden i Ronjas hoved ligner der lidt Sarajevos ødelæggelse. Nogen har sprunget, hvad der minder om Tjernobyl i stykker derinde og Berlins kapitulation har intet på min total-forvirring. Jeg lover jer, at 3. verdenskrig er brudt ud derinde og at den står mellem fornuft og vanvid. Det er godt, det snart er weekend, så jeg kan bearbejde nogle af alle de her udtryk. For hold da helt kæft mand.

Gamle røv

Jeg er sådan en, der stalker folk på facebook. Ja jeg ved godt, at det er tarveligt, vindueskiggeragtigt og virkeligt dårlig stil. Men jeg ville bare så gerne vide, hvem det er, jeg skal gå på hold med på Journalisthøjskolen. Det hele er lige op over, og jeg glæder mig helt vildt, samtidigt med, at jeg konstant banker mig selv i hovedet for ikke at have noget studierelevant job – eller noget job i det hele taget.

Men altså. Jeg er sådan en, der facebook-stalker. Og ja. Jeg har kigget på profiler for samtlige mennesker, jeg skal dele grundhold med. Og ud fra det, kan jeg kun konkludere, at jeg er en gammel røv.

Det er mig. Jeg har selvfølgelig godt tænkt på, at jeg ville blive blandt de “lidt ældre” på mit hold på Journalisthøjskolen. Jeg havde bare glemt virkeligt at tænke det igennem.

Fordelingen er således, at der en en enkelt pige, som er ældre end mig. Resten er mindst et år yngre, og enkelte er væsentligt yngre. Der er faktisk sågar ret mange, der er født efter Kurt Cobain og klubben spillede på Roskilde. Og hvis man som mig så Kenan Seeberg brilliere på TV den gang, vil man altså ikke mene, at 1992 er SÅ længe siden.

Jeg fandt en enkelt, der var stoppet på efterskole to år efter jeg dimitterede fra gymnasiet. OG jeg ved godt, hvad det betyder. Det betyder, at hvis jeg finder mit gymnasiebillede frem, vil jeg synes, at alt tøjet fra den gang er VIRKELIGT datet.

ÅHHH gud.

Og samtidigt er de alle sammen meget sejere end mig, på den der hipster ligeglade måde, hvor man bare er god til alting, uden overhovedet at skulle bruge tid på at blive sej. Ja ja. Jeg prøver at oppe mig nu. Men kan altså godt mærke, at det er lige om lidt, og at alle mine komplekser har skudt ind. Fx har jeg en teori om at mine overarme pludseligt er blevet halvanden meter brede, mine lår lever et liv for sig, hvor de er bredere end min mave og mine fødder er så diminutive, at Ripley’s ville udstille dem.

Eller noget.

DSC_0064

Fotograf (c) Tomas Oszlar

Kalder du dét en ferie?

Jeg indrømmer, at jeg gladeligt ligger og feder den i sengen til omkring klokken 12 hver dag. Det ville du også gøre, hvis du ikke kunne sove. Men egentlig er jeg ikke særligt glad for at have ferie. Jeg kan virkeligt godt lide at have mine faste morgenrutiner, min hverdag og noget at stå op til om morgenen. Jeg bliver fuldstændigt zombie-agtig efter et par dage, hvor jeg bare tuller rundt på må og få.

For selvom man inden ferien skræpper op om alt det, man skal nå, så er det jo løgn og latin. Jo det er. Du ved det godt. I virkeligheden får du ikke ordnet haven. Nej du gør ej. Du får heller ikke rengjort ovnen, selvom den har skreget på det i flere uger. Nej du gør ej. Og nej. Du får heller ikke trænet ordentligt igennem, for nu har du jo tid.

Men mine vågne timer bliver faktisk brugt aktivt. De bliver brugt på én måde. Foran computeren, i gang med at ondulere næste semesters pensum.

Jeg har haft så travlt med min BA, at da jeg var færdig, føltes det helt tomt. Så jeg skyndte mig at låne næste semesters pensum på biblioteket og køre igennem, så jeg om ikke andet havde fået læst det hele én gang, når jeg midt på semestret begynder at overveje, om ikke det var sjovere at drikke en øl end at lave sine lektier.

Skal nok passe, at jeg kun skal bruge halvdelen, når jeg først kommer ud på skolen. Og den første, der siger, at så har jeg bare lært mere, får en på hovedet.

Run for the hills

Skal man stikke halen mellem benene? Du ved, ’run for the hills’? Jeg synes faktisk, at den der journalisthøjskole kommer tættere og tættere på.

Ja altså ikke sådan fysisk – tror den er ret tung at flytte på – men sådan tidsmæssigt.

Og inden du siger, at der jo altså er et halvt år til, og at jeg skal lade være med at planlægge det hele ihjel, så længe før jeg overhovedet er startet på skolen, vil jeg lige sige, at det er jeg godt klar over.

Men det fylder alligevel rigtigt meget. Og hvad gør jeg, når ting fylder meget? Jeg laver drastiske ændringer med min udseende, min garderobe, mine vaner og min lejlighed.

 

Problem nummer 1: For det første er der et mindre beboelsespuslespil, der skal gå op, som ikke kan lægges før vi kommer lidt meget tættere på – og som da slet ikke kommer til at gå op, før vi står midt i det.

Sagen er nemlig den, at mens jeg skal være i Aarhus i løbet af ugen, bliver Rick n’ Roll her i København og holder skansen. Jeg kommer så hjem i weekenderne. Men hvad med de weekender, hvor jeg også gerne vil på Forlev? Er det så helt slut med sjov og spejder, ind til jeg er færdiguddannet? Eller i hvert fald til jeg skal i praktik? For så bliver det godt nok nogle lange 18 måneder på skole.

Og hvordan skal vi se hinanden i hverdagene? Altså vi prøvede jo det der Skype, mens jeg var i USA. Og bevares. Det er da super hyggeligt og praktisk, men det kræver stadig, at du er på og til stede 100 %. Og samtidigt er man jo ikke helt sammen alligevel – kun halvt. Er det godt nok?

Og selvom man har verdens bedste storebror, der bare siger en urimeligt lav pris og så regner med at klare resten af regningerne for den lejlighed, som han bare sådan lige lader mig låne, så skal jeg jo stadig bo lidt som gæst i halvandet år. Det er jo på ingen måde min lejlighed.

Får brug for at gøre mit 5-kvadratmetersværelse MEGET personligt.

Løsning på tankemylder nummer et: Jeg klipper mit hår af, og bliver korthåret. Så bliver hovedet da lidt lettere.

Synes faktisk det er blevet helt pænt. Og er dybt forelsket i mine DKNY Lace-ups. Desværre kan man ikke se dem ordentligt her, men jeg lover, at det er de mest fantastiske sko i verden.

 

For det andet, så synes jeg bare, at folk lyder helt vildt kloge. Jeg tror måske, at jeg havde glemt hvor klog, man skal være, hvis man gerne vil være journalist. Hver gang jeg logger på Twitter, har alle mulige mennesker alle mulige fancy titler og går totalt op i det, de laver og holder aldrig fri og taler kun om medier og kommunikation. Jeg mener… bliver man aldrig træt? Det gør jeg da. Også selvom jeg synes det er umådeligt spændende.

Løsning på tankemylder nummer to: Folk, der er karriere-agtige, går med høje hæle. Ergo bliver jeg nødt til at lære det. Bum. Fra nu af, går jeg med høje hæle i mindst en time om dagen – var der nogen, der hviskede vabler? Ikke? Ok, men så skal jeg sgu nok RÅBE det for jer. JEG HAR VABLER OVER ALT PÅ MINE FØDDER! Men det går vel over. Læres, det skal det i hvert fald.

Det er fx de her skønheder, der kommer på. Håndlavet italiensk læder – så bliver det da vist ikke bedre. Første gang jeg havde dem på, endte jeg med ikke at kunne rejse mig i et døgn, fordi jeg havde vabler på både lilletå og storetå. De er heldigvis blevet gået til siden.

For det tredje, hvad så, hvis jeg ikke består min BA? Man må jo ikke gå på to BA-studier samtidigt (lorte lov). Så har jeg vitterligt bare spildt tre et halvt år, hvis jeg ikke består. Det er kraftedeme ikke nogen god leg, hvis det er, at skæbnen beslutter, at vi skal lege den.

Løsning på tankemylder nummer tre: Tag større SU-lån. Hvis jeg har flere penge mellem hænderne, er det også nemmere at holde sig beskæftiget. Hvor pengene skal komme fra? De skal jo alligevel først betales tilbage om mange år. Var der nogen der sagde noget med fornægtelse eller uansvarlighed, for så hørte jeg det ikke

 

Går alt galt, kan jeg bare låne lidt fra Hermann – ja den hedder Hermann.

For det fjerde, er der jo også det med pengene – som ikke bare kan ordnes med et ekstra SU-lån. Rick n’ Roll er så sød og siger, at det skal vi nok finde ud af. Men hvis jeg ikke finder et job – og allerhelst noget arbejde hjemmefra-agtigt-noget, så kan jeg lige nøjagtigt overleve – hvis altså jeg stopper med det der overdrevne pjat, der hedder at spise.

Men hey, så kan det være, at det er slut med at være fedo.

Løsning på tankemylder nummer fire: Smider alt mit tøj ud (ej ok, ikke det hele, men virkeligt meget, som i 5 sorte sække) Sælger arvestykker og flytter rundt på alle møblerne. Investerer samtidigt i rejse til London.

Åhhhhh bare det nu går.

 

”Jeg er jo ikke hollywoodstjerne endnu”

Sådan skrev jeg en gang til en gæsteblog ovre på brokbloggen, og så gik jeg og undrede mig – hvornår kom den på?

HEP!

Det er den nu! Så kig her!

Det er min ven Ulle-Bulle (det hader han, at jeg kalder ham – derfor kalder jeg ham det), som har bloggen. Han har også et morgenprogram på uniradio, som hedder morgenbrok.

Forresten kan jeg fortælle, at jeg fik dette her fantastiske brev i går

 

Det er en meget mærkelig oplevelse for mig at kunne vælge og vrage. Men jeg har altid været sikker på, at hvis jeg kom ind i Århus, så var det der jeg ville gå. Business Paw har endda sagt, at jeg må bo billigt i hans lejlighed, og en gammel ven, siger, at jeg måske også kan få et arbejde.

Hold da op, favre nye verden, hvor ting bare klapper.

Ellers nyder jeg bare solen. Håber du gør det samme.

Fedo…

I går aftes mødtes jeg med min skrivegruppe fra kulturformidling for at fejre at jeg var kommet ind på journalisthøjskolen, og fordi det er skide længe siden, at vi alle sammen har set hinanden. Det var skide hyggeligt – altså bortset fra at jeg er totalt nederen at være sammen med lige for tiden

Det er jo sådan, at jeg er holdt op med at ryge. Det er ikke dejligt, og jeg er næsten tilfreds med situationen. Tre uger nu.

Og jeg er hverken hidsig eller sur. Jeg har ikke koncentrationsbesvær, og jeg synes faktisk, at røg lugter noget så forfærdeligt. Næh problemet er, at jeg har taget på, og åbenbart bliver ved med at tage på. Således kunne jeg har til morgen konstatere, at efter 21 dage uden cigaretter har jeg taget 4 KILO på!!!! HVAD FANDEN SKER DER!

Og eftersom at min bedste veninde skal giftes om 4 uger, og jeg havde planlag,t at veje 3 kilo mindre end jeg gjorde, da jeg stoppede med at ryge, skal jeg altså nå at tabe mig 7 kilo på 4 uger (ABSOLUT IKKE MULIGT, OG NEJ, JEG HAR IKKE TÆNKT MIG AT PRØVE!)

Og jeg brokker mig. Jeg brokker mig hele tiden. Hver gang jeg ser et spejl, stiller jeg mig foran det og trækker maven ind og puster ud igen. Prøv da lige at være dum at se på kælling!

Så nu er det så besluttet, at fra i morgen af, står den på mindst en times træning om dagen, hvis det på nogen måde, skal være muligt at komme ned i min brudepigekjole OM 4 UGER!!!

I går endte med, at pigerne lavede en håndoprækning, der viste, at jeg skulle lukke røven med min selvdestruktive pis.

Btw, undskyld piger, at jeg brokker mig. Lover at stoppe snart.