Tagged: Interview

Dag 5: De Syv Journalistiske Benspænd

Det der med at sende til citattjek. Ing? Jeg har altid hadet det. Hvad nu, hvis jeg ikke har hørt det rigtige. Så er det jo pinligt.

Ja men det er jo forhelvede også derfor, at man gør det.

Jeg smed mine citater videre til en fyr fra Copenhagen Metro Team, som jeg af kommunikationsafdelingen havde fået at vide var projektmanager. Så det skrev jeg troligt i min artikel. Projektmanager.

Problemet var bare, at det var han slet ikke. Han var managing director skrev han i mailen, der kom retur med mine citater. Edder bankeme noget af en forskel. Lesson learned.

Jeg kan sagtens se, at det der med at sende til citattjek også eksisterer for min sikkerhed. Den mail havde været træls at få efter artiklen var sendt til tryk. På den måde fik jeg så også lært, altid lige at spørge. Så det gør jeg så.

Men der findes jo også folk, som ikke vil have ting til citattjek. Ifølge min underviser på første semester siger Søren Espersen altid nej, for “jeg regner jo med, at I har styr på, hvad det er, I laver.”

På den anden side, synes jeg også, der er tidspunkter, hvor det ikke giver særligt meget mening at sende til citattjek. Hvis man refererer direkte fra en optagelse, som ikke er kompromiterende på nogen måde, kan det føles lidt ligegyldigt. Men jeg tænker tit, hvad nu hvis de bare siger nej. Må man så bruge det alligevel? Det synes jeg altså er svært.

Jeg ved godt, at der ikke er tale om redigeringsret. Men hvis en kilde nægter at have udtalt ting, selvom man var der, og måske ikke lige har det på bånd. Skal man så bruge det alligevel?

Den første der siger noget med samfundets interesse får i øvrigt nakkedrag. Jeg ved det godt.

Face to face

Jeg var også ude og snakke med en metroarbejder i går morges. Allerede onsdag blev jeg tilbudt, at interviewet kunne foregå over telefonen. I dag er jeg ret så glad for, at det ikke skete. Fyren talte et halvdårligt engelsk og forstod ikke rigtigt, hvad det var, jeg sagde. Han havde svært ved at konstruere hele sætninger og svarede flere gange på noget helt andet, end det jeg spurgte om. Det var sgu da gået helt galt over telefonen.

Samtidigt gav det mig også mulighed for at se noget af det, han talte om.

Men er face to face interviews altid bare bedre? Jeg har ringet nogle nyhedsartikler hjem, som bare sad i skabet. Og jeg har svært ved at se, hvordan de skulle være blevet bedre på nogen måde. Det kunne selvfølgelig komme an på en prøve, hvis jeg skulle skrive dem igen, men jeg er ikke sikker på, at det med at lette røven nødvendigvis giver de bedste nyhedsartikler. For hvis man skal ud og tale face to face med folk – og så også lige have til citattjek – er det jo ikke en nyhed længere, når man kommer hjem på redaktionen.

Det var måske muligt i gamle dage, men sådan er nyheder – heldigvis – ikke længere. I dag er de nye, når de kommer.

Nattesøvn

Iøvrigt. I går sagde jeg, at dette her går ud over min nattesøvn. Må du fandme nok sige. I går klokken 11.00 faldt jeg i søvn med hovedet i computeren. Og så gik jeg hjem og tog en lur, selvom det kunne være ret så kritisk, havde jeg haft et interview.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Kurt kommer forbi

Jeg er ret modløs for tiden. Al selvtillid er fløjet fra reden og selvkritikken er enorm. Jeg kan ganske enkelt ikke skrive noget uden at synes, det er frygteligt. Men det er ikke min skyld. Og det er altid godt, når man kan give nogle andre skylden.

Det er nemlig Kurts skyld. Eller faktisk er det min undervisers skyld… eller i virkeligheden er det nogen fra DR, der har lavet en “morsom” videos skyld. Se selv. Tre forskellige man kan give skylden for manglende selvtillid. Det er da ikke helt ved siden af.

Hvad de har gjort? Jo nu skal du høre.

Det hele startede med, at jeg endelig havde lidt styr på min skrivning igen. Jeg fik både skrevet i hånden og på computer, fik blogget hver dag og følte kæmpe overskud på den front.

MEN

Så var det, at min underviser, Mette Mørk, syntes, at hun skulle demonstrere, hvordan man ikke skal interviewe, ved at vise denne her video

…og det er da også rigtigt. Problemet er bare, at hver gang, jeg skriver en artikel eller en blog, kan jeg høre Kurt Leth læse den højt. Så førend Kurt har forladt mine tanker – både nat og dag, puha det er frækt, så har jeg minus på selvtillidskontoen.