Tagged: DMJX

Dag 4: De Syv Journalistiske Benspænd

Det her går ud over min nattesøvn.

I går var jeg ude på Nørrebro for at se teaterforestillingen SELSKAB på Mammutteatret. Egentlig skal jeg kun skrive en kort note, men det afholder jo ikke mine vigtigste kilder fra at være de skuespillere, som er med. Så jeg drog til Nørrebro med kamera og papir og kuglepen.

Her til morgen er det Metrotid. Kilden ringede i går. Jeg kunne sådan set bare have ordnet det der. Men fordi det hele skal gå op i en højere enhed og jeg skal lave alle interviews, må jeg tidligt op i dag. Sådan kan det jo gå.

På den anden side er det jo begrænset, hvor meget jeg egentlig sover til dagligt, når vi har afleveringer.

Besøg hos Nana Toft

Men i går tog jeg altså til ugens første interviews. Dagen startede med, at jeg mødtes med Nana Toft hjemme hos hende, og fik svar på noget af det, som jeg har gået og undret mig over, ved dette her projekt.

Hvor kommer ideen fra?

Er det så vigtigt?

Og hvad skal der ske herfra?

Det må I selvfølgelig få svar på senere, for jeg skal jo også skrive en artikel om det. Så det kommer I nok til at kunne læse i Illustreret Bunker.

Vi snakkede meget om, hvad projektet har gjort ved og for hende og hvordan hun gerne ser, at man tænker lidt over de vaner, der eksisterer i mediebranchen. Nu her efter interviewet, gad jeg godt at tale med nogle af de, som var uenige med hende, så det må jeg lige snakke med hende om. Det må jeg lige huske, at spørge hende om. Mon ikke man må gøre det over telefon? Det tror jeg.

Citattjek

Men altså. Når man så har interviewet, så er det jo tid til citattjek. Jeg havde enormt travlt i går, og fik derfor ikke lyttet interviewet af. Så det må jeg gøre i dag eller i morgen. Og så sende det til hende.

Men så kom jeg til at tænke på, hvor grænserne for citattjek går. Vi kan godt blive enige om, at der ikke er tale om redigeringsret. Men grunden til at jeg spørger er, at min kilde her til morgen er fra Copenhagen Metro Team. Her spurgte den kommunikationsansvarlige efter at få lov at se den ansatte, som udtaler sigs udtalelser.

Jeg endte med at sige ja, fordi jeg ikke så de store problemer i det, men her efter jeg har tænkt mig om, synes jeg egentlig, det er lidt problematisk. For hvorfor? Er det bare for lige at se, hvad der bliver skrevet, eller er det for at overvåge ansattes udtalelser?

Jeg ved det ikke.

Og kilder igen

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg som sådan SKAL have en udtalelse fra Rune Lykkebjerg, men min artikel føles en anelse tynd, hvis ikke jeg får det.

Nu har jeg ringet til ham hver dag siden jeg begyndte på projektet. Han svarer ikke på mine opkald. Jeg har selvfølgelig lagt en besked. Jeg har sendt ham en mail, og en mail om at han nok ikke har fået min mail. Og nu begynder jeg at blive sur. Man må sgu godt lige svare.

Blev der sagt.

 

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 2: Syv journalistiske benspænd

Jeg ringede til Nana Toft i går – ikke for et interview. Naturligvis.

“Jeg kører lige på en cykel, men hvis vi kan gøre det her, er det fint,” sagde Nana Toft

“Jeg tænkte faktisk på, om vi ikke kunne mødes,” sagde jeg kækt.

“Næhhh sikken en overraskelse,” sagde Nana Toft. Ironisk. Men hun ville gerne mødes med mig onsdag.

Og så var min ide måske alligevel ikke så original. Det er jeg måske lige nu heller ikke så overrasket over, at den ikke var. Men i går syntes jeg godt nok, at min ide var frygteligt original og god. Så jeg fortsætter.

Det er ikke fordi, der er den store forskel på den måde, vi arbejder med journalistik på DMJX, og den måde, man gør det i det syv journalistiske benspænd.

Nana Toft spurgte mig også, hvordan det havde været at arbejde med projektet ind til nu, og jeg svarede, at det krævede lidt mere logistik end ellers, fordi telefoninterviewet ikke var et mulighed. Men hun sagde så også, at det jo først, er når vi kommer ud af skolen, at vi får lært alle de her unoder. Og det er nok rigtigt. Vi skriver jo aldrig

“… skriver Politiken mandag” – artikler.

Vi har også nogle undervisere, der kræver, at vi interviewer de vigtigste kilder face 2 face, ligesom de gerne beder os om at ringe til andre kilder end bare de klassiske ekspertkilder, som nærmest har deres eget lille ekspert-reality-show – Det er dig, jeg kigger på, Niels Egelund.

Ren utopi

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ikke bare er tale om ren utopi, som jeg jo også skrev i går. I går havde jeg undervisning/forelæsning/pressemøde (call it what you want, jeg sad på en stol i et lokale, hvor folk, der en gang skal være journalister, stillede spørgsmål) hele dagen. Normalt ville jeg kunne rende ud i pauserne og tage et telefoninterview og få ringet mine historier hjem. På den måde ville jeg kunne holde fri torsdag og fredag. Nu kommer jeg til at bruge onsdag, torsdag og fredag på at cykle ud i KBH og lave interviews.

Hvad med webberne?

Netop i forbindelse med, at jeg ikke bare lige kunne ringe artikler hjem, kom jeg til at tænke på journalister, der producerer til web. Ofte skriver de 2-3 artikler om dagen.

Skriver man 3 artikler på en dag, har 2 kilder på hver og interviewer dem face2face, skal man bruge mindst 3 timer på interviews om dagen. Plus transport og hilsetid.

Skal man også finde nye ekspertkilder hver gang og for troværdighedens skyld gerne have en ekspertkilde på hver artikel, skal man lige lægge mindst 15 minutters ekstra research til – ikke for at finde den bedste kilde, men for at finde en ny.

Man skal jo også være konstruktiv. Men hvor går man hen, når dem, der kan forandre noget, ikke gider snakke med en? Går man så bare til de, der gerne vil forandre noget igen? Eller skal man skrive det? Jeg ved det ikke. Nu skriver jeg her, at Bo Lidegaard er på ferie og ikke kan mødes med mig. Så jeg forsøger fortsat at få fat i Rune Lykkebjerg.

Når nu kilderne også skal sikres citattjek, kommer vi også under et vist tidspres. Laver man nyheder og skal være først, tror jeg ikke, det er en mulighed, at sikre at alle kilder har godkendt deres citater. Det sikrer selvfølgelig korrekte oplysninger, men det sikrer også, at andre bare breaker den før en selv. Selv hvis alle danske medier gik med på denne her ide om  at tage sig tid til alle dogmerne, ville læserne så ikke bare gå til udenlandske nyhedssites, når nu danske medier så bare altid var for langsomme?

Det ville i hvert fald større omfordeling end bare mere tid og flere journalister. Også af modtagelsen, og den kan man ikke sådan lige rykke ved.

Jeg tror ikke, det er muligt at arbejde på denne måde til web, med mindre web går tilbage til at være evisen i kortere form. Og det tror jeg faktisk ikke, der er nogen, der ønsker. Nogle medier, der ikke arbejder med breaking, kan måske arbejde på denne her måde, men jeg ser ikke størstedelen af danske dagblade implementere de her dogmer i hverdagen.

Dermed ikke sagt, at de er meget gode at have i baghovedet, og at stræbe efter.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Syv journalistiske benspænd

I denne her uge er jeg på studietur i min hjemby. Det er ret lækkert at kunne sove hjemme hver aften og at cykle rundt til aftaler frem for at drøne med DSB hen over Fyn og op gennem Jylland – og tilbage igen – mindst en gang i løbet af ugen. Ofte 2.

Derfor skyndte jeg mig også at sige ja, da redaktøren på Illustreret Bunker – min skoles avis – spurgte, om ikke de syv benspænd var noget, jeg måske kunne skrive om. For det var det. Og når nu, jeg havde muligheden for at cykle til aftaler, kunne jeg jo ligeså godt spænde ben for mig selv samtlige syv gange på vejen.

Jeg har tidligere skrevet om Breaking News for “Bunkeren” – og det, synes jeg, faktisk var ret sjovt. Den ligger på side 13, hvis det er.

Jeg synes faktisk rigtigt godt om projektet med de syv journalistiske benspænd, men synes også, det kan grænse til at være en smule utopisk. Er der virkeligt økonomi til at bedrive journalistik i det tempo, mange læsere vil have nyheder i dag, uden at ringe en historie hjem, eller uden at kopiere? Kan man finde en ny ekspertkilde, hver gang, og kan det overhovedet betale sig?

I løbet af denne her uge skal jeg producere éen film og tre artikler. Den ene skal handle om de syv benspænd, de andre om noget andet. Jeg vil forsøge at køre dem alle hjem med benspænd, men SKAL køre den første hjem på den måde.

Jeg vil forsøge at blogge lidt om mine oplevelser med det undervejs her på siden, og hvis du ikke synes, der er noget som helst interessant i journalistik og medier (er du nok gået det forkerte sted hen), er du mere end velkommen til at kigge forbi i næste uge, hvor jeg nok igen skriver om hverdagens trivialiteter.

 

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

 

 

Status

Jeg sidder med en knude i maven over alt det, jeg ikke har nået endnu. Jeg gør lidt status. Over det sidste år. Over alt det, jeg ikke kan endnu. Over det limbo, jeg er i lige nu. Har jeg sagt, at der er 5 måneder til panikdag?

Jeg er fyldt 25.

Det er ikke gammelt. Men det er heller ikke så ungt, at jeg kan sige, at det er nogen andres skyld, at jeg har det, som jeg har det. Og det er gammelt nok til at ”tag dig sammen” er den eneste løsning, når piv ikke virker. At synke sammen og regne med, at nogen klarer skærene for mig, er i hvert fald et løb, der er kørt med teenagebussen.

Jeg er ikke modig.

Faktisk er jeg oftest en kujon. Lige indtil det kommer over mig, og jeg slet ikke kan få nok af at udfordre mig selv. Sådan nogle dage havde jeg i november. December handler meget mere om at gemme mig under sengen og håbe på, at det hele ordner sig selv. Det gør det ikke. Men det ordner sig. På en ene eller anden måde. Altid.

Jeg er hjemløs.

Det nærmeste, jeg kommer på et fast holdepunkt for det sidste år, er lyntoget mellem Århus og København.  Det sidste år har jeg været sammen med tusindvis af andre mennesker på toge fra den ene ende af landet i op til 20-25 timer om ugen. Jeg må ikke bo med min kæreste, og det er årevis siden, jeg rigtigt har boet et andet sted. Så jeg holder bare fast i min computer og min telefon og min moleskine. Der ligger hele mit liv faktisk. Alt det tøj, jeg ejer, kan jeg bære i en sportstaske og bøgerne ligger for meget i kasser. Jeg holder bare fast og regner med, at det går.

Jeg bor i en bog.

Den eneste måde, jeg kan skjule, hvor dårlig jeg tror, jeg er til at være journalist, er at være flittig. Jeg har læst mine ting og styr på mit lort, så ingen kan komme og sige noget. I virkeligheden er det sværeste i verden, at få hul på boblen til de selvstændige tanker. Og til beslutsomheden. Når den sværeste at snyde er mig selv, gælder det om virkeligt at tro på, at man kan et eller andet. Så overbevises jeg nok engang.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Jeg tror ikke på illusioner og luftkasteller. Men jeg tror, at jeg nok skal klare den. Og hvis ikke dagene er nok, må jeg tage natten til hjælp.

Det går bedre.

 

Politikens debattør- og kritikerskole

Som altid er jeg jo en åben bog, omendskønt, der en gang i mellem lige skal gå et par uger, måneder eller år, før jeg lægger alle kort på bordet.

Derfor kan jeg nu stolt fortælle, og det har jeg forresten også allerede gjort for flere dage siden på Facebook og Twitter, at jeg fra 4. september skal gå på Politikens debattør- og kritikerskole. Jeg sad på kontoret, da jeg fik mailen, og råbte (lidt for) højt YES!

Oven i hatten er jeg flere gange blevet spurgt, hvordan man skriver en ansøgning. Så nu får I altså den ansøgning, uredigeret, som jeg sendte til Politiken.

 

Nyhedsfreak med debatlyst

Jeg vidste det ikke, før jeg så opslaget. Men Politikens debattør- og kritikerskole, er det tilbud, jeg har manglet i mange år.

Jeg hedder Ronja Pilgaard, og jeg er nyhedsfreak. Med i bagagen har jeg en bachelor i dansk, designhistorie og kulturformidling fra Københavns Universitet. Jeg har været spejder i 19 år, hvor jeg de sidste 4 år har haft særligt fokus på demokratiudvikling på internationalt plan. I dag læser jeg journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Samfundets ve og vel, udvikling og store personligheder, har altid fanget min interesse. Jeg kommer ikke fra et hjem med én avis, men et par stykker, og så kommer jeg fra et hjem med 1.000 nyhedsudsendelser. Dem kan man nemlig samtale om – og råbe af, når det kører helt af sporet. Sammen. Og det er her, den politiske debat bliver spændende. Når der er rigtige mennesker og ikke bare ligegyldigt spin bag diskussionen, lever og ånder demokratiet. Jeg manøvrerer hjemmevant rundt på de sociale medier – og gerne på flere platforme. Twitter er favoritten. Den er altid aktuel.

Således sad jeg klistret til computeren i stedet for fjernsynet, da bomberne sprang i Boston. Jeg fik nyheden før min veninde, der går i skole 5 minutter fra eksplosionsstedet. Jeg så det på Twitter. Hvis man skal være kynisk, kan man sige, det var Twitter, der vandt nyhedsræset. Herefter netaviserne og til sidst de såkaldte 24 timers nyhedskanaler. I virkeligheden vandt papiravisen nok – den behøvede nemlig ikke forholde sig til alle rygterne.

Medierne og deres virke går jeg enormt meget op i. Især er public servicedebatten evigt aktuel. Og private aktører sørger for – heldigvis – at holde debatten i live ved at stille spørgsmål ved, hvorfor vi egentlig har brug for public service.

Sidst men ikke mindst, er jeg meget opmærksom på den kønsdebat, der foregår i medierne. Nogen vil måske kalde mig feminist. Selv mener jeg bare, jeg er for absolut ligestilling og imod sexisme. Jeg har ufatteligt svært ved at forstå, hvorfor vi bruger millioner på landsplan og milliarder på verdensplan på at forske i, hvem der er ”det bedste køn”, ”det stærkeste køn” eller ”det klogeste køn” – ja undskyld mig, men mens vi skændes om at putte hinanden i forældede kulturelt bestemte kasser, sulter børn rundt om på kloden.

For at opsummere. Hvis I har lyst til at give mig en mulighed for at debattere kønsdebat og -opfattelse, medierne og samfundet i al sin forskellighed, synes jeg, I skal give mig en af de 150 pladser på Politikens debattør- og kritikerskole. Hvis I har lyst til at lære mig en hel masse, og samtidigt få en masse reflekterede debatindlæg, så synes jeg, I skal vælge mig. Og hvis I har lyst til at møde et menneske, der elsker, når følelserne står i flammer og når meninger giver blod på tanden til mere, så synes jeg, I skal give mig en mulighed, jeg ikke kan få nogen andre steder.

Jeg glæder mig meget til at høre fra jer.

Mange hilsner

Ronja Pilgaard

Ting tager tid

Jeg har været væk. Mere end nogen anden, er jeg klar over, at jeg har været væk.

Det er blevet sådan på grund af flere ting. Ting, der både er ganske rare, og ting, der har tumlet og fyldt og fået lov til at tage alt for meget af min tid.

Jeg vil ikke fortælle andet om det træls, end at det, der startede som vægttab, ikke længere bare lignede en spiseforstyrrelse. Heldigvis har jeg været der før, så den sidste måned er gået med at sætte nogle sunde mål, som ikke kan drive mig derud, hvor jeg har det træls. Jeg ville egentlig gerne være ærlig og fortælle det hele. Men det må blive en dag, hvor jeg har fået det lidt på afstand.

Derudover havde jeg ganske enkelt glemt, både hvor fedt, men også hvor hårdt det er at starte på nyt studie. At man så der oveni, i mit tilfælde, kan tilføje pendlerlivet, gør det ikke nemmere. Så jeg har simpelthen måttet prioritere. Det blev sådan – enten bevidst eller ikke bevidst. Bloggen fik i hvert fald lov at ligge øde hen.

I mellemtiden har jeg skænket bloggen flere tanker, end jeg ellers normalt gør, og selvom der ikke er lagt en fast plan, kommer der til at ske lidt ændringer i fremtiden.

Jeg vil ikke fyre en aprilsnar af og sige, at jeg er tilbage for fuld kraft. Men et lille pip og et lille løfte om at forsøge at komme tilbage snarest, vil jeg godt give.

Håber I har nydt påsken.

 

Kurt kommer forbi

Jeg er ret modløs for tiden. Al selvtillid er fløjet fra reden og selvkritikken er enorm. Jeg kan ganske enkelt ikke skrive noget uden at synes, det er frygteligt. Men det er ikke min skyld. Og det er altid godt, når man kan give nogle andre skylden.

Det er nemlig Kurts skyld. Eller faktisk er det min undervisers skyld… eller i virkeligheden er det nogen fra DR, der har lavet en “morsom” videos skyld. Se selv. Tre forskellige man kan give skylden for manglende selvtillid. Det er da ikke helt ved siden af.

Hvad de har gjort? Jo nu skal du høre.

Det hele startede med, at jeg endelig havde lidt styr på min skrivning igen. Jeg fik både skrevet i hånden og på computer, fik blogget hver dag og følte kæmpe overskud på den front.

MEN

Så var det, at min underviser, Mette Mørk, syntes, at hun skulle demonstrere, hvordan man ikke skal interviewe, ved at vise denne her video

…og det er da også rigtigt. Problemet er bare, at hver gang, jeg skriver en artikel eller en blog, kan jeg høre Kurt Leth læse den højt. Så førend Kurt har forladt mine tanker – både nat og dag, puha det er frækt, så har jeg minus på selvtillidskontoen.

Så må man godt spise romkugler

Dame: “Du kører ikke bil vel?”

Ronja: “Næhhh. Jeg kører cykel.”

Dame: “Vil du love mig, at du ikke kører bil?”

Ronja: “Ja det må jeg jo nok hellere.”

Dame: “Det er nok også bedst, hvis du lader være med at køre på cykel.”

Og hvorfor sagde damen så det. Jo nu skal du høre.

Jeg er godt og grundigt klodset. Evigt og altid banker jeg mine ting ind i andre ting. Derfor har de fleste af mine ting buler. Det har jeg også. Og blå mærker.

I morges formåede jeg fx at vælte telefon, notesbog, pung og computer ned fra min skolebord, fordi jeg da lige skulle sænke det. Computeren tog faktisk lige 90 grader, men landede meget sikker på bunkerens gulvtæppe – det er det godt ved at gå i skole et sted, der er bygget i 70’erne.

Hvis jeg skulle klæde mannequiner på, ville det nok ende sådan her

whoops-1

Det er ikke fordi, jeg ikke ville have givet hende dem ordentligt på. Jeg ville nok bare være kommet til at vælge en størrelse, der var for stor til dukken. Så kommende jobfolk. Jeg vil virkeligt gerne have et job. Men måske ikke lige som mannequinpåklæderske.

Eller pilot.

Dette her, ville klart ske en dag, hvor jeg var på job, hvis jeg var pilot

Whoops

Men nu har damen og jeg fundet årsagen. Eller måske i hvert fald en delforklaring på den absolutte klodsethed. Jeg har åbenbart rendt rundt og ikke kunnet se noget som helst de sidste mange uger.

Faktisk var hun helt forbløffet hende optikeren, og spurgte flere gange, og jeg nu var sikker på, at jeg kun havde -0,75 i mine briller. Det var jeg selvfølgelig bestemt, selvom jeg måtte indrømme, at jeg ikke var så god til at huske at gå med mine briller. Hun spurgte også, om jeg havde dem med, så hun kunne tjekke, at jeg ikke tog fejl. Det havde jeg ikke. Jeg forklarede så igen, at jeg er ret god til at lade dem blive hjemme.

Det viste sig faktisk, at jeg ikke kan se en skid og er gået over en hel styrke op. Så nu kom jeg til at bestille briller fra Marc Jacobs, for bagefter at finde ud af, at jeg ikke har noget job og derfor heller ikke nogen penge. Men de er flotte og med kysmunde på indersiden, og når jeg har dem på, ligner jeg Sonja fra Saxogade – på den fede måde, hvis der findes sådan en.

Og når man finder ud af, at man lige har brugt 2500,- på noget, man jo egentlig ikke brugte i forvejen, må man godt spise romkugler. Bare en lille en, så man glemmer situationen.

Til gengæld håber vi, at det er slut med bare 10 % af de blå mærker, for så har det været alle pengene værd.

Henne i virkeligheden

Inden i Ronjas hoved ligner der lidt Sarajevos ødelæggelse. Nogen har sprunget, hvad der minder om Tjernobyl i stykker derinde og Berlins kapitulation har intet på min total-forvirring.

Henne i virkeligheden er jeg lige startet på Journalisthøjskolen. Med det følger der en masse tanker om alle de mennesker, jeg skal gå med, om mine lektier, mine undervisere, at jeg er ældre end størstedelen, og at jeg har utroligt meget erfaring, men slet ikke deres gå-på-mod, og at de lige straks overhaler mig. Alle sammen.

Henne i virkeligheden har jeg sovet alle de gange, jeg har haft mulighed for det den sidste uge, fordi det bare er brand hårdt at starte i skole igen efter at have stået delvist stille i sin egen lille læseboble siden en gang i april.

Henne i virkeligheden kom jeg her den anden dag til at impulsshoppe en flybillet til Boston, der gør, at jeg kommer hjem fra ferie dagen før mine forældres sølvbryllup. Det skal nok blive spændende.

Henne i virkeligheden har jeg i dag spist varm mad for første gang i en uge, fordi man skal alt muligt socialt de første dage af et nyt studie.

Henne i virkeligheden har nogen besluttet, at min storebror har en lejlighed på fjerde sal, som jeg bor i. Hvad var der nu galt med stuen? Men bevares. Har baller af stål, når jeg forlader skolen.

Inden i Ronjas hoved ligner der lidt Sarajevos ødelæggelse. Nogen har sprunget, hvad der minder om Tjernobyl i stykker derinde og Berlins kapitulation har intet på min total-forvirring. Jeg lover jer, at 3. verdenskrig er brudt ud derinde og at den står mellem fornuft og vanvid. Det er godt, det snart er weekend, så jeg kan bearbejde nogle af alle de her udtryk. For hold da helt kæft mand.