Syv journalistiske benspænd

I denne her uge er jeg på studietur i min hjemby. Det er ret lækkert at kunne sove hjemme hver aften og at cykle rundt til aftaler frem for at drøne med DSB hen over Fyn og op gennem Jylland – og tilbage igen – mindst en gang i løbet af ugen. Ofte 2.

Derfor skyndte jeg mig også at sige ja, da redaktøren på Illustreret Bunker – min skoles avis – spurgte, om ikke de syv benspænd var noget, jeg måske kunne skrive om. For det var det. Og når nu, jeg havde muligheden for at cykle til aftaler, kunne jeg jo ligeså godt spænde ben for mig selv samtlige syv gange på vejen.

Jeg har tidligere skrevet om Breaking News for “Bunkeren” – og det, synes jeg, faktisk var ret sjovt. Den ligger på side 13, hvis det er.

Jeg synes faktisk rigtigt godt om projektet med de syv journalistiske benspænd, men synes også, det kan grænse til at være en smule utopisk. Er der virkeligt økonomi til at bedrive journalistik i det tempo, mange læsere vil have nyheder i dag, uden at ringe en historie hjem, eller uden at kopiere? Kan man finde en ny ekspertkilde, hver gang, og kan det overhovedet betale sig?

I løbet af denne her uge skal jeg producere éen film og tre artikler. Den ene skal handle om de syv benspænd, de andre om noget andet. Jeg vil forsøge at køre dem alle hjem med benspænd, men SKAL køre den første hjem på den måde.

Jeg vil forsøge at blogge lidt om mine oplevelser med det undervejs her på siden, og hvis du ikke synes, der er noget som helst interessant i journalistik og medier (er du nok gået det forkerte sted hen), er du mere end velkommen til at kigge forbi i næste uge, hvor jeg nok igen skriver om hverdagens trivialiteter.

 

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

 

 

Reklamer

Jeg er måske Generation Y

Der bor en voksen mand inden i mig. Og jeg vil godt bede nogen om at fjerne ham. Om ikke andet, så bare for en stund. Måske der er nogen, som har mere brug for ham, end jeg har.

Berlingske Media holder en innovationsworkshop for studerende i denne her weekend. Mig og mine ideer er med. Og så kan man mene om det, hvad man vil, men hvis man vil diskutere kreativ klasse og arbejdsvilkår, skal man komme tilbage igen en anden gang. Der er et indlæg på vej, men det er slet ikke klart endnu.

Så. Tilbage til den gamle mand og maven.

Denne her innovationsworkshop handler om at skabe nye medieideer til generation Y. Og den fik vi så forklaret sådan her:

  •        Født mellem 1980-1995
  •        Bruger gerne penge på luksus
  •        Forkæler sig selv
  •        Går op i sit udseende

Og det passer da også meget godt. Sidst jeg tjekkede, var jeg i hvert fald både født i 1988 og hamrende selvcentreret. Jeg har trods alt en blog, hvor jeg forestiller mig, at jeg er spændende nok til, at andre rent faktisk gider læse om mig.

Mine medievaner tror bare, at vi er født i 1960 og hedder Lars Ole.

For noget af det, der også kendetegner Generation Y, er åbenbart, at de ikke læser aviser, at de voksne i Generation X ikke ved, hvordan de skal skabe nye platforme til Y’erne (begynder at lyde lidt som en folkeskole med X’ere og Y’ere). De hører heller ikke radioavis, og TV er noget man tænder for, for at slappe af eller få selskab.

Noget der åbenbart ifølge medieteoretikere kendetegner mænd er, at de vil have hard news og ikke så mange bløde facetter.

Jeg hører P1, læser Weekendavisen, Information og Politiken, ser TV-Avisen klokken 21.30 og læser nyheder på nettet direkte fra netaviserne egne hjemmeside. I øvrigt vil jeg gerne selv bestemme fuldt over mine medievalg. Jeg ser fx aldrig flow-tv, medmindre jeg har tjekket, hvad der kommer i et tv-program først. Og jeg lader mig meget sjældent “bare underholde”.

Bevares, jeg bruger Twitter til næsten alle udenlandske nyheder. Og Twitter, har jeg fået at vide, er frygteligt ungt og underligt for udenforstående. Men jeg tror, at hvis man fjernede alle dem, der talte om Justin Bieber på Twitter, ville den danske gruppe af tweeps have en gennemsnitsalder et godt stykke oppe i 30’erne. Eller måske endda 40’erne.

Men der skal jo også være nogen tilbage til at redde de trykte medier og TV-Avisen, når nu de ikke selv kan finde ud af det. Og det må jo så være mig.

Men jeg gad egentlig godt en gang imellem, at nogen gad tage Lars Ole. Bare lige for en weekend, så jeg ikke gik i byen, mens jeg var dybt bekymret for situationen i Syrien. Eller så jeg kunne snakke bare lidt med om pop-kultur, fodbold og reality. Eller så jeg bare i det hele taget ikke altid har læst og interesserer mig for ting, som mange af mine jævnaldrende ikke har nogen anelse om, hvad er, fordi det alt sammen stod i printavisen. Eller så jeg bare i det hele taget forstod en bønne af, hvad der blev snakket om. Bare en gang i mellem.

Måske man kan få en aflastningsfamilie til sine medievaner. En sød familie med to børn og en kone, som Lars Ole så kunne gå rundt og være voksen sammen med. Og belære de der fiktive børn om vigtigheden ved at holde avis og holde sig opdateret.

Men ind til det sker, må jeg vel finde mig i at have fået en middelaldrende mands hjerne.

Undskyld, men har du set Helle og Özlems efternavne?

Jeg taler ikke så meget om køn (LØGN)… ok. Jeg skriver ikke så tit om køn. Så. Folk har det jo med at blive frygteligt sure, og jeg er jo egentligt ganske tilfreds i mit eget. Så jeg tænker bare mit og siger det måske højt, hvis det kammer helt over.

Men jeg har lagt mærke til noget. Vores statsminister har ikke noget efternavn. Det har værdiordføreren for Dansk Folkeparti heller ikke. Og heller ikke kulturordføreren for SF.

De tre har ellers ikke sådan særligt meget tilfælles. Altså ud over at de tjener mere end gennemsnitsdanskeren, og så har de ingen tissemænd.

Alle vores tidligere statsministre har til gengæld haft efternavne. Og tissemænd. Ingen kunne finde på at tale om Poul, Anders og Lars og så bare regne med, at vi alle sammen vidste, hvem der var tale om. Siger man til gengæld Nyrup, Fogh og Løkke, er vi ikke i tvivl. Det er vi selvfølgelig heller ikke, hvis der bliver sagt Thorning-Schmidt. Det gør vi bare ikke så ofte som vi burde.

For af en eller anden grund, er det helt acceptabelt bare at tale om Helle. Og Pia. Og Özlem. Især hvis det er sådan lidt nedladende, og man ikke er enig med dem. Og det er der jo mange, der ikke er. Enige. Så siger man ”Helle kunne da også bare gøre…”. Og det kunne hun sikkert godt, men jeg har aldrig hørt nogen sige ”Lars burde altså bare…”. Så har det heddet, at Lars Løkke burde gøre et eller andet. Eller at Statsministeren burde gør et eller andet – og måske endda få fingeren ud og gøre det.

Det er selvfølgelig oftest i den daglige tale, jeg har lagt mærke til det. Det med efternavnet. Særligt fordi jeg også selv gør det. Tog mig selv i at tale om Özlem og Margrethe, men om Claus Hjort. Men jeg er ikke alene.

Medierne kan også finde på det. Her er fx et godt eksempel fra Ekstra Bladet. Og fra DR. Men ovre på Twitter, hvor tonen er lidt mere dagligstue, gør folk det i stor stil.

Özlem går hjem og vil ikke svare på, hvad hun stemmer i salen i morgen. #dkpol #sfgate

— Marchen N Gjertsen (@Marchen_Neel) January 29, 2014

Jeg forestiller mig, at det har noget at gøre med, hvordan vi kodet ser på mænd og kvinder. Sådan socialt. Mænd er autoritetsfigurer, som, når de optræder som statsmænd, er en figur, der afmaskuliniseres, hvis de mister deres efternavn. Hvis man kan tale om at magt og efternavne er maskuline. Der ryger i hvert fald lidt af pondussen, hvis man ikke har noget efternavn. Og det kan måske mærkes tydeligere i formidlingen, når mænd mister deres efternavn. Det har i hvert fald været tydeligt, de gange, Lars Løkke Rasmussen har mistet sit og er blevet til Lille Lars. Men der har selvfølgelig også været tilføjet øgenavn.

Nå. Men no shit Sherlock! til det med efternavnene. Og nu kommer Pilgaard så lige op i det røde felt.

Hvis ikke vi sådan rent socialt, og af os selv, kan finde ud af, at kvinder ikke kun er bløde værdier og hjemmegående striksweatre og babygylp, og at magt ikke nødvendigvis kun er noget, som mænd skal have, så må vi se at få fingeren ud og se ud over vores egne små forudindtagede holdninger og se lidt mere nuanceret på verden end bare den, der er skabt af vores egne stereotypier.

Og jeg er ellers en kæmpe fan af stereotyper. De gør min verden så meget nemmere. Men det gør den jo ikke bedre. Sgu.

Så når jeg bliver voksen, så skal alle kvinder også have efternavn, og hvis jeg nogen sinde kommer til at glemme det i en artikel (som ikke handler om børn eller folk, der har bedt om at få fjernet efternavnet), så giver jeg flødeboller til hele Østerbro. Blev der sagt.

Don Domingo

YouTube er en guldgrube. Det ved alle vist. DRs arkiver er også rigeligt repræsenteret – både med klip delt direkte af DR og med klip fra privatpersoner, som ikke går så højt op i det med ophavsret.

Men i hvert fald skal vi tilbage til, hvad jeg har fundet. For nogle dage siden zappede jeg rundt på Twitter faldt over denne her fantastiske fyr, som Kristoffer Friis havde delt med resten af verden.

Don Domingo hedder han, og han er en fandens karl, der både slås med ulve og går med grå bowler

Især er jeg ret solgt over den sekvens, som jeg har skrevet ud herunder, hvor Don Domingo fortæller om nogle af de barske sider ved at være flyttet fra Danmark og til sydens sol i Spanien.

“Jeg kan huske en søndag i januar, hvor jeg lå og hvilede mig lidt. Så pludseligt kommer gartneren, Antonio hedder han, han kommer brasende og råber

‘Don Domingo Don Domingo Lån mig dit pusterør’

Antoio sagde jeg. Du ved da godt, at jeg ikke låner mit pusterør ud. Hvad skal du med mit pusterør?

‘Jo, Der render to ulve rundt i haven, og de råber og skriger’

Æh…Nå. Jeg vågede det ene øje, og det var sgu rigtigt nok. To velvoksne ulve og de summede og brummede uhyrligt. Og så. Ja der var jo ikke tid til bukser eller noget, så jeg greb min grå bowler og min sølvknappede stok – den jeg her bruger til pegepind – og sprang ud ad vinduet.

Kom an!

Ulvene sprang på mig. Men det lykkedes mig altså på en eller anden måde at spænde ben for dem med stokken, så de trimlede ned ad skrænten og forsvandt i afgrunden.”

Men der skal mere til at slå journalisten bag indslaget ud. Han følger bare historien lige så køligt op med spørgsmålet:

“Sig mig, den historie, den frister mig til at spørge, lidt om spirituspriserne her på egnen”

Jeg er vild med det. Og der er vist ingen grund til at forklare, hvorfor, jeg kommer til at tænke på denne her, når jeg ser klippet

 

Du kan forresten følge mig på twitter lige her, hvis du skulle have lyst

2014 bliver året hvor

Jeg er ikke i tvivl om, at 2014 bliver et godt år. Fx bliver 2014 året, hvor jeg scorer en fantastisk praktikplads. Men det er jo ikke udelukkende op til mig, hvilken en af de steder, jeg har kig på, det bliver – og om det overhovedet bliver et af de steder. Det kan jo være, de synes, jeg er talentløs. Så hvis jeg nu skal sætte mig nogle mål, som jeg rent faktisk selv kan bestemme over, så…

… bliver 2014 året, jeg stopper med at være så voksen og i stedet nyder, at jeg står midt i min ungdom.

… bliver 2014 året, hvor jeg læser mindst en skønlitterær bog om måneden. Der skal næring til sjælen. Den har tørstet og sultet for længe.

…bliver 2014 året, hvor jeg starter til russisk og igen kan gå i spagat og løber 5 km uden at tro, jeg dør inden målet.

…bliver 2014 året, hvor jeg vil være mere positiv. Også selvom klokken er 17.00, og jeg er træt og i Brugsen, og nogen kræver noget vildt urimeligt af mig. Det skal være slut med at være en sur kælling, med mindre der er en god grund til det. Naturligvis.

 

 

 

2013 blev året hvor

Facebook gør det. Bloggerne gør det. Aviserne gør det, og så gør jeg det da også.

Kan I huske denne her: 2013 bliver året hvor…

Skal vi lige se, hvordan det gik?

  • Jeg går i fitnesscenter mindst en gang om ugen (ferier gælder ikke)

Ja det skete så ikke. Men hvis jeg bare skulle klare 52 gange i fitnesscentret, så tror jeg faktisk, det lykkedes. Har i hvert fald brugt mere end et døgn i sammenlagt tid dernede. Det må være godt nok.

Har til gengæld ikke lavet noget som helst siden august.

  • Jeg kommer til frisør mere end én gang. Det må sgu da kunne lade sig gøre.

Ja det skete så heller ikke. Jeg var hos en frisør én gang. Han kaldte sig Sam og hed i virkeligheden Yasem og var fra Syrien. Det var i USA, og det var åbenbart rigeligt med frisøroplevelse for mig.

Måske jeg skulle genbruge det her nytårsforsæt. Igen: Det må da kunne lade sig gøre.

  • Jeg lærer at køre bil uden at være bange for at drøne ind i nogen. Fik sgu da det der kørekort af en grund. Det er spild af 12.000, hvis jeg ikke gider bruge det til noget. Bangebuks

Jeg har faktisk kørt i bil. 1 gang. Og det var faktisk mest min mor, der var bange. Jeg foreslog endda, at jeg kørte min ene bror hjem juleaften. Det ville min far så ikke være med til. Jeg skulle sgu ikke ødelægge hans bil. Det er nok ok.

  • Jeg ser en edderkop, lader være med at skrige, men bare slår den ihjel. Man behøver jo ikke være mere buddhist end højest nødvendigt.

Det har jeg faktisk gjort. 3 gange! Hvilket må være en sejr i sig selv. Også selvom de to af dem var under 5 mm i diameter, og den sidste måske faktisk var død i forvejen.

Hvad der skal ske i 2014? Det må jeg se, om ikke jeg kan skrive noget om i morgen.

Hvor bor Curlingsbørnene?

Jeg kender dem ikke. Jeg har aldrig mødt dem. Alligevel fylder de meget. Både i mine medier, på mine sociale medier og faktisk også i mange af mine samtaler.

Curlingbørnene er alle vegne. Men de findes jo ikke.

Skulle jeg tro på, hvad jeg hører, er de og deres forældre skyld i, at der hverken er boliger eller jobs. Hverken til min egen generation eller den ældre.

Eller undskyld. Vi er skyld i, sammen med vores forældre, at der ikke er boliger, mad, jobs, penge eller noget som helst andet til generationen over vores. For det er jo alle os, der er curlingbørn, der er skyld i det. Generationen ældre end min har jo aldrig har fået noget. I stedet har de stået og varmet sig i en kokage, og i det hele taget ved de, hvad det vil sige at arbejde for noget, man gerne vil have. Sådan lyder det i hvert fald næsten, når medierne kommer ind på emnet: curlingbørn.

For det har vores generation jo aldrig prøvet. Reelt kan vi ingenting, har jeg ladet mig forstå. Vi får i stedet vores forældre til at søge jobs for os, de køber vores lejligheder. Og når noget går galt på universitetet, skynder vi os alle sammen hjem til moar og farmand og klager vores nød. For så skal de nok tage affære. Så ringer de fluks til fakultetet, instituttet eller ve oh skræk direkte til rektor, så vi små pussenussebørn ikke selv skal kæmpe vores kampe. For det kan vi overhovedet ikke finde ud af. Vi ved slet ikke, hvordan man gebærder sig. Har jeg hørt.

Forkert igen. Der findes helt garanteret forældre, som tager deres ansvar som beskyttere for langt. Forældre som i misforstået forsøg på omsorg overskrider de basale rammer for, hvor langt de kan gå for at passe på deres børn. Men i stedet for at italesætte det som om, at fænomenet findes, vælger medierne at fremstille det som om, at hele generation X-Y-Z-H-vad end man kalder os, der er født fra 1985 og frem, alle sammen får tørret røv af vores forældre.

Jeg har aldrig mødt de curlingbørn, der evindeligt bliver talt om i medierne. Aldrig nogen sinde. Jeg har mødt nogen, hvor jeg har tænkt, at de måske skulle prøve at kæmpe i stedet for at se til. Jeg har mødt personer, som har svært ved at sætte sig ind i andres fattigdom, fordi mor og far har penge nok. Men jeg har ikke mødt dem, som ikke kan kæmpe en kamp selv. Jeg kender måske en person, som render til mor og far, hver gang, der er problemer på skolen. Men derfra og til at bede dem kæmpe sine kampe. Derfra til at have forældre med til jobsamtaler. Derfra til at opføre sig forkælet. Der er meget langt.

Det projekt, som Curlingbørn-beskrivelsen er en del af, handler i bund og grund om at skamme en hel generation for at have opnået og fået en række muligheder, som tidligere generationer ikke har haft.Det er et projekt, som ender i stigmatisering af unge mennesker.

Men vi er ikke forkælede. Vi tjener vores egne penge, og vi sidder ofte og læser i op til 16 timer i døgnet. Jeg har arbejdet, siden jeg var 12 år gammel. Det jeg ejer, det har jeg købt.

Den del, som man ikke ser, når man får beskrevet den fæle forkælede ungdom er, at den er en myte. En myte, som selv Sokrates bar til bålet for at tale dunder for. Er vi virkeligt ikke kommet længere? Hvordan kan det være så svært at huske 20 år tilbage i tiden?

Jeg medgiver, at der findes nogle børn og forældre, som har misforstået, hvor grænsen går for, hvad børn selv skal stå for – også de voksne. Men at udråbe en generation som curlingbørn er med til at brændemærke en hel generation som umyndige – medierne umyndiggør alle os, der er født fra 1985 og frem. Og det er temmeligt problematisk

Status

Jeg sidder med en knude i maven over alt det, jeg ikke har nået endnu. Jeg gør lidt status. Over det sidste år. Over alt det, jeg ikke kan endnu. Over det limbo, jeg er i lige nu. Har jeg sagt, at der er 5 måneder til panikdag?

Jeg er fyldt 25.

Det er ikke gammelt. Men det er heller ikke så ungt, at jeg kan sige, at det er nogen andres skyld, at jeg har det, som jeg har det. Og det er gammelt nok til at ”tag dig sammen” er den eneste løsning, når piv ikke virker. At synke sammen og regne med, at nogen klarer skærene for mig, er i hvert fald et løb, der er kørt med teenagebussen.

Jeg er ikke modig.

Faktisk er jeg oftest en kujon. Lige indtil det kommer over mig, og jeg slet ikke kan få nok af at udfordre mig selv. Sådan nogle dage havde jeg i november. December handler meget mere om at gemme mig under sengen og håbe på, at det hele ordner sig selv. Det gør det ikke. Men det ordner sig. På en ene eller anden måde. Altid.

Jeg er hjemløs.

Det nærmeste, jeg kommer på et fast holdepunkt for det sidste år, er lyntoget mellem Århus og København.  Det sidste år har jeg været sammen med tusindvis af andre mennesker på toge fra den ene ende af landet i op til 20-25 timer om ugen. Jeg må ikke bo med min kæreste, og det er årevis siden, jeg rigtigt har boet et andet sted. Så jeg holder bare fast i min computer og min telefon og min moleskine. Der ligger hele mit liv faktisk. Alt det tøj, jeg ejer, kan jeg bære i en sportstaske og bøgerne ligger for meget i kasser. Jeg holder bare fast og regner med, at det går.

Jeg bor i en bog.

Den eneste måde, jeg kan skjule, hvor dårlig jeg tror, jeg er til at være journalist, er at være flittig. Jeg har læst mine ting og styr på mit lort, så ingen kan komme og sige noget. I virkeligheden er det sværeste i verden, at få hul på boblen til de selvstændige tanker. Og til beslutsomheden. Når den sværeste at snyde er mig selv, gælder det om virkeligt at tro på, at man kan et eller andet. Så overbevises jeg nok engang.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Jeg tror ikke på illusioner og luftkasteller. Men jeg tror, at jeg nok skal klare den. Og hvis ikke dagene er nok, må jeg tage natten til hjælp.

Det går bedre.

 

Det store elskede Web

Jeg elsker Internettet. Det er stort, det er fyldt med farligheder og mørke kroge, som man kan komme ind til, hvis man kender vejen, det er underligt og det er for os alle sammen.

Jeg elsker især de lidt sære ting, som nogle gange dukker op på nettet.

Skærmbillede 2013-11-17 kl. 14.20.11Er du for eksempel som jeg ret så ætset med de gamle Super Mario spil? Så værs’go. Her får du The Great Gatsby – Super Mario Style http://greatgatsbygame.com/

Skærmbillede 2013-11-17 kl. 14.22.04

Og ved du, hvordan en rigtig mave ser ud på andre end dig selv? Det er der ret mange, der ikke gør. Men så er det godt, der findes en hjemmeside kun med billeder af forskellige kvinders maver. Den finder du her

Kvinden bag projektet siger selv,

“Women (and sometimes men…you know who you are…) can be obsessed with their bodies. Hair, nails, toes, skin, breasts, hips, eyes, they all get fixated on. But perhaps nothing is as preoccupying to us as our bellies. Our bellies are intimately related our sexuality and to our reproductive lives. It’s a complicated interaction, that confluence of sex and babies.”

Skærmbillede 2013-11-17 kl. 14.27.53

Det kan også være, du modsat mig bare er skide træt af at være på nettet. Så er det godt, at Just delete me findes. Der kan du med se, hvordan du kan fjerne dig selv fuldstændigt fra Internettet – eller det ser i hvert fald sådan ud på overfladen. Det er jo ikke sådan i virkeligheden. Vel NSA – eller bare WaybackMAchine

Skærmbillede 2013-11-17 kl. 14.32.23Skal du sende et brev til din mor, kan du jo gøre det i rebusform. Og er du ikke så god til at lave dem, kan du få hjælp af Alexanderbands rebusgenerator – som heller ikke er særligt god.

 

Man kan også finde pinligheder, som nogen skrev for nogle år tilbage

 

Hvis du også elsker internettet, så kan jeg anbefale, at du liker Morgenpost på Euroman. Hver morgen klokken 10.00 tikker det bedste fra internettet ind, og der er altid nok til flere timers overspringshandlinger.

Lortekartofler

Jeg har egentlig aldrig kunnet lide varm mad indsvøbt i sukker og smør. Jeg ved godt, at det som dansker er helligt brøde, at afsværge glaseret skinke og kartofler med halvbrændt sukker tilsat kernet fløde.

Men fred være med det. Nogle mennesker synes åbenbart, at det er helt fantastisk, og det har jeg tidligere haft det fint med.

Men det har jeg ikke mere.

Brunede kartofler kan fra nu at findes på listen over ting, jeg nægter at se på.

Hvorfor?

Fordi Ricky elsker brunede kartofler. Altså. Det er ikke derfor jeg hader dem. Men hold nu kæft og hør historien.

I skrivende stund hænger der sukkerlage i loftet. Og på døren. Og på vinduet, og alle andre steder i en radius af 2,5 meter fra vores kogeplader.

I går havde vi aftalt, at menuen stod på julemad. Jeg er kræsen og kan egentlig ikke så godt lide det. Rødkål holder jeg mig fra, sukkerkartofler kan andre få lov at spise og and er ret fedt. Men nu er det jo altså Rickys livret.

Det er jo egentlig mig, der er kokken i lejligheden. Men eftersom det er Goldby, der kan lide maden, stod han for alt andet end sovsen.

Og så rørte jeg ellers det bedste, jeg havde lært. I sovsen forstås. Hvad, jeg ikke havde tænkt på, var, at sådan nogle glaskartofler kan sprænge i luften, hvis de kommer under tilpas pres.

Og det gjorde de så. Ud over mig. Havde jeg ikke haft briller på, havde jeg fået det lige i øjet. Det siger mine meget fedtede briller i hvert fald. Men nu havde jeg briller på, så jeg har bare fået en masse brandvabler.

På næsten

På hånden

På armen

I ansigtet.

Øv.

 

Så derfor.

 

Kære opfinder af brunede kartofler

Fuck dig.

Hilsen Ronja Pilgaard og hendes 15 forbrændinger