Category: Undskyld

Selvtillid på DMJX

Det her bliver personligt og navlepillende. Du er advaret.

Det er ikke så meget en frygt, som det er min egen indre skildpadde. Jeg er nemlig ikke bange for en dag at blive trykt. Jeg er til gengæld helt sikker på, at ingen nogensinde har lyst til at udgive noget, som jeg skriver.

I mange år var jeg helt sikker på, at jeg skulle være journalist. Så gik jeg fra det igen. Ofte sagde jeg, at jeg ikke turde søge ind på journalisthøjskolen – men nu er det jo ikke den eneste måde, man bliver journalist. Andre gange sagde jeg, at det også var for hektisk, og at jeg ville have det meget bedre, hvis jeg bare fik lov at fortsætte med at gøre rent på hospitalet. Indtil for en uge siden, var jeg også helt sikker på, at jeg skulle være journalist. Og så ramte min gamle ven manglende selvtillid mig med en kæmpe mavepuster.

Hvad jeg nemlig ikke sagde dengang, var sandheden. Nemlig at jeg er pisse hamrende bange. Bange for ikke at slå til og bange for aldrig at blive god nok. Og i bund og grund synes jeg bare ikke, at jeg fortjener at blive den person, som jeg drømmer aller mest om at være.

Jeg frygter, at hvis jeg nogensinde kommer på skrift, vil en eller anden redaktør se det og sige “det er da godt nok det værste, jeg nogensinde har læst,” eller “kan vi ikke alle sammen i hele branchen blive enige om, at hende ansætter vi aldrig”.

Problemet er nok, at jeg langt hen ad vejen er tilbøjelig til at give dem ret. Jeg oplever ikke verden sådan, at jeg har ret til at komme på tryk. Jeg synes ikke, jeg er sjov eller dygtig. Jeg synes, jeg er middelmådig – faktisk måske endda definitionen på middelmådighed – en 7’er helt ind til benet. Der er garanteret meget mere talent i hvem som helst andens lillefinger, end der er i hele mit småfede korpus. Jeg fortjener ikke at få lov at skrive nyheder, for jeg bliver aldrig god nok.

Og så gemmer jeg mig. Gemmer mig fra det hele med al min kvalme over mig selv og over en enkelt gang at have stukket hovedet frem og sagt “Jeg vil gerne være journalist”. For jeg tror, jeg kommer til at skuffe dem, der hepper på mig. For jeg tror ikke, jeg er dygtig nok.

For jojo. Jeg er da hamrende flittig. Jeg læser alt hvad jeg kan komme til, jeg skriver alt, hvad jeg kan komme til. Jeg ved ikke, hvad i alverden, jeg skal lave, hvis jeg ikke bliver journalist, for jeg lever og ånder medier, journalistik og nyheder. Jeg er irriterende nysgerrig og stædig nok til at grave i timevis – og indigneret nok til at blive ved, selv når stædigheden slipper op.

Men hvis du spørger mig og min selvtillid, bliver jeg nok aldrig rigtigt god nok.

Derfor var det også lidt en befrielse, da jeg her til aften på Politikens debattør- og kritikerskole hørte Martin Krasnik sige, at han altid forbandede, når han skulle skrive. Han har nok ikke samme latterligt lave selvtillid som jeg, men han fik i hvert fald sat ord på en enkelt eller to af de tusinde følelser, der stormer i mig, når jeg er på dybt vand og midt i et kæmpe projekt, som jeg ikke synes, jeg kan overskue. Og det gjorde mig rolig. Om ikke andet i et øjeblik.

Reklamer

Ting tager tid

Jeg har været væk. Mere end nogen anden, er jeg klar over, at jeg har været væk.

Det er blevet sådan på grund af flere ting. Ting, der både er ganske rare, og ting, der har tumlet og fyldt og fået lov til at tage alt for meget af min tid.

Jeg vil ikke fortælle andet om det træls, end at det, der startede som vægttab, ikke længere bare lignede en spiseforstyrrelse. Heldigvis har jeg været der før, så den sidste måned er gået med at sætte nogle sunde mål, som ikke kan drive mig derud, hvor jeg har det træls. Jeg ville egentlig gerne være ærlig og fortælle det hele. Men det må blive en dag, hvor jeg har fået det lidt på afstand.

Derudover havde jeg ganske enkelt glemt, både hvor fedt, men også hvor hårdt det er at starte på nyt studie. At man så der oveni, i mit tilfælde, kan tilføje pendlerlivet, gør det ikke nemmere. Så jeg har simpelthen måttet prioritere. Det blev sådan – enten bevidst eller ikke bevidst. Bloggen fik i hvert fald lov at ligge øde hen.

I mellemtiden har jeg skænket bloggen flere tanker, end jeg ellers normalt gør, og selvom der ikke er lagt en fast plan, kommer der til at ske lidt ændringer i fremtiden.

Jeg vil ikke fyre en aprilsnar af og sige, at jeg er tilbage for fuld kraft. Men et lille pip og et lille løfte om at forsøge at komme tilbage snarest, vil jeg godt give.

Håber I har nydt påsken.

 

Kurt kommer forbi

Jeg er ret modløs for tiden. Al selvtillid er fløjet fra reden og selvkritikken er enorm. Jeg kan ganske enkelt ikke skrive noget uden at synes, det er frygteligt. Men det er ikke min skyld. Og det er altid godt, når man kan give nogle andre skylden.

Det er nemlig Kurts skyld. Eller faktisk er det min undervisers skyld… eller i virkeligheden er det nogen fra DR, der har lavet en “morsom” videos skyld. Se selv. Tre forskellige man kan give skylden for manglende selvtillid. Det er da ikke helt ved siden af.

Hvad de har gjort? Jo nu skal du høre.

Det hele startede med, at jeg endelig havde lidt styr på min skrivning igen. Jeg fik både skrevet i hånden og på computer, fik blogget hver dag og følte kæmpe overskud på den front.

MEN

Så var det, at min underviser, Mette Mørk, syntes, at hun skulle demonstrere, hvordan man ikke skal interviewe, ved at vise denne her video

…og det er da også rigtigt. Problemet er bare, at hver gang, jeg skriver en artikel eller en blog, kan jeg høre Kurt Leth læse den højt. Så førend Kurt har forladt mine tanker – både nat og dag, puha det er frækt, så har jeg minus på selvtillidskontoen.

Har du set min hjerne?

Så gik der igen en uge, hvor jeg ikke fik blogget. Og der har da været masser at skrive om. Og jeg får det hele flot formuleret inden i hovedet, og griner lidt for mig selv, mens jeg tænker, at I vil elske det

– og så glemmer jeg det igen.

Ej men altså. Hvor spadet kan man være? Hvorfor fanden skriver jeg det ikke ned?

Og det er virkeligt dumt. Så sent som i går sad jeg i toget MED MIN NOTESBOG og fik en super god ide til en blog. Det var noget med et “brev” – som dengang jeg blev sur på Diana – og det var endda en anelse bittert, på den der måde, jeg ved, I synes er sjovt. Og jeg tror sågar også, at det var skarpt. Men nu har jeg glemt, hvad det var, jeg var bitter over, altså ud over det sædvanelige

… med folk, der ikke lukker røven i hvilekupeen,

… alle de tosser, der vil tale med en,

… mænd der giver thumbs-up, i stedet for at sige hej (aj men seriøst. HVORFOR?)

… vedkommende, der har opfundet begrebet tyndfed

… og bare vedkommende, der har opfundet begrebet fed.

Nå fuck det. Jeg tager i biografen og ser Django.

Onsdagsundren

Det har været en lidt lang onsdag. Har været på skole siden klokken 9.00 i morges, og er nærmest lige trådt ind ad døren. Nu sidder jeg så, med en kop te og forsøger at finde hoved og hale i resten af aftenen, men jeg venter på et opkald. Og dem kan man jo vente længe på. Og så er det, jeg kommer til at tænke på:

– Er det egentlig smagsforskel på de romkugler der har “tivolikrymmel”, og dem med brun “chokoladeagtigt” krymmel?

– Hvad er grænsen for, hvor langt uden for lejlighedens fire vægge, man må gå i natbukser? Og hvad hvis man lister, så nærmest ingen ser én?

– Hvad er det egentlig, man skal bruge det der helsætningsskema til? Altså ikke fordi jeg har brug for det, men kan se, at min klasse terper det i sprogundervisningen. Troede faktisk kun, det var på universitetet, man lærte folk ubrugelige ting.

– Er det mon ugleset, hvis man spiser hvidløg hver dag resten af sit liv? Også hvis folk kun kan lugte det lidt? Eller måske meget?

– Bliver jeg nogensinde til noget?

– Hvor mange personer får trang til at pille lakrids ud mellem tæerne præcis lige nu klokken 21.07 onsdag aften?

– Hvor meget lakrids skal man spise, før det ikke er ok at spise mere?

– Hvordan misbruger man alkohol? Altså man kan være misbruger, fordi man er afhængig. Men man kan vel ikke som sådan bruge det forkert.

– Hvordan opfatter andre mon min stemme? For den jeg hører på optagelser er frygteligt irriterende.

– Er det absolut krukket at tælle sine dobbelthager, hver gang man ser et billede af sig selv? Og tælle øhh’er, når man hører en optagelse, men sin egen tale? Eller bare et symptom på, at jeg skal tage mig sammen?

– Hvordan lærer man at drikke kaffe? Altså jeg forstår det ikke. Det smager lidt, som jeg synes brændt gummi lugter. Men jeg har lovet mig selv, at jeg skal lære det i år.

–Er det for sent at blive grunge-punker som 24-årig? Også hvis det er anden/tredje gang? Kan det så ikke bare kaldes et relaps eller sådan noget? Har umådelig trang til at købe forvaskede jeans med huller, og jeg hader ellers jeans. Kan ligefrem se filmtitlen for mig. “Piercinger og navlefnidder 2 – Skovmandsskjorten vender tilbage”

– Er det der med, at BMI nu må gå til 30 ikke bare en undskyldning for, at alle os, som er lidt fede, skal stoppe med at tale om at tabe os? Jeg er altså ikke tilfreds, bare fordi Bente Klarlund og et par andre hoveder siger, at nu er jeg rigtigt sund. Uden filter, ville jeg måske endda gå efter at sige, at det jo altså ikke var sund, men tynd og pæn, jeg gik efter.

– Kan man nedlægge veto mod at flere veninder bliver gravide? Og køber hus? Og får os andre til at føle os som en røv, fordi vi lige gik i gang med uddannelse igen i stedet. Eller om ikke andet tvinge dem alle sammen til at flytte til Østerbro ud fra et eller andet lovkrav om, at det skal man, når man er blevet mor.

– Den der lugt, som kommer inde fra vores klasselokale. Er det os alle sammen, der prutter, eller er det bare mig?

475113

Man kan forresten købe nogle af Politikens gamle billeder her. Jeg er ret forelsket i dette her.

Som en urørt kvinde

Kære blog.

Jeg beklager meget. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dig, at jeg har opført mig som en impotent mand, der nægter at røre sin kvinde. Jeg har bare været presset. Men jeg er lidt tilbage nu. Ikke helt. Men næsten.

Jeg har tre indlæg klar inden i hjernen, som bare lige skal skrives ned.

Men jeg har haft det dejligt. Jeg er bestået min eksamen. Så nu er der kun to tilbage. Jeg har næsten skrevet min BA-færdig, og min vejleder, Palle med de flotte bukser, virker positiv. Jeg tror, det bliver en god opgave.

Jeg har også kysset unormalt meget på min dejlige Rick n’ Roll og haft en underskøn fødselsdag – selvom jeg endnu ikke helt har forstået det der med at blive et år ældre.

Så jeg lover, jeg har det godt og er tilbage igen i morgen.

Kys og Kram  (bliver ret meget teenager, når jeg ikke ser så mange mennesker)

Ronja

Ugen i billeder

 

For et par uger siden læste jeg denne her ovre hos Superheltemor, og kom til at fortælle om min første lejlighed. Det var nu et dejligt sted, men væggene burde nok være forblevet hvide. Nu har jeg brugt lidt tid på at lede, og dette her var altså det eneste billede, jeg kunne finde, hvor man nogenlunde kan se, hvor langt (eller kort om man vil) jeg var i min æstetiske udvikling.

Billedet er fra min 20 års fødselsdag, og kan derfor nok ikke sælges som ‘fra denne uge’, men jeg fandt det først for et par dage siden, så det tæller vel også. Undskyld til Stefan og Timo for at hænge deres fuldskab ud. Forresten.

Så snakkede vi en masse om asymmetriske tommelfingre herhjemme. Nu kan I jo selv vurdere.

Fredag var jeg på designmuseet og for at se på stole og andre fine sager, men det endte med, at vi primært så på vinyler. Jeg ved ikke, om jeg synes, det var en god særudstilling, men jeg har mange af pladerne selv, enten på LP eller CD, så det var en glædeligt gensyn med gode venner, der lige for tiden er lukket inde i skabet, da jeg har solgt min pladespiller og sparer sammen til en ny.

Men det er en hyggelig udstilling, og der er gratis adgang for studerende, så hvis man alligevel kommer forbi, synes jeg, man skal kigge ind forbi.

Sluttede fredag aften af sådan her. Det er længe siden, jeg har spist æbleskiver, men Ricky fik lyst til dem, og jeg havde meget svært ved at finde på et argument for, at vi ikke skulle.

Lørdag ryddede jeg op, og da vi har ret mange gammeldags ølkasser, fik vinduerne, der peger ud mod gården lige nye “hylder”. Sidenhen har Ricky stillet Jumbobøger ud i køkkenets kasser (hvad skal de der?) og jeg har fyldt alle andre kasser på med bøger.

Søndag var oprydningen allerede gået fløjten igen (oh well) og på grund af en hel masse ting, endte jeg med at sidde i køkkenet og arbejde. Men hvor der er en vilje, er der en vej, og jeg fik faktisk skrevet to sider på min BA.

I dag fandt jeg så dem her. Og jeg forstår det ikke helt. Hvorfor køber man så ikke jordbær?

Kommer du ikke lige og er voksen for mig?

I morges klokken kvalme stod jeg op sammen med Rick n’ Roll for at sende ham godt af sted med bussen til Berlin. Han skal ned at lege technotramper sammen med sin veninde, Fru LSD, så jeg tager da til London i morgen.

Og når katten er ude, danser musene på bordet, bortset fra at katten i og for sig ville være ligeglad.

Kryptisk, Ohhh jo. Men hør nu.

Når Ricky ikke er hjemme, så gør jeg alt det, som jeg ikke må. Ikke forstået på den måde, at manden går rundt og fortæller mig, hvad jeg ikke må. Næh nærmere på den måde, at jeg går rundt og er på kur og fortæller mig selv, at jeg skal huske at træne, spise sundt og generelt holde en vis portion af orden i min tilværelse.

Men lad os se på hvordan sagerne ser ud, her 10 timer efter hans bus kørte fra Vesterbro.

Opvasken er godt nok taget en gang, men har til gengæld vokset sig meget stor og stærk siden. Nu står den bare og ser led og ond ud.

Jeg har da selvfølgelig ikke fået trænet. I stedet har jeg set film og kigget lidt på noget af alt det, jeg gerne vil købe, men ikke har råd til.

Jeg har så absolut brudt min kur med både cola og fiskefrikadeller og prøver nu desperat at forklare mig selv, at man altså falder i en gang i mellem, og at jeg alligevel ikke kan holde en kur, mens jeg er i London. (Fedo er lykkelig)

Her roder frygteligt, på trods af mine ord fra i går til Rick n’ Roll om at ‘Jeg roder altså ikke så meget skat, du ser det bare virkeligt hurtigt…blablabla… forsvar for mængde af rod…blablabla…osv’. Undskyld skat.

Jeg forsøger desperat at pakke, men finder hele tiden ting, jeg absolut ikke kan undvære, så som en grøn læbestift(?) og (og jeg tæller stadig) 8 par sko (til 4 dage). Hvad i alverden tænker jeg på? Synes bestemt, jeg havde en pakkeliste, som jeg brugte flere timer på at udføre. Hvor er den?

Er der nogen, der gider komme og være min værge, banke mig ud af døren, sørge for at jeg spiser mine grøntsager, lokaliserer mit pas (mindre detalje at det er væk), og får pakket min kuffert.