Category: Uncategorized

Jeg flytter

Jeg er flyttet.

Vil du stadig følge med – og det håber jeg godt nok, du vil – så kan du finde mig på ronjapilgaard.dk

Og jeg er stadig på Facebook og TwitterSelvfølgelig 😉

Reklamer

Endnu en ting, jeg ikke tror på

Det handler ikke om curlingbørn eller sure leverpostejsmadder i dag. Det handler om Twitter.

Journalisten skrev her til morgen, en artikel om hvorvidt journalistpraktikanter skal være på Twitter. På Ekstrabladet var Søren Lauridsen ikke i tvivl. Det skal de.

Det er lige straks mig, der skal i praktik. Så jeg synes, det er frygteligt spændende.

Jeg er også på Twitter. Så jeg synes faktisk, det er dobbelt spændende.

Og artiklen fik mig faktisk til at tænke over det. Som udgangspunkt vil jeg gerne medgive, at det er et fandens godt arbejdsredskab, hvis man kan finde ud af at bruge det. Og det mener jeg som sådan jeg kan, selvom jeg nogle gange rykker på narrativet – eller kommer til at skrive tweets, når jeg er fuld, som skulle have været sms’er.

Jeg synes som sådan også, at det er en dejlig ligefrem måde at være i kontakt med personer, som det ellers kan være svært at få en aftale med, fordi de er politikere, der har travlt eller bare ikke altid tager telefonen.

Og så er det hurtige nyheder, stort researchpotentiale og mange hjælpsomme personer, som kan alt muligt.

Det er også skide smart med pressemeddelelser i overskriftform. For langt hen ad vejen er Twitter også det. Og henvisninger fra folk, som jeg stoler på, har god smag, til gode longreads – lidt som blogs i gamle dage.

Men I får mig simpelthen ikke til at mene, at det skal være udslagsgivende for, hvorvidt jeg får en praktikplads eller ej.

På samme måde som det, at jeg ikke har haft et skrivende featureforløb, kommer til at afholde mig fra at søge på en avis, så kommer en manglende Twitter-konto heller ikke til at afholde andre fra at få drømmepraktikpladsen.

Vi er mange om buddet til de gode pladser. Langt de fleste er hamrende kompetente og har erfaring fra rigtigt meget forskelligt, som vil kunne bruges. Selv bruger jeg de sociale medier hele tiden, skriver hver dag, arbejder med kommunikation og laver frivillig journalistik for flere medier. Men en manglende Twitter-konto kommer ikke til at gøre udfaldet på nogen måde. Det tror jeg ganske enkelt ikke på. Det skal det i hvert fald ikke.

Hvad, jeg tror på, er, at vi kommer til at lære enormt meget på vores praktiksteder. Jeg regner fx med, at jeg bliver en meget stærkere formidler, at jeg får nogle skarpe værktøjer til at søge information og bliver en dygtig interviewer.

Jeg tror også på, at selvom jeg ikke har lært at filme lige så godt som de, der har TV på tredje semester, så skal jeg nok få det lært hurtigt, hvis jeg kommer  i praktik på en tv-kanal.

Jeg tror i sidste ende, at det er lidt en ikke-historie, som er nem at sparke liv i for Journalisten, fordi der på ”de voksne mediearbejdspladser” i forvejen er rigtigt meget fokus på Twitter og journalistik.

 

Dag 6: De Syv Journalistiske Benspænd

Er syg. Kæreste siger, at jeg har feber, hvilket forklarer, hvorfor jeg i nat drømte at det var Clair Underwoods skyld, at jeg ikke måtte komme ned i metroskakten.

Var ret overbevist om at det var ægte den første time, jeg var vågen.

Har ellers gjort masser af tanker, men dem må I lige høre om i morgen.

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

2013 blev året hvor

Facebook gør det. Bloggerne gør det. Aviserne gør det, og så gør jeg det da også.

Kan I huske denne her: 2013 bliver året hvor…

Skal vi lige se, hvordan det gik?

  • Jeg går i fitnesscenter mindst en gang om ugen (ferier gælder ikke)

Ja det skete så ikke. Men hvis jeg bare skulle klare 52 gange i fitnesscentret, så tror jeg faktisk, det lykkedes. Har i hvert fald brugt mere end et døgn i sammenlagt tid dernede. Det må være godt nok.

Har til gengæld ikke lavet noget som helst siden august.

  • Jeg kommer til frisør mere end én gang. Det må sgu da kunne lade sig gøre.

Ja det skete så heller ikke. Jeg var hos en frisør én gang. Han kaldte sig Sam og hed i virkeligheden Yasem og var fra Syrien. Det var i USA, og det var åbenbart rigeligt med frisøroplevelse for mig.

Måske jeg skulle genbruge det her nytårsforsæt. Igen: Det må da kunne lade sig gøre.

  • Jeg lærer at køre bil uden at være bange for at drøne ind i nogen. Fik sgu da det der kørekort af en grund. Det er spild af 12.000, hvis jeg ikke gider bruge det til noget. Bangebuks

Jeg har faktisk kørt i bil. 1 gang. Og det var faktisk mest min mor, der var bange. Jeg foreslog endda, at jeg kørte min ene bror hjem juleaften. Det ville min far så ikke være med til. Jeg skulle sgu ikke ødelægge hans bil. Det er nok ok.

  • Jeg ser en edderkop, lader være med at skrige, men bare slår den ihjel. Man behøver jo ikke være mere buddhist end højest nødvendigt.

Det har jeg faktisk gjort. 3 gange! Hvilket må være en sejr i sig selv. Også selvom de to af dem var under 5 mm i diameter, og den sidste måske faktisk var død i forvejen.

Hvad der skal ske i 2014? Det må jeg se, om ikke jeg kan skrive noget om i morgen.

Sådan er vi så forskellige

Bang! Harry Hole bliver skudt og rejser sig fra graven med ar i hele ansigtet.

Jeg er vild med det.

Knaldromaner. Det er mit junk. Jeg bliver ikke klogere, men på en eller anden måde får jeg suget marven ud af dem alligevel. Som med Jo Nesbøs serie bestialske drabsromaner – nogen vil måske kalde dem krimier – hvor jeg lige måtte stoppe op og tænke ”Gad vide hvem Glasvegas er”, og så var der nyt band til iPod’en. Det er nærmest public service.

Derudover elsker jeg elitære lortefilm – helst på fransk og gerne med freudianske undertoner. Jeg er absolut en sucker for det.

Jeg siger ofte, at jeg ikke gider lave noget, der ikke giver mit liv indhold. Gider ikke spilde tiden. Har kun et liv. Der er masser af floskler, men lige dem her tror jeg altså lidt på. Også selvom det kræver, at jeg lyver lidt for mig selv og lader som om, at indholdet i Jo Nesbø giver mig meget mere end fascinationen af drab og en fantasi om, at Harry Hole er fucking lækker.

Så for mig foregår en god tv-aften på DR2. Helst noget med Deadline, Pind og Holst i USA og til slut en dokumentar om det nanaiske mindretal i Kina – gerne på fransk.

Rick n’ Roll derimod? Not so much. Hans definition af en god tv-aften er Agent Catwalk, Pretty Woman og så slutter vi af med Maid in Manhatten. Sagt på en anden måde: hvis det hviner i tænderne, mens man ser det, er han solgt.

Selv mener jeg jo, at det er indholdsløst lort. Og jeg har virkeligt forsøgt at sige, ”Jamen der er jo en god grund til, at det er mainstream” Har forsøgte at overbevise mig om at ”Den slags indeholder også kvaliteter”. Har forsøgt at elske det. Kan simpelthen ikke.

Ja pis mig i øret, og giv min noget indhold – eller ret store mængder alkohol.

Men så er det, at jeg må vågne op og tage mig selv alvorligt i kraven. Hvad, der er indhold for mig, er jo ikke nødvendigvis indhold for andre. Rick n’ Roll siger jo godt nok, at han har set så meget indholdsløst lort, at det kan være svært at skelne fra hinanden, men på den anden side er de smil, der lige så stille viser sig, når Sandra Bullock eller J-lo får drømmeprinsen, jo ægte.

Og for den glæde, kan jeg stikke Deadline skråt op. For for min kæreste, er der åbenbart mere indhold og underholdning i sukkersød kærlighed.

Har du lagt venflon i dag?

Vi bor tre-fire på toppen lige for tiden. Mig og Business-Paw tæller lidt kun for en, for når den ene er i København, er den anden i Aarhus, og når den første er i Aarhus, er den anden i Hamborg. Så vi tæller nok kun for en.

Derudover bor der Mikael og Gitte. Og Mikael læser til læge. Og det vidste jeg jo egentlig godt. Men det var først, da jeg sad over min frokost og fik øje på denne her, at det gik rigtigt op for mig.

20130211-181013.jpg

Har du lagt et perifert venekateter i dag? Ellers kan de være, Mikael mangler nogen at øve sig på.

 

Eksamenslæsning

Min hverdag i tal

Har siden semestrets start

– Slidt 8 overstregningstuscher op

– Trænet ca 35 timer

– Overanstrengt min højre skulder

– Drukket 4 øl (og ingen vin overhovedet)

– 2 gange fundet ud af, at jeg skal søge dispensation om alt muligt underligt på KU, og så fundet ud af, at det skulle jeg alligevel ikke

– Besøgt 8 loppemarkeder

– 7 gange besøgt studievejledningen

– 2 gange fået at vide, at så kan jeg ikke blive BA, og bagefter fået at vide, at der er en løsning på alt. Stol aldrig på KUA. Der er aldrig en løsning, og der findes i hvert fald ikke en løsning, hvor du ikke bliver udpeget til sort får, der har klokket i det, og nu skal vi nok hjælpe, men kun fordi du står her, ellers kunne vi jo bare ignorere dig, og forresten er det dit eget ansvar at sikre, at det hele går rigtigt til (også selvom det er os, der har meldt dig til den forkerte eksamen eller andet godt)

– 100.000 gange overvejet om det virkeligt var besværet værd

– Forstuvet min højre fod

– Læst ca 2450 normalsider

– Tudet tusinde salte tårer over stress.

– Tabt 3 kg

– Været social og set andre mennesker (fratrukket weekender på Forlev) ca 24 timer

– Haft 10 undervisningstimer

– Løbet 56 km

– Taget opvasken 52 gange

– Købt te for den svimlende sum af 150,-

– Ønsket Københavns Universitet ad Helvede til (eller ad Himlen, ret ligeglad, bare det forsvinder) mindst 1.000 gange

– 30 gange oplevet at have de bedste tidligere medstuderende på hold 2, som enten har noter eller et godt råd, at give med på vejen. #KUA-Love

– Solgt for 560,- kr på Den Blå Avis, heriblandt en pladespiller, jeg havde arvet fra min farfar og en læderjakke, der har fulgt mig siden min første løn som cykelbud for Jyllandsposten i 2002

– 25 gange siddet og søgt på tidsbegrænsede fuldtidsstillinger, der kunne retfærdiggøre ikke at blive færdig

– Taget mig sammen, og læser nu igen til eksamen

– Drukket ca. 70 liter te

– Indtaget 65.000 kalorier

– Smidt 6 cm rundt omkring på kroppen (3 af dem på maven)

Men det hele skal nok gå

Overboerne elsker hinanden

Mine overboere er sådan nogle aktive nogle. Mon ikke de dyrker det der tri, som er så moderne (skulle ikke nyde noget. Kan ikke svømme uden at ligne hund, der drukner). De har racercykler oppe i deres toværelses, som de troligt slæber ned hver lørdag formiddag. Et par timer senere kommer de så svedige tilbage og slæber racercyklerne op i den toværelses på tredje igen. Tror også han løber. Hun løber vist ikke så meget. Men hun er pæn.

Det gjorde de også i dag. Slæbte på cykler. Nåh ja, og cyklede.
De er faktisk lige kommer hjem, og mens de slæbte deres cykler op ad trappen, kunne jeg høre følgende udveksling

Hun: Puh du lugter
Han: Det gør du også
Hende: Nej, jeg lugter af roser
Han: Ahhh skat, og lidt sved
Hende (Råbende): ROSER!

Så var den (rosen)skid åbenbart slået.

Jeg er forresten ikke sådan en, der lytter ved dørene, men har glemt at lukke døren til gangen (her er meget lydt), da jeg humpede ind og satte mig i sofaen her til morgen, og har endnu ikke fået den lukket. Altså bare hvis du skulle være i tvivl.

Synes pludseligt, Disneys prinsesser er meget sejere!