Category: Om at gå på DMJX

Dag 5: De Syv Journalistiske Benspænd

Det der med at sende til citattjek. Ing? Jeg har altid hadet det. Hvad nu, hvis jeg ikke har hørt det rigtige. Så er det jo pinligt.

Ja men det er jo forhelvede også derfor, at man gør det.

Jeg smed mine citater videre til en fyr fra Copenhagen Metro Team, som jeg af kommunikationsafdelingen havde fået at vide var projektmanager. Så det skrev jeg troligt i min artikel. Projektmanager.

Problemet var bare, at det var han slet ikke. Han var managing director skrev han i mailen, der kom retur med mine citater. Edder bankeme noget af en forskel. Lesson learned.

Jeg kan sagtens se, at det der med at sende til citattjek også eksisterer for min sikkerhed. Den mail havde været træls at få efter artiklen var sendt til tryk. På den måde fik jeg så også lært, altid lige at spørge. Så det gør jeg så.

Men der findes jo også folk, som ikke vil have ting til citattjek. Ifølge min underviser på første semester siger Søren Espersen altid nej, for “jeg regner jo med, at I har styr på, hvad det er, I laver.”

På den anden side, synes jeg også, der er tidspunkter, hvor det ikke giver særligt meget mening at sende til citattjek. Hvis man refererer direkte fra en optagelse, som ikke er kompromiterende på nogen måde, kan det føles lidt ligegyldigt. Men jeg tænker tit, hvad nu hvis de bare siger nej. Må man så bruge det alligevel? Det synes jeg altså er svært.

Jeg ved godt, at der ikke er tale om redigeringsret. Men hvis en kilde nægter at have udtalt ting, selvom man var der, og måske ikke lige har det på bånd. Skal man så bruge det alligevel?

Den første der siger noget med samfundets interesse får i øvrigt nakkedrag. Jeg ved det godt.

Face to face

Jeg var også ude og snakke med en metroarbejder i går morges. Allerede onsdag blev jeg tilbudt, at interviewet kunne foregå over telefonen. I dag er jeg ret så glad for, at det ikke skete. Fyren talte et halvdårligt engelsk og forstod ikke rigtigt, hvad det var, jeg sagde. Han havde svært ved at konstruere hele sætninger og svarede flere gange på noget helt andet, end det jeg spurgte om. Det var sgu da gået helt galt over telefonen.

Samtidigt gav det mig også mulighed for at se noget af det, han talte om.

Men er face to face interviews altid bare bedre? Jeg har ringet nogle nyhedsartikler hjem, som bare sad i skabet. Og jeg har svært ved at se, hvordan de skulle være blevet bedre på nogen måde. Det kunne selvfølgelig komme an på en prøve, hvis jeg skulle skrive dem igen, men jeg er ikke sikker på, at det med at lette røven nødvendigvis giver de bedste nyhedsartikler. For hvis man skal ud og tale face to face med folk – og så også lige have til citattjek – er det jo ikke en nyhed længere, når man kommer hjem på redaktionen.

Det var måske muligt i gamle dage, men sådan er nyheder – heldigvis – ikke længere. I dag er de nye, når de kommer.

Nattesøvn

Iøvrigt. I går sagde jeg, at dette her går ud over min nattesøvn. Må du fandme nok sige. I går klokken 11.00 faldt jeg i søvn med hovedet i computeren. Og så gik jeg hjem og tog en lur, selvom det kunne være ret så kritisk, havde jeg haft et interview.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 4: De Syv Journalistiske Benspænd

Det her går ud over min nattesøvn.

I går var jeg ude på Nørrebro for at se teaterforestillingen SELSKAB på Mammutteatret. Egentlig skal jeg kun skrive en kort note, men det afholder jo ikke mine vigtigste kilder fra at være de skuespillere, som er med. Så jeg drog til Nørrebro med kamera og papir og kuglepen.

Her til morgen er det Metrotid. Kilden ringede i går. Jeg kunne sådan set bare have ordnet det der. Men fordi det hele skal gå op i en højere enhed og jeg skal lave alle interviews, må jeg tidligt op i dag. Sådan kan det jo gå.

På den anden side er det jo begrænset, hvor meget jeg egentlig sover til dagligt, når vi har afleveringer.

Besøg hos Nana Toft

Men i går tog jeg altså til ugens første interviews. Dagen startede med, at jeg mødtes med Nana Toft hjemme hos hende, og fik svar på noget af det, som jeg har gået og undret mig over, ved dette her projekt.

Hvor kommer ideen fra?

Er det så vigtigt?

Og hvad skal der ske herfra?

Det må I selvfølgelig få svar på senere, for jeg skal jo også skrive en artikel om det. Så det kommer I nok til at kunne læse i Illustreret Bunker.

Vi snakkede meget om, hvad projektet har gjort ved og for hende og hvordan hun gerne ser, at man tænker lidt over de vaner, der eksisterer i mediebranchen. Nu her efter interviewet, gad jeg godt at tale med nogle af de, som var uenige med hende, så det må jeg lige snakke med hende om. Det må jeg lige huske, at spørge hende om. Mon ikke man må gøre det over telefon? Det tror jeg.

Citattjek

Men altså. Når man så har interviewet, så er det jo tid til citattjek. Jeg havde enormt travlt i går, og fik derfor ikke lyttet interviewet af. Så det må jeg gøre i dag eller i morgen. Og så sende det til hende.

Men så kom jeg til at tænke på, hvor grænserne for citattjek går. Vi kan godt blive enige om, at der ikke er tale om redigeringsret. Men grunden til at jeg spørger er, at min kilde her til morgen er fra Copenhagen Metro Team. Her spurgte den kommunikationsansvarlige efter at få lov at se den ansatte, som udtaler sigs udtalelser.

Jeg endte med at sige ja, fordi jeg ikke så de store problemer i det, men her efter jeg har tænkt mig om, synes jeg egentlig, det er lidt problematisk. For hvorfor? Er det bare for lige at se, hvad der bliver skrevet, eller er det for at overvåge ansattes udtalelser?

Jeg ved det ikke.

Og kilder igen

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg som sådan SKAL have en udtalelse fra Rune Lykkebjerg, men min artikel føles en anelse tynd, hvis ikke jeg får det.

Nu har jeg ringet til ham hver dag siden jeg begyndte på projektet. Han svarer ikke på mine opkald. Jeg har selvfølgelig lagt en besked. Jeg har sendt ham en mail, og en mail om at han nok ikke har fået min mail. Og nu begynder jeg at blive sur. Man må sgu godt lige svare.

Blev der sagt.

 

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 3: Syv Journalistiske Benspænd

Siden Nana Toft i går fik mig til at tænke på, at min ide med at skrive i en uge efter dogmerne i de syv benspænd nok ikke er verdens mest originale, overvejede jeg kort, om man så ikke bare kunne gøre det omvendt. Dogmatisk sørge for ikke at overholde et eneste benspænd.Tage alle interviews på mails, kun bruge én kilde – og måske endda en ligegyldig en af slagsen, og hente alle mine andre oplysninger ved at skrive “Berlingske skriver,” og “skriver Politiken”. Og så naturligvis nægte min kilde citattjek og lade min ene kilde være Niels Egelund.

Men kan jeg overhovedet interviewe på mails? Jeg er i tvivl, om jeg rent faktisk ved, hvordan man gør. Jeg har en enkelt gang brugt en udtalelse fra skatteministeriet, som Finn Serup sendte til mig, fordi det var den bedst mulige løsning. Men jeg var ærligt talt lidt loren ved at gøre det.

Jeg nægter selv at læse én kildehistorier – hvorfor jeg også synes, det er lidt noget pjat, at jeg hver uge skal skrive en note til skolen. Og vil da i hvert fald ikke skrive dem. Med mindre selvfølgelig, der er en virkeligt god grund til det. Kan bare ikke lige komme på den.

Og jeg ville dø af kedsomhed, hvis jeg bare skulle kopiere andres arbejde.

Jeg nåede frem til, at det ville jeg sgu nok ikke kunne finde ud af.

Niels Egelund

Jeg synes egentlig, det er ved at være lidt synd for den gode Niels Egelund, at vi bliver ved med at hænge ham ud. Jeg kan godt se, at han er blevet brugt meget. Men det er vel ikke hans skyld. Han kan selvfølgelig nægte at udtale sig om emnet, men nogen skal jo også give ham muligheden for at svare/nægte/smække røret på i frustration over at blive forstyrret i sin forskning af endnu en dum journalist.

Jeg har derfor faktisk overvejet at tage fat i ham, og høre, hvordan han har det. Ved ikke, om det overhovedet kan bruges til noget som helst andet end at tilfredsstille mit eget behov for at være sær og nytænkende. Men det er vel lige så interessant at høre, hvordan Egelund oplever at blive kontaktet, som det er at høre, at han altid bliver kontaktet.

Jeg ved det ikke. Det er en strøtanke.

Kilder

Jeg har tænkt utroligt meget over de her kilder. Det jeg skriver om, ved siden af det med de Syv Journalistiske Benspænd handler om arbejdsmiljø, handler om arbejdsmiljø. Og der er jo tusinde forskere derude, som måske kan bruges. Men hvordan finder man den perfekte ekspertkilde?

Normalt, hvis jeg skal have et interview med en ekspertkilde, ringer jeg det hjem, med mindre, jeg skal have forklaret noget, som er ret komplekst. Så plejer de selv at invitere, men ofte sådan lidt irriterede over at blive afbrudt.Her skal jeg jo ud og møde dem. Så jeg skal finde tid i deres – og min – kalender. Og hvis det, de siger er noget bøvl, så har man pludseligt spildt ret vigtige mandetimer.

Måske jeg bare er gået All – Lars-Von-Trier – på det her projekts røv, men hvis jeg følger dogmerne helt til bunds, tager tingene jo ret så mange overvejelser. Især når man ikke lige har en kæmpe kildenetværk, stadig er grøn i faget og i det hele taget famler sig frem. Måske ikke helt i blinde, men i hvert fald med behov for ret store journalistiske hinkestensbriller

I går skrev en af mine yndlingslæsere/bloggere Ducky,

“Så er der jo også lige den omstændighed at mange af dem der skal interviewes laver andet end at sidde og vente på at blive interviewet. For det tager altid længere tid når det er face to face end i telefonen. Så derfor synes jeg tit det kan være lige så rart at journalisten ringer op.”

Og hun har jo ret. Når jeg sidder og skriver, og nogen ringer og spørger, om jeg har tid til at mødes, ødelægger det ikke bare den halve times skrivetid, som jeg bruge på interviewet. Det ødelægger også de fem minutter før, fordi jeg ved, at der skal komme nogen, og også de fem minutter efter, fordi jeg lige skal finde tilbage i mit arbejde.

Det er ikke et problem for mig, fordi det oftest er den, der forstyrrer, men det er godt at have in mente.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 2: Syv journalistiske benspænd

Jeg ringede til Nana Toft i går – ikke for et interview. Naturligvis.

“Jeg kører lige på en cykel, men hvis vi kan gøre det her, er det fint,” sagde Nana Toft

“Jeg tænkte faktisk på, om vi ikke kunne mødes,” sagde jeg kækt.

“Næhhh sikken en overraskelse,” sagde Nana Toft. Ironisk. Men hun ville gerne mødes med mig onsdag.

Og så var min ide måske alligevel ikke så original. Det er jeg måske lige nu heller ikke så overrasket over, at den ikke var. Men i går syntes jeg godt nok, at min ide var frygteligt original og god. Så jeg fortsætter.

Det er ikke fordi, der er den store forskel på den måde, vi arbejder med journalistik på DMJX, og den måde, man gør det i det syv journalistiske benspænd.

Nana Toft spurgte mig også, hvordan det havde været at arbejde med projektet ind til nu, og jeg svarede, at det krævede lidt mere logistik end ellers, fordi telefoninterviewet ikke var et mulighed. Men hun sagde så også, at det jo først, er når vi kommer ud af skolen, at vi får lært alle de her unoder. Og det er nok rigtigt. Vi skriver jo aldrig

“… skriver Politiken mandag” – artikler.

Vi har også nogle undervisere, der kræver, at vi interviewer de vigtigste kilder face 2 face, ligesom de gerne beder os om at ringe til andre kilder end bare de klassiske ekspertkilder, som nærmest har deres eget lille ekspert-reality-show – Det er dig, jeg kigger på, Niels Egelund.

Ren utopi

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ikke bare er tale om ren utopi, som jeg jo også skrev i går. I går havde jeg undervisning/forelæsning/pressemøde (call it what you want, jeg sad på en stol i et lokale, hvor folk, der en gang skal være journalister, stillede spørgsmål) hele dagen. Normalt ville jeg kunne rende ud i pauserne og tage et telefoninterview og få ringet mine historier hjem. På den måde ville jeg kunne holde fri torsdag og fredag. Nu kommer jeg til at bruge onsdag, torsdag og fredag på at cykle ud i KBH og lave interviews.

Hvad med webberne?

Netop i forbindelse med, at jeg ikke bare lige kunne ringe artikler hjem, kom jeg til at tænke på journalister, der producerer til web. Ofte skriver de 2-3 artikler om dagen.

Skriver man 3 artikler på en dag, har 2 kilder på hver og interviewer dem face2face, skal man bruge mindst 3 timer på interviews om dagen. Plus transport og hilsetid.

Skal man også finde nye ekspertkilder hver gang og for troværdighedens skyld gerne have en ekspertkilde på hver artikel, skal man lige lægge mindst 15 minutters ekstra research til – ikke for at finde den bedste kilde, men for at finde en ny.

Man skal jo også være konstruktiv. Men hvor går man hen, når dem, der kan forandre noget, ikke gider snakke med en? Går man så bare til de, der gerne vil forandre noget igen? Eller skal man skrive det? Jeg ved det ikke. Nu skriver jeg her, at Bo Lidegaard er på ferie og ikke kan mødes med mig. Så jeg forsøger fortsat at få fat i Rune Lykkebjerg.

Når nu kilderne også skal sikres citattjek, kommer vi også under et vist tidspres. Laver man nyheder og skal være først, tror jeg ikke, det er en mulighed, at sikre at alle kilder har godkendt deres citater. Det sikrer selvfølgelig korrekte oplysninger, men det sikrer også, at andre bare breaker den før en selv. Selv hvis alle danske medier gik med på denne her ide om  at tage sig tid til alle dogmerne, ville læserne så ikke bare gå til udenlandske nyhedssites, når nu danske medier så bare altid var for langsomme?

Det ville i hvert fald større omfordeling end bare mere tid og flere journalister. Også af modtagelsen, og den kan man ikke sådan lige rykke ved.

Jeg tror ikke, det er muligt at arbejde på denne måde til web, med mindre web går tilbage til at være evisen i kortere form. Og det tror jeg faktisk ikke, der er nogen, der ønsker. Nogle medier, der ikke arbejder med breaking, kan måske arbejde på denne her måde, men jeg ser ikke størstedelen af danske dagblade implementere de her dogmer i hverdagen.

Dermed ikke sagt, at de er meget gode at have i baghovedet, og at stræbe efter.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Syv journalistiske benspænd

I denne her uge er jeg på studietur i min hjemby. Det er ret lækkert at kunne sove hjemme hver aften og at cykle rundt til aftaler frem for at drøne med DSB hen over Fyn og op gennem Jylland – og tilbage igen – mindst en gang i løbet af ugen. Ofte 2.

Derfor skyndte jeg mig også at sige ja, da redaktøren på Illustreret Bunker – min skoles avis – spurgte, om ikke de syv benspænd var noget, jeg måske kunne skrive om. For det var det. Og når nu, jeg havde muligheden for at cykle til aftaler, kunne jeg jo ligeså godt spænde ben for mig selv samtlige syv gange på vejen.

Jeg har tidligere skrevet om Breaking News for “Bunkeren” – og det, synes jeg, faktisk var ret sjovt. Den ligger på side 13, hvis det er.

Jeg synes faktisk rigtigt godt om projektet med de syv journalistiske benspænd, men synes også, det kan grænse til at være en smule utopisk. Er der virkeligt økonomi til at bedrive journalistik i det tempo, mange læsere vil have nyheder i dag, uden at ringe en historie hjem, eller uden at kopiere? Kan man finde en ny ekspertkilde, hver gang, og kan det overhovedet betale sig?

I løbet af denne her uge skal jeg producere éen film og tre artikler. Den ene skal handle om de syv benspænd, de andre om noget andet. Jeg vil forsøge at køre dem alle hjem med benspænd, men SKAL køre den første hjem på den måde.

Jeg vil forsøge at blogge lidt om mine oplevelser med det undervejs her på siden, og hvis du ikke synes, der er noget som helst interessant i journalistik og medier (er du nok gået det forkerte sted hen), er du mere end velkommen til at kigge forbi i næste uge, hvor jeg nok igen skriver om hverdagens trivialiteter.

 

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

 

 

Status

Jeg sidder med en knude i maven over alt det, jeg ikke har nået endnu. Jeg gør lidt status. Over det sidste år. Over alt det, jeg ikke kan endnu. Over det limbo, jeg er i lige nu. Har jeg sagt, at der er 5 måneder til panikdag?

Jeg er fyldt 25.

Det er ikke gammelt. Men det er heller ikke så ungt, at jeg kan sige, at det er nogen andres skyld, at jeg har det, som jeg har det. Og det er gammelt nok til at ”tag dig sammen” er den eneste løsning, når piv ikke virker. At synke sammen og regne med, at nogen klarer skærene for mig, er i hvert fald et løb, der er kørt med teenagebussen.

Jeg er ikke modig.

Faktisk er jeg oftest en kujon. Lige indtil det kommer over mig, og jeg slet ikke kan få nok af at udfordre mig selv. Sådan nogle dage havde jeg i november. December handler meget mere om at gemme mig under sengen og håbe på, at det hele ordner sig selv. Det gør det ikke. Men det ordner sig. På en ene eller anden måde. Altid.

Jeg er hjemløs.

Det nærmeste, jeg kommer på et fast holdepunkt for det sidste år, er lyntoget mellem Århus og København.  Det sidste år har jeg været sammen med tusindvis af andre mennesker på toge fra den ene ende af landet i op til 20-25 timer om ugen. Jeg må ikke bo med min kæreste, og det er årevis siden, jeg rigtigt har boet et andet sted. Så jeg holder bare fast i min computer og min telefon og min moleskine. Der ligger hele mit liv faktisk. Alt det tøj, jeg ejer, kan jeg bære i en sportstaske og bøgerne ligger for meget i kasser. Jeg holder bare fast og regner med, at det går.

Jeg bor i en bog.

Den eneste måde, jeg kan skjule, hvor dårlig jeg tror, jeg er til at være journalist, er at være flittig. Jeg har læst mine ting og styr på mit lort, så ingen kan komme og sige noget. I virkeligheden er det sværeste i verden, at få hul på boblen til de selvstændige tanker. Og til beslutsomheden. Når den sværeste at snyde er mig selv, gælder det om virkeligt at tro på, at man kan et eller andet. Så overbevises jeg nok engang.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Jeg tror ikke på illusioner og luftkasteller. Men jeg tror, at jeg nok skal klare den. Og hvis ikke dagene er nok, må jeg tage natten til hjælp.

Det går bedre.

 

Selvtillid på DMJX

Det her bliver personligt og navlepillende. Du er advaret.

Det er ikke så meget en frygt, som det er min egen indre skildpadde. Jeg er nemlig ikke bange for en dag at blive trykt. Jeg er til gengæld helt sikker på, at ingen nogensinde har lyst til at udgive noget, som jeg skriver.

I mange år var jeg helt sikker på, at jeg skulle være journalist. Så gik jeg fra det igen. Ofte sagde jeg, at jeg ikke turde søge ind på journalisthøjskolen – men nu er det jo ikke den eneste måde, man bliver journalist. Andre gange sagde jeg, at det også var for hektisk, og at jeg ville have det meget bedre, hvis jeg bare fik lov at fortsætte med at gøre rent på hospitalet. Indtil for en uge siden, var jeg også helt sikker på, at jeg skulle være journalist. Og så ramte min gamle ven manglende selvtillid mig med en kæmpe mavepuster.

Hvad jeg nemlig ikke sagde dengang, var sandheden. Nemlig at jeg er pisse hamrende bange. Bange for ikke at slå til og bange for aldrig at blive god nok. Og i bund og grund synes jeg bare ikke, at jeg fortjener at blive den person, som jeg drømmer aller mest om at være.

Jeg frygter, at hvis jeg nogensinde kommer på skrift, vil en eller anden redaktør se det og sige “det er da godt nok det værste, jeg nogensinde har læst,” eller “kan vi ikke alle sammen i hele branchen blive enige om, at hende ansætter vi aldrig”.

Problemet er nok, at jeg langt hen ad vejen er tilbøjelig til at give dem ret. Jeg oplever ikke verden sådan, at jeg har ret til at komme på tryk. Jeg synes ikke, jeg er sjov eller dygtig. Jeg synes, jeg er middelmådig – faktisk måske endda definitionen på middelmådighed – en 7’er helt ind til benet. Der er garanteret meget mere talent i hvem som helst andens lillefinger, end der er i hele mit småfede korpus. Jeg fortjener ikke at få lov at skrive nyheder, for jeg bliver aldrig god nok.

Og så gemmer jeg mig. Gemmer mig fra det hele med al min kvalme over mig selv og over en enkelt gang at have stukket hovedet frem og sagt “Jeg vil gerne være journalist”. For jeg tror, jeg kommer til at skuffe dem, der hepper på mig. For jeg tror ikke, jeg er dygtig nok.

For jojo. Jeg er da hamrende flittig. Jeg læser alt hvad jeg kan komme til, jeg skriver alt, hvad jeg kan komme til. Jeg ved ikke, hvad i alverden, jeg skal lave, hvis jeg ikke bliver journalist, for jeg lever og ånder medier, journalistik og nyheder. Jeg er irriterende nysgerrig og stædig nok til at grave i timevis – og indigneret nok til at blive ved, selv når stædigheden slipper op.

Men hvis du spørger mig og min selvtillid, bliver jeg nok aldrig rigtigt god nok.

Derfor var det også lidt en befrielse, da jeg her til aften på Politikens debattør- og kritikerskole hørte Martin Krasnik sige, at han altid forbandede, når han skulle skrive. Han har nok ikke samme latterligt lave selvtillid som jeg, men han fik i hvert fald sat ord på en enkelt eller to af de tusinde følelser, der stormer i mig, når jeg er på dybt vand og midt i et kæmpe projekt, som jeg ikke synes, jeg kan overskue. Og det gjorde mig rolig. Om ikke andet i et øjeblik.

Always børneradio

Hver mandag til fredag sad jeg der. Foran radioen og lyttede til Børneradio mens alle dem, jeg drømte om at være, var på fritter et sted i København – og så var de inden i min radio. Man kan ikke sige, at jeg sigtede højt, men når man er bosat i Hammel, skal der ikke meget til, før man drømmer sig et andet sted hen. Og for mig, var det andet sted altså København. Nærmere bestemt Amager – af alle steder. Underlige barn.

For mig var Børneradio et fristed. Det var følelser på lyd, og det var voksne, der mødte mig på mit niveau. Der er sikkert mange, som har oplevet det som latterligt. Sikkert lige så mange, som oplevede at blive talt ned til. Men jeg blev hørt på en fjollet og absolut politisk ukorrekt (jo det kan man godt sige) måde. Jeg slap for Tværs’ følehelvede, som blev lidt for overvældende, når man er 12 år, men fandt i stedet ud af, at der fandtes andre, der tænkte bare lidt på samme måde som mig.

Jeg har brugt aftenen i min egen fortid med Børneradio og de rester, jeg har kunnet finde på nettet – der er skruet rigtigt om for patos i dag. Beklager. Men det er også rigtig mange andres barndom. For mens jeg sad og klikkede rundt fandt jeg ud af, at Børneradio har fandtes i tæt på evigheder – eller i hvert fald siden en gang i 70’erne. Det er jo helt fantastisk. Jeg har fundet programmer så langt tilbage som til 76.

Jeg har hørt kaffekopper, der fløj rundt på bordet i 1980 og cigaretter, der blev skoddet i 1985. Men mest af alt er jeg blevet mindet om, at radio giver mig billeder i hovedet, hvis det er formidlet ordentligt – og det var Børneradio.

Og hvorfor nu alt dette her Børneradio-snak? Fordi:

I dag var jeg til et oplæg ved BBCs Paul Myers, som lærte os at genskabe ting og sager fra nettet. Så rod ikke uklar med mig. Jeg kan finde virkeligt mange ubehagelige ting om dig på nettet, som du tror er slettet. Siger det bare.

Problemet var bare, at selvom de her værktøjer nok skal blive rigtigt gode, når jeg en gang bliver voksen, så var det eneste, jeg kunne tænke på, at finde en af de gamle jingler til Børneradio. Always Børneradio. Du kan ikke huske den? Det er ok. Jeg har fundet den på tekst, og på lørdag har jeg den også på lyd. Værsgo’

Skærmbillede 2013-10-03 kl. 19.51.10

Kurt kommer forbi

Jeg er ret modløs for tiden. Al selvtillid er fløjet fra reden og selvkritikken er enorm. Jeg kan ganske enkelt ikke skrive noget uden at synes, det er frygteligt. Men det er ikke min skyld. Og det er altid godt, når man kan give nogle andre skylden.

Det er nemlig Kurts skyld. Eller faktisk er det min undervisers skyld… eller i virkeligheden er det nogen fra DR, der har lavet en “morsom” videos skyld. Se selv. Tre forskellige man kan give skylden for manglende selvtillid. Det er da ikke helt ved siden af.

Hvad de har gjort? Jo nu skal du høre.

Det hele startede med, at jeg endelig havde lidt styr på min skrivning igen. Jeg fik både skrevet i hånden og på computer, fik blogget hver dag og følte kæmpe overskud på den front.

MEN

Så var det, at min underviser, Mette Mørk, syntes, at hun skulle demonstrere, hvordan man ikke skal interviewe, ved at vise denne her video

…og det er da også rigtigt. Problemet er bare, at hver gang, jeg skriver en artikel eller en blog, kan jeg høre Kurt Leth læse den højt. Så førend Kurt har forladt mine tanker – både nat og dag, puha det er frækt, så har jeg minus på selvtillidskontoen.