Category: Klummer

Spænd ben for dig selv

Foto: Thomas Emil Sørensen

Foto: Thomas Emil Sørensen

I syv dage testede jeg de syv journalistiske benspænd. En juniorudgave i forhold til de rigtige deltagere, som bruger syv uger. Jeg gik all-in og anerkendte, at nattesøvn ville jeg kunne få ugen efter. Og det kom der faktisk meget godt ud af.Jeg har skrevet en klumme om det.
Den kan du læse på Illustreret Bunkers hjemmeside

Jeg er måske Generation Y

Der bor en voksen mand inden i mig. Og jeg vil godt bede nogen om at fjerne ham. Om ikke andet, så bare for en stund. Måske der er nogen, som har mere brug for ham, end jeg har.

Berlingske Media holder en innovationsworkshop for studerende i denne her weekend. Mig og mine ideer er med. Og så kan man mene om det, hvad man vil, men hvis man vil diskutere kreativ klasse og arbejdsvilkår, skal man komme tilbage igen en anden gang. Der er et indlæg på vej, men det er slet ikke klart endnu.

Så. Tilbage til den gamle mand og maven.

Denne her innovationsworkshop handler om at skabe nye medieideer til generation Y. Og den fik vi så forklaret sådan her:

  •        Født mellem 1980-1995
  •        Bruger gerne penge på luksus
  •        Forkæler sig selv
  •        Går op i sit udseende

Og det passer da også meget godt. Sidst jeg tjekkede, var jeg i hvert fald både født i 1988 og hamrende selvcentreret. Jeg har trods alt en blog, hvor jeg forestiller mig, at jeg er spændende nok til, at andre rent faktisk gider læse om mig.

Mine medievaner tror bare, at vi er født i 1960 og hedder Lars Ole.

For noget af det, der også kendetegner Generation Y, er åbenbart, at de ikke læser aviser, at de voksne i Generation X ikke ved, hvordan de skal skabe nye platforme til Y’erne (begynder at lyde lidt som en folkeskole med X’ere og Y’ere). De hører heller ikke radioavis, og TV er noget man tænder for, for at slappe af eller få selskab.

Noget der åbenbart ifølge medieteoretikere kendetegner mænd er, at de vil have hard news og ikke så mange bløde facetter.

Jeg hører P1, læser Weekendavisen, Information og Politiken, ser TV-Avisen klokken 21.30 og læser nyheder på nettet direkte fra netaviserne egne hjemmeside. I øvrigt vil jeg gerne selv bestemme fuldt over mine medievalg. Jeg ser fx aldrig flow-tv, medmindre jeg har tjekket, hvad der kommer i et tv-program først. Og jeg lader mig meget sjældent “bare underholde”.

Bevares, jeg bruger Twitter til næsten alle udenlandske nyheder. Og Twitter, har jeg fået at vide, er frygteligt ungt og underligt for udenforstående. Men jeg tror, at hvis man fjernede alle dem, der talte om Justin Bieber på Twitter, ville den danske gruppe af tweeps have en gennemsnitsalder et godt stykke oppe i 30’erne. Eller måske endda 40’erne.

Men der skal jo også være nogen tilbage til at redde de trykte medier og TV-Avisen, når nu de ikke selv kan finde ud af det. Og det må jo så være mig.

Men jeg gad egentlig godt en gang imellem, at nogen gad tage Lars Ole. Bare lige for en weekend, så jeg ikke gik i byen, mens jeg var dybt bekymret for situationen i Syrien. Eller så jeg kunne snakke bare lidt med om pop-kultur, fodbold og reality. Eller så jeg bare i det hele taget ikke altid har læst og interesserer mig for ting, som mange af mine jævnaldrende ikke har nogen anelse om, hvad er, fordi det alt sammen stod i printavisen. Eller så jeg bare i det hele taget forstod en bønne af, hvad der blev snakket om. Bare en gang i mellem.

Måske man kan få en aflastningsfamilie til sine medievaner. En sød familie med to børn og en kone, som Lars Ole så kunne gå rundt og være voksen sammen med. Og belære de der fiktive børn om vigtigheden ved at holde avis og holde sig opdateret.

Men ind til det sker, må jeg vel finde mig i at have fået en middelaldrende mands hjerne.

Undskyld, men har du set Helle og Özlems efternavne?

Jeg taler ikke så meget om køn (LØGN)… ok. Jeg skriver ikke så tit om køn. Så. Folk har det jo med at blive frygteligt sure, og jeg er jo egentligt ganske tilfreds i mit eget. Så jeg tænker bare mit og siger det måske højt, hvis det kammer helt over.

Men jeg har lagt mærke til noget. Vores statsminister har ikke noget efternavn. Det har værdiordføreren for Dansk Folkeparti heller ikke. Og heller ikke kulturordføreren for SF.

De tre har ellers ikke sådan særligt meget tilfælles. Altså ud over at de tjener mere end gennemsnitsdanskeren, og så har de ingen tissemænd.

Alle vores tidligere statsministre har til gengæld haft efternavne. Og tissemænd. Ingen kunne finde på at tale om Poul, Anders og Lars og så bare regne med, at vi alle sammen vidste, hvem der var tale om. Siger man til gengæld Nyrup, Fogh og Løkke, er vi ikke i tvivl. Det er vi selvfølgelig heller ikke, hvis der bliver sagt Thorning-Schmidt. Det gør vi bare ikke så ofte som vi burde.

For af en eller anden grund, er det helt acceptabelt bare at tale om Helle. Og Pia. Og Özlem. Især hvis det er sådan lidt nedladende, og man ikke er enig med dem. Og det er der jo mange, der ikke er. Enige. Så siger man ”Helle kunne da også bare gøre…”. Og det kunne hun sikkert godt, men jeg har aldrig hørt nogen sige ”Lars burde altså bare…”. Så har det heddet, at Lars Løkke burde gøre et eller andet. Eller at Statsministeren burde gør et eller andet – og måske endda få fingeren ud og gøre det.

Det er selvfølgelig oftest i den daglige tale, jeg har lagt mærke til det. Det med efternavnet. Særligt fordi jeg også selv gør det. Tog mig selv i at tale om Özlem og Margrethe, men om Claus Hjort. Men jeg er ikke alene.

Medierne kan også finde på det. Her er fx et godt eksempel fra Ekstra Bladet. Og fra DR. Men ovre på Twitter, hvor tonen er lidt mere dagligstue, gør folk det i stor stil.

Özlem går hjem og vil ikke svare på, hvad hun stemmer i salen i morgen. #dkpol #sfgate

— Marchen N Gjertsen (@Marchen_Neel) January 29, 2014

Jeg forestiller mig, at det har noget at gøre med, hvordan vi kodet ser på mænd og kvinder. Sådan socialt. Mænd er autoritetsfigurer, som, når de optræder som statsmænd, er en figur, der afmaskuliniseres, hvis de mister deres efternavn. Hvis man kan tale om at magt og efternavne er maskuline. Der ryger i hvert fald lidt af pondussen, hvis man ikke har noget efternavn. Og det kan måske mærkes tydeligere i formidlingen, når mænd mister deres efternavn. Det har i hvert fald været tydeligt, de gange, Lars Løkke Rasmussen har mistet sit og er blevet til Lille Lars. Men der har selvfølgelig også været tilføjet øgenavn.

Nå. Men no shit Sherlock! til det med efternavnene. Og nu kommer Pilgaard så lige op i det røde felt.

Hvis ikke vi sådan rent socialt, og af os selv, kan finde ud af, at kvinder ikke kun er bløde værdier og hjemmegående striksweatre og babygylp, og at magt ikke nødvendigvis kun er noget, som mænd skal have, så må vi se at få fingeren ud og se ud over vores egne små forudindtagede holdninger og se lidt mere nuanceret på verden end bare den, der er skabt af vores egne stereotypier.

Og jeg er ellers en kæmpe fan af stereotyper. De gør min verden så meget nemmere. Men det gør den jo ikke bedre. Sgu.

Så når jeg bliver voksen, så skal alle kvinder også have efternavn, og hvis jeg nogen sinde kommer til at glemme det i en artikel (som ikke handler om børn eller folk, der har bedt om at få fjernet efternavnet), så giver jeg flødeboller til hele Østerbro. Blev der sagt.

Hvor bor Curlingsbørnene?

Jeg kender dem ikke. Jeg har aldrig mødt dem. Alligevel fylder de meget. Både i mine medier, på mine sociale medier og faktisk også i mange af mine samtaler.

Curlingbørnene er alle vegne. Men de findes jo ikke.

Skulle jeg tro på, hvad jeg hører, er de og deres forældre skyld i, at der hverken er boliger eller jobs. Hverken til min egen generation eller den ældre.

Eller undskyld. Vi er skyld i, sammen med vores forældre, at der ikke er boliger, mad, jobs, penge eller noget som helst andet til generationen over vores. For det er jo alle os, der er curlingbørn, der er skyld i det. Generationen ældre end min har jo aldrig har fået noget. I stedet har de stået og varmet sig i en kokage, og i det hele taget ved de, hvad det vil sige at arbejde for noget, man gerne vil have. Sådan lyder det i hvert fald næsten, når medierne kommer ind på emnet: curlingbørn.

For det har vores generation jo aldrig prøvet. Reelt kan vi ingenting, har jeg ladet mig forstå. Vi får i stedet vores forældre til at søge jobs for os, de køber vores lejligheder. Og når noget går galt på universitetet, skynder vi os alle sammen hjem til moar og farmand og klager vores nød. For så skal de nok tage affære. Så ringer de fluks til fakultetet, instituttet eller ve oh skræk direkte til rektor, så vi små pussenussebørn ikke selv skal kæmpe vores kampe. For det kan vi overhovedet ikke finde ud af. Vi ved slet ikke, hvordan man gebærder sig. Har jeg hørt.

Forkert igen. Der findes helt garanteret forældre, som tager deres ansvar som beskyttere for langt. Forældre som i misforstået forsøg på omsorg overskrider de basale rammer for, hvor langt de kan gå for at passe på deres børn. Men i stedet for at italesætte det som om, at fænomenet findes, vælger medierne at fremstille det som om, at hele generation X-Y-Z-H-vad end man kalder os, der er født fra 1985 og frem, alle sammen får tørret røv af vores forældre.

Jeg har aldrig mødt de curlingbørn, der evindeligt bliver talt om i medierne. Aldrig nogen sinde. Jeg har mødt nogen, hvor jeg har tænkt, at de måske skulle prøve at kæmpe i stedet for at se til. Jeg har mødt personer, som har svært ved at sætte sig ind i andres fattigdom, fordi mor og far har penge nok. Men jeg har ikke mødt dem, som ikke kan kæmpe en kamp selv. Jeg kender måske en person, som render til mor og far, hver gang, der er problemer på skolen. Men derfra og til at bede dem kæmpe sine kampe. Derfra til at have forældre med til jobsamtaler. Derfra til at opføre sig forkælet. Der er meget langt.

Det projekt, som Curlingbørn-beskrivelsen er en del af, handler i bund og grund om at skamme en hel generation for at have opnået og fået en række muligheder, som tidligere generationer ikke har haft.Det er et projekt, som ender i stigmatisering af unge mennesker.

Men vi er ikke forkælede. Vi tjener vores egne penge, og vi sidder ofte og læser i op til 16 timer i døgnet. Jeg har arbejdet, siden jeg var 12 år gammel. Det jeg ejer, det har jeg købt.

Den del, som man ikke ser, når man får beskrevet den fæle forkælede ungdom er, at den er en myte. En myte, som selv Sokrates bar til bålet for at tale dunder for. Er vi virkeligt ikke kommet længere? Hvordan kan det være så svært at huske 20 år tilbage i tiden?

Jeg medgiver, at der findes nogle børn og forældre, som har misforstået, hvor grænsen går for, hvad børn selv skal stå for – også de voksne. Men at udråbe en generation som curlingbørn er med til at brændemærke en hel generation som umyndige – medierne umyndiggør alle os, der er født fra 1985 og frem. Og det er temmeligt problematisk

Lortekartofler

Jeg har egentlig aldrig kunnet lide varm mad indsvøbt i sukker og smør. Jeg ved godt, at det som dansker er helligt brøde, at afsværge glaseret skinke og kartofler med halvbrændt sukker tilsat kernet fløde.

Men fred være med det. Nogle mennesker synes åbenbart, at det er helt fantastisk, og det har jeg tidligere haft det fint med.

Men det har jeg ikke mere.

Brunede kartofler kan fra nu at findes på listen over ting, jeg nægter at se på.

Hvorfor?

Fordi Ricky elsker brunede kartofler. Altså. Det er ikke derfor jeg hader dem. Men hold nu kæft og hør historien.

I skrivende stund hænger der sukkerlage i loftet. Og på døren. Og på vinduet, og alle andre steder i en radius af 2,5 meter fra vores kogeplader.

I går havde vi aftalt, at menuen stod på julemad. Jeg er kræsen og kan egentlig ikke så godt lide det. Rødkål holder jeg mig fra, sukkerkartofler kan andre få lov at spise og and er ret fedt. Men nu er det jo altså Rickys livret.

Det er jo egentlig mig, der er kokken i lejligheden. Men eftersom det er Goldby, der kan lide maden, stod han for alt andet end sovsen.

Og så rørte jeg ellers det bedste, jeg havde lært. I sovsen forstås. Hvad, jeg ikke havde tænkt på, var, at sådan nogle glaskartofler kan sprænge i luften, hvis de kommer under tilpas pres.

Og det gjorde de så. Ud over mig. Havde jeg ikke haft briller på, havde jeg fået det lige i øjet. Det siger mine meget fedtede briller i hvert fald. Men nu havde jeg briller på, så jeg har bare fået en masse brandvabler.

På næsten

På hånden

På armen

I ansigtet.

Øv.

 

Så derfor.

 

Kære opfinder af brunede kartofler

Fuck dig.

Hilsen Ronja Pilgaard og hendes 15 forbrændinger

 

Vi snakker fandme hele tiden om vejret

Så sidder jeg her igen. På DSBs Sjællandsraket genne Danmark fra Aarhus til København. Det gør jeg flere gange om ugen. Både den ene og den anden vej.

Og så tager jeg billeder. Til stor gene for de af mine venner, der holder nok af mig til at følge mig på Instagram, tager jeg millioner af billeder ud gennem ruderne på et IC3-tog.

Hvorfor? Fordi jeg da har behov for at fortælle, at nu er det toget ude ved møllerne ved Sprogø – eller at der er regnbyger, som pjasker mod ruden og nøj hvor er det pænt. Og jeg lover, at efter 2 timer i et tog er alt pænere end blå sæder og DSB-uniformer.

Nej hvor er det altså pænt. Og det skal alle da have at se.

Og så tager jeg et billede. Putter det på Instagram, som så deler billedet på både Facebook og Twitter for mig.

Men jeg er ikke alene. Det er vi tusinder af danskere der gør – tager billeder af vejret. Det er ikke altid fra tog, det foregår, men så er det fra cykel, bil eller gåben – for nu skal vi rigtigt dele, at vi også har set, at det pjasker ned, og at vi også er blevet våde og at vi også er glade for vores regntøj, når det regner.

Lige som alle de andre.

IMG_3946

Solen skinnede til mig på Instagram. Det gjorde den også til resten af København. Men Kathrine er sgu fin!

I går var det noget med nogle regnbuer. I dag noget med noget regn.

Er de sociale medier blevet så udvandede, at det eneste, vi kan finde ud af er enten at tale om vejret eller hvor åndssvage de folk er, som taler om vejret?

For hvis vi ikke har travlt med at tage billeder af, at solen enten skinner, eller at den ikke gør – for jo, der er de to muligheder – så skoser vi dem, der gør det.

Demokratisk set åbner de sociale medier for viden til alle. Der er, hvis man ønsker det, åbent til nyheder fra hele verden, billeder fra en verden, man aldrig kan komme nær, hvad enten man interesserer sig for international politik, mode eller veganske retter, som ikke har været varmet op til over 42 grader og som spises på Aruba. Det er alt sammen derude. Men alligevel er det, der optager os mest, at ligne alle de andre – at enes om, at det regner.

Nu er det ikke fordi, jeg skal være sur og gammeldags, men kunne man evt. ikke bare kigge ud af vinduet? Gud forbyde, at jeg nu foreslår, at man i stedet talte med sine medmennesker i stedet for at leve med hovedet i en smartphone. Men jeg lover, at hvis man kigger op, er omgivelserne væsentligt bedre til at informere om vejret end både DMI og Yr.No

Men vejrudsigter er vigtige for os. Det handler om et behov for at vide, hvad der skal ske. Derfor fylder det hele bagsiden af MX, og derfor er der en vejrudsigt i slutningen af samtlige nyhedsudsendelser på TV.

Der er så mange vejrudsigter der uden, at man, lidt som med madprogrammer og dyr, altid kan være 99 % sikker på, at der lige nu, et eller andet sted under en tv-kanalrundfart, vises en vejrudsigt.

Derfor er det mig en gåde, at vi fortsat overraskes over vejret og har behov for at dele det med vores medmennesker på de sociale medier.

I mine øjne er der vigtigere og sjovere ting, vi kunne bruge de sociale medier til.

Eller er det bare mig, der følger de helt forkerte mennesker?

IMG_3989

Solen skinnede på Vejle Fjord – taget igennem et togvindue. Naturligvis

Kære Søren Krarup

Jeg startede på Politikens debattør- og kritikerskole i går. Aftenen blev indledt af den kære Søren Krarup, som gerne ville gøre op med kulturradikalismen.  Jeg havde en fest. Andre var nok bare sure. Senere fik jeg glæden af Lisbeth Zornig og Karina Pedersen i Klinch om underklassen. Det var fantastisk at opleve så forskellige menneskesyn – og en verden så langt fra min egen. Til sidst fik vi glæden af Mathias Tesfaye, der vist snakkede om skyld, debat og arbejde. Jeg er faktisk ikke helt sikker, for jeg blev helt hylet ud af den, da han sagde, at drenge, der var født i 80’erne var nogle knudemænd og fulgte op med “Vi er mere Dylan end Brandon”. 90210 kærlighed ud over det hele. Derefter kom han også med punchlinen “Nu er jeg jo ikke kommunist mere”. Smukt

Det er ikke fordi, at jeg er svær at imponere. Jeg ved det gør. Men jeg havde en fest. Mest af alt med Søren Krarup. Så derfor skrev jeg et lille brev til ham.

 

Kære Søren Krarup

En kop kaffe med dig, ville være en ren Matador. Og jeg elsker Matador. Elsker når Maude lægger sig og elsker når Ingeborg ser fortørnet ud. Mest af alt elsker jeg, når Hr Scwann siger, Næh – nu har jeg aldrig. På samme måde elsker jeg også, når Matador bliver en lille smule skabet – og det tror jeg også, du gør.

Jo jeg gør. Du må gerne sige mig i mod, men lad mig først tale ud.

I går havde jeg en fest til Politikens debattør- og kritikerskole, hvor du berigede os med dit selskab og dit syn på kulturradikalismen. Omkring mig lød fnys og den sagte skraben af øjne, der vendte sig mod himlen i deres huler.

Men ikke hos mig. Jeg grinede og smilede. For jeg havde en fantastisk oplevelse.

For det er en fest at høre et menneske, der mener noget. Virkeligt mener noget. Og det gør du Søren. Mener noget. Om alt. Næsten.

Og vi bliver nok ikke enige om det meste. Meget lidt faktisk. Fx bliver vi ikke enige om, hvorvidt, det var sømmeligt, at du kaldte lederen af Det radikale venstre for ”Hende den lille Margrethe Vestager”. Jeg tror aldrig nogensinde, du ville have sagt ”Ham den lille Søren Pind”. Og der synes jeg nu måske nok, at vi to ville kunne blive endog meget uenige.

Det kan vi nok også om mange andre ting. Blive uenige. Og skændes måske endda. Så de retoriske kaffekopper ville danse på bordet.

Men jeg tror faktisk, jeg ville synes, det var fedt, og jeg skal nok forklare hvorfor. Senere.

Men først skal vi altså tale om dette her meningstyranni, som du mener, er blevet genindført med den nye regering – der da faktisk ikke er så ny længere. Hvorfor er det, at bare fordi man ikke har så stor ørenlyd, så skal vi pludseligt tale om meningtyrani? Altså. For min skyld, må du mene, lige hvad du vil kære Søren. Du må også gerne skrive det alle de steder, du har lyst – bare ikke på historiske bygninger. Det ville være synd. Men jeg har bare også lov til at mene det modsatte. Og det gør jeg så. Ret tit endda.

Du sagde i går, at der er sket to frygteligheder i Danmark de sidste 100 år. 9. April er årsdag for Danmarks besættelse, og – her er en ting, vi er enige om – det har været forfærdeligt at se et land, man elsker (endnu en ting, vi kan enes om) blive besat.

3. juli 1983 bliver vi dog ikke enige om. I år er det 30 år siden, Danmark fik en udlændingelov. Du kalder det en begyndende katastrofe. Jeg nok noget andet. Og væsentligt mere positivt.

Men jeg tror, det bunder i, at vi har to meget forskellige syn på to ting.

  1. Vores menneskesyn
  2. Vores syn på det at være dansk

De to ting, tror jeg, vi slet ikke kan enes om. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Vi er bare uenige kære Søren. Og det har jeg lige brugt en aften af mit liv på at lære, at det må man gerne være.

For dig, er danskere kristne. Jo det sagde du selv. Du sagde ”Danskerne er et kristent folkefærd.” Det var det, du sagde. Men gælder det også kulturkristne kære Søren? Eller skal det være den måde, du tror på? Hvem skal bestemme det? Skal du? Eller Manu Sareen? Det sidste tror jeg ikke, du ville bryde dig om. Ham er du vist ikke så gode venner med. Har jeg ladet mig forstå.

Og hvad med alle os, der ikke som du har behov for at frekventere en kirke – eller noget som helst andet gudehus? Er vi så heller ikke danske?

Der må du jo nok være mig svar skyldig kære Søren, for dette her er et envejsmedie. Men hvis du sender mig en mail med et svar, bliver jeg glad – og jeg lover at svare.

Du sagde i går om Margrethe Vestager, at hun var præstedatter med tre udøbte børn – gud bedre det. Det var vist sådan du sagde. Er disse tre børn så heller ikke danske? Er hende den lille Margrethe Vestager dansker?

Jeg er altså bange for, at med den devise, vil du få en ret afgrænset befolkning – og jeg tror måske også, du får svært ved at overbevise alle os, som kalder os selv danske, men ikke tror på Gud, om at flytte fra dit Danmark.

Men nu tilbage til, hvorfor jeg synes, det kunne være dejligt at skændes med dig Søren.

Jeg ville synes det var fedt, fordi du, kære Søren, er et menneske, der virkeligt mener noget. Det kan jeg mærke. Men mest af alt, fordi du er resterne af en svunden tid, som jeg gerne vil gøre op med. Du er personificeringen på meget af det, jeg kæmper i mod i dette her samfund. I rigtigt mange mennesker er der en lille snert, af de her ting. Men du er det helstøbt. Uden dig, ville der ikke være nogen, man rigtigt kan skælde ud på. Du er beviset på, at de her ting stadig findes. Og det skal du altså have tak for. Og så skal du også have tak for, at jeg fluks gik hjem og satte Matador på – efterfulgt af Krøniken. Det var dejligt.

Måske også bare lidt, fordi du siger, at DR er dybt kulturradikale, og ganske frygtelige. Så vidt jeg husker, sagde du

”Hvis det var mig, der stod for det, var det nok ganske anderledes.”

Så kære Søren. Her til sidst, vil jeg bare gerne sige, tak. Tak fordi du ikke står for det.

 

Madpakker

“De lækre sommerretter bliver nu afløst af sure leverpostejsmadder eller smagløse rundtenommer med spegepølse. Så er det for alvor hverdag igen (…) Vi er heldige, at de fleste af vores unger gider spise en rugbrødsmad.” (Fra denne her artikel)

Så stopper festen. Mor er både sur og skuffet over dansk madkultur!

Gu må det gerne være lækkert. Det skal sgu være lækkert, når man spiser, for maden skal holde os kørende til næste måltid, som ofte ligger 6 timer ude i fremtiden.

Her i landet er måltidet også noget, vi samles om. Skal vi hygge, skal vi spise. Sådan har det været lige så længe jeg kan huske. Fint med mig. Lidt fjollet. Bevares. Men det er vel en smagssag, om man synes at følelser absolut skal kædes sammen med det, man kaster i munden. Med frygt for at citere en vildt irriterende minister: “Sådan er det jo.” I Danmark forstås.

Men samtidigt er noget af det, der definerer “sådan er det jo”, i Danmark, åbenbart de sidste par år blevet til madsnobberi. Og ikke bare, hvor det handler om ens egen mad, men også om alle mulige andres. Nu skal Palæo-freaks og clean-eaters, og gourmanter – især de selvudnævnte – og al slags revl og krat, der en gang har været på svampejagt på den jyske hede (ret dumt, jeg ved det godt), pludseligt til at definere dansk madkultur og fortælle os andre, hvad vi bør kaste indenbords.

Og tag ikke fejl. Der er selvfølgelig folk, der er yderst velmenende og absolut føler, at de har fundet en hellig gral, når de fortæller dig, at knækbrød er roden til alt ondt. Der er bare også en hel masse, der primært fodrer egen gode selvfølelse, når de fortæller dig, at din mad er forkert.

Og så hopper vi lige tilbage til leverpostejsmadderne og spegepølsemadderne fra indledningscitatet.

Noget af det bedste jeg ved, er leverpostej. Som barn spiste jeg flere halve med leverpostej end noget som helst andet. Det skulle da lige være den frygtelige 3-stjernede med luseblod og så en ordentlig stribe remou ovenpå.

I dag er det ofte det eneste jeg trænger til efter lange udlandsrejser. Kold Carlsberg og en leverpostejsmad. Gerne med agurkesalat og peber eller i den noget mere uortodokse variant, men sådan har jeg altså altid spist det, med føromtalte remou-stribe og ristede løg.

Nu kommer citatet lige igen, og så piller vi det fra hinanden.

“De lækre sommerretter bliver nu afløst af sure leverpostejsmadder eller smagløse rundtenommer med spegepølse. Så er det for alvor hverdag igen (…) Vi er heldige, at de fleste af vores unger gider spise en rugbrødsmad.”

Lad os starte med “de lækre sommerretter”. For mig er en lækker sommerret, det jeg har lyst til. Det er som oftest melon eller mango, fordi de indeholder en masse saft, der kan være godt i varmen. Samtidigt er det ting, man kan tage med sig ud i den danske wannabe-sommer, hvis bare man putter det i en plastbøtte.

For dig, er det måske frikadeller og kartoffelsalat. Fint for mig.

Men nu kommer vi til de to led af citatet, som gør mig virkeligt harm

“sure leverpostejsmadder eller smagløse rundtenommer med spegepølse”

Jeg er helt ufatteligt træt af at høre leverpostejsmadder og spegepølsemadder omtalt som sure pligter. For rigtigt mange har netop disse to ting været synonymt med god næring i rigtigt mange år. Det er sådanne, jeg vover lige at kalde dem, klassikere, der er blevet fremhævet som positive eksempler på mad, der kan holde en mæt, og som ikke sprænger budgettet. Men nu er de åbenbart bare sure og smagløse.

Og så trumfkortet her til sidst.

“Vi er heldige, at de fleste af vores unger gider spise en rugbrødsmad.”

To sekunder mens jeg lige ørler over klamheden i denne her sætning.

Vi er fandme ikke heldige over at vores unger gider spise en rugbrødsmad. Vi giver børnene mad, og børn der klynker over ligegyldigheder er ærlig talt noget af det mest ucharmerende, der findes. Så hvis de ikke GIDER spise en rugbrødsmad, så må de sgu være sultne til aftensmad. Den slags undskyldninger dur kun, hvis man har den slags børn, der risikerer at blive underernærede, og let’s face it. Dem er der ikke overdrevent mange af i DK.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, om de her fiktive unger, ikke bare ikke gider spise deres mad, fordi Mor Spelt og Far Spelt, har italesat rugbrødsmaden som kedelig.

Jeg er udmærket klar over, at det ikke er alle, der har samme kærlighed til rugbrødsmaden, som jeg har. Men kunne vi ikke i det mindste komme over vores konstante madsnobberi? Det er ærlig talt ikke til at holde ud at høre på.

 

Med venlig hilsen

Meget surt madøre

 

Ron Jeromy’s tunge

Det er blevet så stille i gadebilledet. Det kom ligesom snigende for ca. 6 år siden. Der er ikke længere højlydte debatter om, hvor højt Eiffeltårnet i virkeligheden er, hvem der først besteg Mount Everest eller hvor mange knogler mennesket har i hovedet. På samme måde, er der ikke længere skænderier i nattelivet, der handler om, hvor lang Ron Jeromys tunge er – jo hans tunge.

For nu har vi google lige ved hånden.

Tag ikke fejl. Jeg elsker min smartphone. Jeg bliver ikke længere væk, og jeg behøver ikke slæbe rundt på tusind sedler for at huske, at jeg skal købe vaseline og agurker. Men vigtigst af alt, har jeg altid ret, og er der noget, jeg ikke ved, kan jeg bare google det. Jeg behøver ikke længere skrive det ned og slå op, når jeg kommer hjem.

Og det er egentligt ærgerligt. Og rigtigt kedeligt.

For diskussionslysten som jeg er, savner jeg at skændes om længden på Ron Jeromys tunge – jo hans tunge. Fordi vi i gamle dage bagefter ville have diskuteret, hvad hans rolle hed i Boondock Saints, og så havde vi husket dengang, vi drak os stive og så Boondock Saints og efter det havde vi ædt os ædru. Og jeg ville have fortalt om dengang, jeg så baseball på Fenway Park, og nogen ville måske fortælle en løgnehistorie om en, de kender, der har kysset en New York Yankee, og så ville vi diskutere, hvem der vandt World Series i 2011, hvilket ville være fuldstændigt åndssvagt, fordi man ikke kan se baseball i Danmark, og det forresten bare er 4 timers rundbold.

Det kan også være, vi ville have diskuteret, om det egentlig var charmerende med alle rygterne om en så grim mand, eller om det bare er med til at gøre ham endnu grimmere. Og vi ville have delt de historier, vi har hørt om ham. Både den med at han mistede sin mødom til sin mors veninde, da han var 9, og dem med at han engang knaldede Linda Lovelace. I sidste ende ville det være lige meget, for det ville bare være snak. Men det ville have været snak, der gjorde en aften sjov at huske.

Jeg har ikke googlet Ron Jeromys tunge. Jeg vil ikke vide det. For hvis jeg vidste det, ville diskussionen ende der og ingen af mine hypotetiske aftener ville blive virkelighed.

 

Er det kun mig, der savner tiden fra før, der gik smartphones i den?

Jeg har i hvert fald flere gange på det sidste taget mig selv i at tænke, at tiden var sjovere, og måske lidt mere uskyldig den gang før jeg mødte min iPhone.

Sådan er vi så forskellige

Bang! Harry Hole bliver skudt og rejser sig fra graven med ar i hele ansigtet.

Jeg er vild med det.

Knaldromaner. Det er mit junk. Jeg bliver ikke klogere, men på en eller anden måde får jeg suget marven ud af dem alligevel. Som med Jo Nesbøs serie bestialske drabsromaner – nogen vil måske kalde dem krimier – hvor jeg lige måtte stoppe op og tænke ”Gad vide hvem Glasvegas er”, og så var der nyt band til iPod’en. Det er nærmest public service.

Derudover elsker jeg elitære lortefilm – helst på fransk og gerne med freudianske undertoner. Jeg er absolut en sucker for det.

Jeg siger ofte, at jeg ikke gider lave noget, der ikke giver mit liv indhold. Gider ikke spilde tiden. Har kun et liv. Der er masser af floskler, men lige dem her tror jeg altså lidt på. Også selvom det kræver, at jeg lyver lidt for mig selv og lader som om, at indholdet i Jo Nesbø giver mig meget mere end fascinationen af drab og en fantasi om, at Harry Hole er fucking lækker.

Så for mig foregår en god tv-aften på DR2. Helst noget med Deadline, Pind og Holst i USA og til slut en dokumentar om det nanaiske mindretal i Kina – gerne på fransk.

Rick n’ Roll derimod? Not so much. Hans definition af en god tv-aften er Agent Catwalk, Pretty Woman og så slutter vi af med Maid in Manhatten. Sagt på en anden måde: hvis det hviner i tænderne, mens man ser det, er han solgt.

Selv mener jeg jo, at det er indholdsløst lort. Og jeg har virkeligt forsøgt at sige, ”Jamen der er jo en god grund til, at det er mainstream” Har forsøgte at overbevise mig om at ”Den slags indeholder også kvaliteter”. Har forsøgt at elske det. Kan simpelthen ikke.

Ja pis mig i øret, og giv min noget indhold – eller ret store mængder alkohol.

Men så er det, at jeg må vågne op og tage mig selv alvorligt i kraven. Hvad, der er indhold for mig, er jo ikke nødvendigvis indhold for andre. Rick n’ Roll siger jo godt nok, at han har set så meget indholdsløst lort, at det kan være svært at skelne fra hinanden, men på den anden side er de smil, der lige så stille viser sig, når Sandra Bullock eller J-lo får drømmeprinsen, jo ægte.

Og for den glæde, kan jeg stikke Deadline skråt op. For for min kæreste, er der åbenbart mere indhold og underholdning i sukkersød kærlighed.