Category: Anmeldelse

SELSKAB

Ude  på Nørrebro. I en lejlighed på første sal. Der kan man komme i teatret. En gang i mellem i hvert fald.

Mammutteatret har i januar og februar holdt selskab. Jeg var det ude i forbindelse med stykket Seminaret.

Her er, hvad de selv skriver på deres hjemmeside

“SELSKAB er tre forestillinger, der udfolder de komedier og tragedier, verden serverer for os hver eneste dag.

I et SELSKAB møder du duften af den brankede steg i ovnen. I et SELSKAB hører du værterne skændes på toilettet. I et SELSKAB mærker du skuespillerens hånd på din skulder.”

Jeg var derude for at tage nogle billeder til en skoleopgave. Stykket var ret godt, og de spiller igen til marts. Der kunne jeg nok godt finde på at tage ud, bare for at se.

Men jeg var der altså for at fotografere, og har her valgt de bedste billeder, der kom ud af den aften.

IMG_3789LARMENDE SOLITUDE: Der er intet så rart som musik når publikum sætter sig. Men ingen ænser rigtigt den cellospillende schweizer. Han får lov at spille i fred, mens publikum fylder rummet med snak.

IMG_3852SE JEG ER FRI: Til Seminaret skal eleverne vise forskellige tegn på frihed. Her er det Dalai Lama, Frihedsgudinden og Nelson Mandela.

IMG_3865FORSTUMMET: Den første halve time sidder Hannesen bøjet over sine bøger bagest i lokalet til han kaldes til tavlen. Og så kom der liv i ham.

IMG_3915FRIGJORT: Frihed er at give slip på de, som tynger os. På alt det, der gør os ondt og som trykker os.

IMG_3962EKSAMEN: i slutningen af SELSKAB eksamineres eleven Victor.

IMG_3967DISTANCE: Når noget bliver svært at tale med, kan man distancere sig fra det ved hjælp af dukker.

Reklamer

Yahya Hassan er vredere end Punk

Han har været i vælten siden i lørdags. Alle mine venner elsker ham. Højt. Selv totalt apolitiske rødder fra provinsen, hvis største interesse er motorolie og bare damer, havde en holdning, som han passede ind i. Og nu skulle de pludseligt også til at læse poesi. Jeg taler naturligvis om Yahya Hassan. Mediernes, højrefløjens, venstrefløjens og alle dem midt i mellems nye darling.

Kære medmennesker. Han er meget sød. Men tag den lidt med ro. Jeg er ret sikker på, at en teenagers frustrerede råb ikke kan passe ind i jeres alle sammens dagsorden. Læs nu lige ordene en gang til. Og så en gang til.

Men det var så også alt, jeg har at sige om den sag. For selvom jeg gerne vil tale om Yahya Hassan, gider jeg ikke tale om flygtninge/indvandrere. Jeg vil meget hellere tale om hans digte.

I går aftes var jeg retur på Politikens debattør- og kritikerskole og efter to oplæg ved Preben Wilhjelm og Pernille Rosenkrantz-Theil, sad der pludseligt et letgenkendeligt ansigt på trappen. Det var Yahya Hassan, som var dukket op for at læse højt af sine digte.

Og det, synes jeg egentlig, var ret befriende. Yahya Hassan læste tre digte højt, og det vil jeg altså anmelde.

Yahya Hassan er vredere end Punk

IMG_4160

Når Yahya Hassan læser op af sine digte råber han. Monotont. Den vrede, han repræsenterer, lyder i sit kraftudtryk som enhver anden teenagers klagesang. Men modsat den almindelige teenagers klynken, er der noget indhold her, som de færreste danske unge ville kunne producere.

Yahya Hassan råber nemlig ikke med sin generations stemme. Han taler med sin egen – til alle generationer. Han udnytter ganske enkelt, at han som 18-årig kan råbe med en sådan indignerethed og troværdighed, som kun en person under 20 kan. Og det er fantastisk.

Jeg får lyst til at kravle helt ind i mig selv, når har taler at pille ved sine kusiner, og græder lidt, når han rækker ud efter en fraværende mor. Der er følelser i dette her. Helt almindelige følelser, der er knyttet op på nogle ret så ualmindelige oplevelser.

Når Yahya taler om, hvordan han gerne vil finde sin forhud og sy den på igen, sidder jeg ikke tilbage med en følelse af, at han bare er endnu en klynkende lyriker. Der er mere i dette her. Der er nogle usagte følelser, der sammen med vrede taler til min indre ungdomsoprører.

Nogle gange bærer Yahyas behov for provokation desværre over i en vrængende tone. Når han peger fingre af sine forældre, kan man ikke undgå at spørge sig selv, om det er alt han kan – tale om lyst til danske piger, hvor vred han er på sine forældre, og hvor hyklerisk religion er.

Det lyder som en sang, samtlige guitarspillende drenge, jeg kender, har spillet. På trods af de gribende fortællinger, som de her digte også indeholder, er de her emner ikke kun basale. De er også banale.

Men på trods af banaliteten, hvor hjerte også i Yahya Hassans univers rimer på smerte, taler Hassan netop til vores allerstørste grundfølelser – lysten, skammen, vreden og den egocentriske kærlighed.

Særligt digtet Jetlag Formørkelse formåede at kravle ind under huden på mig. Det er et digt, der minder mig om 90’ernes grunge. Der er mere følelse end 70’ernes punk. Men grimheden er den samme, når han taler om svin og forhud. Han stiller sig op på et tabu og hopper på det.

Hassan giver ganske enkelt provokationen og frastødelsen nyt liv og nyt hjem. Han skyller den pæne individforskrækkede digtning fra 00’erne ud med badevandet og hiver i stedet et monster af grimhed med neonpile mod sin egen fortid frem fra egen navle.

Indholdet i Yahya Hassans digter spiller på følelser, langt de fleste kender. Hans poesi handler om skuffelser, angst og hykleri.

Og det virker.

Det virker, fordi dem, der læser Yahya Hassans digte, ikke er dem, han taler til. Dem, der læser de her digte, er blandt andre eliten, som netop var ung sidste gang, det gav mening at råbe højt, længe og inderligt, sådan som Yahya Hassan gør det. Det virker, fordi Hassan formår at tage banale følelser og bære dem videre ind i en specifik verden. Men mest af alt virker det, fordi han også formår at tale til alle dem, der ikke er eliten.

Digtene fungerer udmærket i sig selv. Men når de sættes i samfundsmæssig kontekst, løfter de sig op til sit fulde potentiale.

Yahya Hassan giver den som en nutidens Gustaf Munch-Petersen. Han har skrællet digtenes gåde af og lagt indholdet frit frem, til alle der tør læse noget på vers. Han har taget verdens indhold og presset det sammen på et par strofer. Og jeg glæder mig til at læse resten.

Jeg køber denne her bog. Ikke fordi den er det samfundsmæssige manifest, mange vil gøre den til, men fordi de digte, den indeholder, bærer på så stort et engagement og så store følelser, at jeg tror, jeg ligesom resten af Danmark kan finde et lille stykke af mig selv i det.

 

IMG_4162

Ham her var der forresten også. Kære Henrik Dahl. Du er meget sød. Men du bliver nok aldrig mit yndlingsmenneske

I denne søde tid…

…hvor eksamen kun hænger mig langt ud af halsen en måneds tid endnu, før jeg skal op, og en konstant dårlig samvittighed over ikke at være gået ordentligt i gang med min bachelor-opgave hele tiden minder mig om, at det er lige om lidt, jeg skal til Århus og leve det lede pendlerliv, hvor jeg skal mangle Rick n’ Roll 5 dage om ugen, er det godt med en lille overspringshandling.

Lige for tiden er jeg super glad for sjove apps.

Så inden for de sidste tre dage er iPhonen blevet belæsset med en enorm mængde ny underholdning.

Det er blandt andet

  • Træn med Forsvaret

Som du kan bande på, slet ikke er blevet åbnet (og nok heller ikke bliver det før om laaaaaang tid, hvorefter jeg nok sletter den igen.

  • Instagram

Prøv da lige at være en del af det såkaldte efterslæb, men altså, jeg har bare ikke helt fattet det fede ved at smide orange filtre og andet godt på billederne før nu.

  • IMDb’s Trivia Quiz

Som jeg i hvert fald ikke lige har spildt over en time af mit liv på I OMVENDTLANDT. For jeg har jo meget vigtigere og bedre ting at give mig til, så som at læse til eksamen LØGNER.

  • Heart Fitness

Den gav mig totalt god samvittighed, da den fortalte mig, at min hvilepuls var 53 slag/minuttet. Stoler dog ikke helt på den, så må hellere købe mig et pulsur en af dagene jeg er ikke afhængig af at bruge penge, og hvis jeg siger det nok gange, bliver det nok sandt.

  • Remote Mouse

Ej men det er da det smarteste i verden! Efter vi fik fladskærm, har jeg brugt meget at slutte fjernsynet sammen med computeren og bruge det som skærm. Med denne her app kan jeg nu sidde i sofaen, mens computeren står i den anden ende af stuen, og betjene computeren med telefonen. Der er både et lille tastatur og en mouse pad magen til den, der er på min Mac i forvejen. Jeg er en fan.

  • Running Girl

Som om jeg nogen sinde får brugt den. Jeg er ret sikker på at det var retardoen, der hentede den i et anfald af idioti.

  • TV2 Play

Fordi ét fjernsyn på 58 m2 bare slet ikke er nok. Bliver absolut nødt til  også at kunne se kriseramt kommerciel kanal på ALLE platforme.

Har du nogle gode apps? Jeg kunne helt sikkert godt bruge nogle flere.

Og hvad i alverden skete der med Angry Birds efter den nye opdatering? For jeg kan simpelthen ikke se forskel.

The D Diner, du har mit hjerte

Jeg havde hørt om det. Mange gange.

”Du skal prøve Dee’s Diner i Valby. Det er seriøst lækkert”

Jeg havde også godt hørt det både første og anden gang, da vennerne fortalte mig, at ”Det bare er super gennemført. Det er ligefrem sådan at folk dresser up og sådan noget”

Hvad ’og sådan noget’ er, ved jeg ikke. Men jeg begyndte at følge The D Diner på Facebook.

For hvis det skulle prøves, så skulle det gøres ordentligt. Og testes, det skulle det. OG der skulle dresses op.

Kunne sgu godt hamle op med dem dengang. Sandy go fucking home

Så en dag, skrev de sørme, at de nu var åbne og klar til, at man kom forbi og spiste noget mad. Så jeg inviterede fluks Rick n’ Roll på diner – og så skruede vi ellers op for forventningerne. Dagen for vores udflugt blev der både hørt rockabilly på anlægget og kysset lidt i krogene mens jeg viste billeder fra facebook og vi snakkede om hvad vi skulle spise.

Ja det er så fra vores lejlighed, hvor Rick n’ Roll mener at Elvis skal have en central plads i stuen

Og så blev der ellers dresset op i 50’er-venligt outfit og 18’eren blev fundet og taget nærmest lige til døren. Efter at vi (naturligvis) var vadet i den direkte modsatte retning af stedet og havde konsulteret iPhonen, fandt vi det. Og ja, vi blev altså kørt nærmest til døren, men vi var åbenbart ikke lige kloge nok til at kunne se det. Og tro mig, man kan sagtens se det.

Og jeg må sgu give dem, at det er gennemført.

Og selvom det på ingen måde ligner de amerikanske diners, som jeg har set, så ligner det bestemt den danske idé om en diner. Noget, der faktisk er meget vigtigere, end at ligne en ægte diner. (og jojo, man kan sikkert også finde diners der ligner denne her i USA, men nu er det ikke lige sådan en, som jeg har set)

Hele set-uppet omkring en diner i 50’erne fungerede sgu – selvom det desværre viste sig, at vi var de eneste, der havde taget 50’er tøj på (ud over servitricerne) så NOTE TO SELF Lad være med at klæde dig fancy på, næste gang du skal derud. Selvom jeg nu mener, at jeg rockede 50’erne ret godt.

Men blown away, det var vi. For lækkert, det var det, og vi var sultne. Så vi skyndte os op i baren og spurgte efter et bord til to. Desværre blev vi placeret ved et lille cafébord, klods op ad toilettet. Øv. Ville gerne have siddet i de røde båse – det må blive næste gang.

Efter at have fået vores bord, spurgte vi naturligvis efter en menu, men eftersom, der var fyldt, og de kun havde 3, ville det desværre komme til at tage lidt tid.

Her kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det sgu var en lidt underlig ting at glemme at tænke på, det at have menuer nok. Det er sgu egentlig ret vigtigt. Og da vi endelig fik en menu, var der rettelser overalt i den. De havde ganske simpelt sat et stykke malertape over og skrevet lidt til eller fjernet forskellige retter.

Jeg nåede lige at tænke, at det da var noget hurtigt, at de havde lavet rettelser, da det pludseligt gik op for mig, at de selvfølgelig bare har overtaget alting fra den tidligere Dee’s Diner i Valby.

Sagen er nemlig den, at der tidligere har ligget en Dee’s Diner i Valby, som lå oppe på Vigerslev Allé. Det er også herfra, mine venner kunne fortælle om lækre burgere og autentisk amerikansk 50’er stemning. Hele konceptet er jo fra denne hedengangne diner.

Men det gjorde slet ikke noget, at det var en “genåbning”. For da vi endelig fik vores mad, efter lidt for lang ventetid (men der var også helt vildt proppet) , smagte det himmelsk.

Vi fik hver en ‘South of the Border Burger’, og det smagte, som sagt, f***ing HIMMELSK! Du bestemmer selv, hvordan du vil have din bøf stegt. Den kommer som byg selv – et koncept, jeg første gang så i England for et par år siden, og siden faktisk har efterlyst i Danmark – med pico de gayo og den mest røgede blue cheese dressing, jeg nogensinde har fået. Under bøffen gemmer sig lidt jalapenos, men ikke mere end man kan holde til – du kan jo altid spice den op med pico de gayo’en.

Salaten, som jeg ellers skatter højt, blev spist separat denne aften, for bøf/ost/bolle/jalapenos/dressing sammensætningen måtte ganske enkelt ikke forstyrres af noget så almindeligt som iceberg.

Med til retten hørte egentlig nacos, men eftersom vi fik pommes frites ned først i stedet, og var begyndt at spise af dem, var det, hvad vi fik til. Da de kom med nacos’ne, var det ganske enkelt umuligt for os at indpasse dem på vores bord (og at spise dem) så vi sagde pænt nej tak. Og her er så endnu en ting, jeg elsker dette sted for. I stedet for at enten smide dem ud, eller spise dem selv, blev de givet til de, som sad i baren og spiste. Dét er ægte forståelse for den amerikanske dinerkultur, venlighed og ærlighed. JA TAK!

Til maden fik vi naturligvis all american drikkevarer.

Og ja, Budweiser er også en død kedelig fisk af en øl i Danmark. Og ja, Jeg ved godt, at det er latterligt at drikke zero til super fedtfyldt måltid – men sådan gør jeg.

I modsætning til mange andre, er jeg ikke så god til at stoppe med at spise, når jeg synes noget smager fantastisk. Især ikke, hvis der er udsigt til dessert – og det er der jo, når man selv betaler, så jeg bestilte en bananasplit.

Da den kom, måtte jeg udbryde

“Er der EEEN bananasplit?” Tror faktisk jeg tabte kæben

Det mente hun, det var. Jeg gav mig…

Og spiste næsten det hele. Jeg elsker søde sager – there I said it

Og nu synes jeg, I fortjener en all round mening.

Jeg kan på ingen måde sige noget som helst negativt om maden. Jeg har nu sagt det to gange og siger det nu en tredje – det smagte himmelsk. Jeg bestilte min bøf medium rare, og bøffen var rød indeni, på den helt rigtige måde.

Desværre var det ikke alle, der havde været så heldige. Vi rendte ind i en bekendt, som desværre måtte fortælle, at de havde bestilt deres bøffer rare, men fået dem gennemstegte. Det resulterede i, at den bekendtes ven, lavede en mindre scene. Det ville jeg ikke have lagt mærke til, hvis ikke det var fordi, at vi sad lige op ad toilettet, og fordi vi sad lige op ad baren, som jo egentlig er en arbejdsstation for servitricerne (åhh gud jeg hader det ord – det emmer virkeligt af et romantiseret 50’er kvindesyn).

Derudover følte jeg, at vi blev lidt overset – igen fordi vi sad, hvor vi gjorde. Flere gange, hvor jeg forsøgte at komme i kontakt med servitricerne, så de os simpelthen ikke, fordi de kiggede ind til de andre kunder eller til de, som sad i baren. Det var sgu ikke helt optimalt.

MEN

Når det er sagt, så var de skide hamrende søde. De smilede og fik en til at føle, at når de endelig var der, var de der fuldt ud og var kun til stede for dig.

Jeg synes, det hele vidnede om, at virksomheden var blevet åbnet lidt for tidligt i forhold til, hvad de var klar til. Samtidigt synes jeg, at stedet er for småt i forhold til hvor mange borde, de har proppet derind. Jeg kan godt forstå, at man gerne vil sælge så meget som muligt, men jeg synes ikke, det skal gå ud over oplevelsen – og det synes jeg desværre, det gjorde hos The D Diner.

MEN

Jeg ville sgu da ikke have været foruden oplevelsen – og jeg har da bare tænkt mig at kigge ud efter den store officielle åbningsfest, som vist nok kommer til at foregå den 1. september med  livebands og gadefest.

Jeg synes at priserne er lidt i den høje ende. For to burgere og en bananasplit gav vi 447,-, men det er penge, jeg har lyst til at betale en anden gang også, ganske simpelt fordi det er enormt lækkert og fordi det ikke bare er to burgere og en bananasplit. Det er hele oplevelsen, musikken, betjeningen, det åbne køkken og alt det andet, som jeg ikke fik sagt her. Så enten er ejerne virkeligt dedikerede, eller også har de virkeligt forstået det der med oplevelsesøkonomi.

OG så har de “all day breakfast” – det skal jeg SÅ meget til min fødselsdag.

Hvis nu jeg var typen, der gav stjerner (og det kan jeg da godt være) ville jeg give 4 ud af 6 stjerner. Men bare rolig, der er plads til forbedring, og der går ikke mere end et par måneder før jeg igen skal på The D diner.

Top ti

Inspirerede af hende her, tænkte jeg, at en top ti over mest læste bøger i min bogreol ikke er noget dårligt morgenindlæg. Sådan et, kan man nemlig godt overskue, selvom man har KÆMPE hoved på, efter et fantastisk bryllup. I OMVENDTLAND!!!!!

For så var det, at man tog et kig på sin reol, og den er jo fyldt med lækkerheder og smuksager. Ting man kan nyde og holde af, eller ting, der får én helt op i det røde felt over hvor uretfærdigt, vores helt bliver behandlet.

Den grønne gris er forresten Herman. Ham kan i høre om en anden gang. Og forresten. er den ikke fin, min kasseopbyggede reol – det er da næsten lige før, at jeg ville kunne være med her, haha, men også kun næsten.

Men 10 skulle jeg vælge, så det er blevet de ti, som jeg lige nu, godt gad sætte mig ned og læse lidt i.

NR. 10

Jeg synes historien er så fin, og mængden af sort ondskab, gør den bare til så meget mere end en børnebog, de voksne også kan få lov at læse med på. Det er en voksenbog, som børnene kan få lov til at læse med på.

Da jeg var barn, havde jeg faktisk skatteøen på film, du ved, på sådan en VHS-dims. Men min mor syntes at tysk aerobics var meget mere spændende. Derfor kunne man, ligesom piraterne erobrede fortet, høre “Und eins zwei drei vier, strecken Sie die Beine, sich mit den Händen…” osv i ca 20 minutter, og så var der så også pirater og englændere igen.

NR 9

Da jeg hørte, at Tine Bryld var død, fik jeg lyst til at messe denne her. Ja jeg ved det, melodramatisk som ind i helvede – og jeg var ikke i sorg, det er for folk, som har kendt hende. Nej, jeg var ked af, at jeg ikke skulle høre hendes stemme i Tværs igen, selvom jeg ikke havde hørt det program, siden jeg var 14. Og jeg var ked af, at jeg ikke skulle sidde og heppe på hende, når hun udtalte sig på TV eller i radioen om børns ve og vel, for hun var i sandhed en beskytter for mange børn.

Men Befri dit liv, er jo sådan set en del af en serie (som jeg ikke har). Overordnet hedder trilogien Liv og Alexander og handler om provinspigen Liv, der møder den københavnske punker Alexander – kan man høre hvorfor jeg var forelsket i bogen, og nok også stadig er det?

Da jeg læste bogen, var jeg den eneste i Hammel, som gik med sort make-up og ‘Pistols’ i ørerne. samtidigt drømte jeg om at flytte til København og sidde i ungdomshuset og lave – tjaa, det ved jeg faktisk ikke – er ikke en gang sikker på, om jeg vidste, hvad man lavede i ungdomshuset, jeg ville bare være det.

Så Liv og Alexander bøgerne gav mig et kompromis, en verden jeg kunne flygte til, hvor jeg da bare en lille del af det… troede i hvert fald jeg.

NR 8

Denne her bog er kun med, fordi der er et digt, som jeg altid gider forholde mig til. Det hedder ‘Landet Atlantis’ og kan findes her. Ok, denne her bog er kun købt, fordi jeg var sikker på, at netop det digt var der inde.

At, Tom Kristensen siden skrev Hærværk og manden desværre blev kristen og ikke længere syntes, at litteratur skulle være god, er en anden historie.

btw, psykofanter betyder spytslikkere, hvis man skulle være i tvivl.

NR 7

Og altså, vi kan jo godt blive enige om, at man ikke kan nøjes med den ene, så denne her post dækker selvfølgelig over dem alle bøgerne. Alt andet ville jo være absurd.

NR 6

Det er en rigtig tøsebog, og jeg ved det. Men jeg har fået den af Rick n’ Roll, fordi vi en dag så filmen, og begge to faktisk synes den er rigtigt fin. Siden da er filmen blevet sådan en vi ser på årsdage og lignende, og derfor forærede Rick n’ Roll mig denne her som tillægsgave til min fødselsdag et år. Og det er faktisk blevet travet rigtigt godt og grundigt igennem et par gange. Jeg kan fortælle, at den er langt fra det samme som filmen og at der mangler et par lækre irere med lige så god røv, som ham her.

NR 5

Denne her, var den første Svend Åge Madsen bog, jeg læste. Siden da, har jeg været igennem hele forfatterskabet, undtagen den allernyeste.

Det er ikke det hele, der er godt, men denne her, sparker godt nok røv. det er sci-fi på århusiansk, det er filosofi på højt niveau og samfundsovervejelser, der til tider kan give Orwell baghjul. Jo vist, jeg blev fortryllet da jeg læste den i 6. klasse, og kan stadig lige tage en regnvejrsdag ud til at hænge ud med netop denne her bog.

NR 4

Jeg lover, at det ikke er selvpromovering! For selvom det er Rick n’ Roll, der har skrevet den, og mig, der har redigeret den, så er jeg endnu ikke så træt af den, at jeg ikke kan smække benene op og nyde en af novellerne igen. Jeg er vild med Pernilles tegning på forsiden, og jeg synes at denne her bog, har meget mere at byde på end Gothen Gert. Det skyldes måske at jeg har læst Gothen Gert så mange gange, at jeg kan den uden ad.  Ådsel Forpligter er dog også det tungere, men jeg skriger da stadig af grin, når jeg læser ‘100 %’ – så helt tung og alvorlig er den altså ikke.

NR3

Jo Nesbø har taget mig, og mange andre, med storm. Jeg læste Panserhjerte først, og var totalt lamslået over hvor fede de her bøger er.

For det er det, de er. De er fede. Det er ikke stor poesi, og det har ikke noget med evigtgyldig samfundskritik at gøre. Det er en bog, der slår benene væk under dig i spænding og stil.

Og så hjælper det jo også på sagen, at hovedpersonen, Harry Hole, minder ufatteligt meget om min kæreste Rick n’ Roll, Harry er bare ikke sorthåret.

NR 2

Min veninde Sussi havde skrevet SSO om den, dengang i gymnasiet. ‘Du skal læse den Ronja’ sagde hun. ‘Det er min brors yndlingsbog’ sagde hun.

Jeg selv skrev min SSO om nummer 1 på denne liste

Og der gik et par år. Jeg flyttede fra Jylland og mødte Rick n’ Roll, og en dag, hvor jeg skulle med toget til Jylland og retur, samlede jeg denne her op i en 7-11, mens jeg tænkte ‘Var det ikke den Sussi altid gjorde reklame for?’

Og så læste jeg den.

En time og 45 minutter tager det at ramle sammen med samtlige universer i bogen. Jamen herreste gud, det er jo lige så kort tid, som en film tager, men der sker så meget i denne her bog, at en film ville bruge over 3 timer på at vise det.

Ikke alene møder man Doppler, der er gået en tur i skoven og aldrig vendte hjem til sin familie nede i Oslo. Man møder også hans kæleelg Bongo, Rigmanden, der flytter ind ved siden af Doppler i skoven, med den hund, som Bongo senere bliver kærester med og mange mange flere.

Den naivistiske som Erland Loe har sat op for os, er bare så let tilgængelig. Man accepterer bare, at manden naturligvis ikke har det store behov for at se sin kone føde, og at han tager sin søn ud af institutionen og beholder ham i skoven. Man accepterer det hele, samtidigt med at man klasker sig på lårene af grin.

De stakler, der delte mellemgang med mig den dag, fik flere gange et chok af undertrykte fnis fra min side. Det her er ikke sådan en bog, man tager med på café, med mindre man vil tage medaljen for pinligheder.

NR 1

The one and only. Bogen, der altid har ligget øverst på min top ti. Ja på alle top-lister over bøger. Den fedeste, mest alfavnende, moderne klassiker i verden! Svend Åge Madsens ‘Tugt og Utugt i Mellemtiden’

Jeg kan snakke om denne her bog i evigheder, men vil bare sige to ord, LÆS DEN.

Projekt Landbrug

Jeg var så ufatteligt (u)heldig, at få lov at se Caféteatrets forestilling  Projekt Landbrug

Det var en blandet fornøjelse.

Men I er heldigvis så heldige, at jeg havde til opgave, at skrive en anmeldelse af stykket. Den kan I læse her

 

Jens Hansen havde en ornefarm

Det højaktuelle Caféteater sætter med stykket Projekt Landbrug fokus på problematikker i det moderne landbrug. Desværre føles oplevelsen lidt som en lunken liter mælk.

”Der er så dejligt ude på landet”. Det var der måske også, da H. C. Andersen levede, men i dag lugter der vist mest bare lidt af gylle og døde kyllinger, mens den næste sending grise ryger til Tyskland.

På Caféteatret sætter de lige nu fokus på problematikkerne omkring det moderne landbrug i forestillingen Projekt Landbrug. Bag den noget usexede titel, gemmer sig en vandreforestilling, der bringer publikum igennem Dyr, Fallit og Land, og sovser beskueren ind i en 70’er-typisk omgang debatteater.

Ægte autentiske landmænd

Men stykket vinder alligevel ved at have nogle forcer, vi ikke kan komme uden om. I de mange små forestillinger, som selve stykket består af, får vi præsenteret forskellige indgangsvinkler til problemstillingerne i det moderne landbrug, og et såkaldt rigtigt eller forkert gives ikke, som man ellers kunne forvente i et stykke, der trækker meget på 70’ernes ellers så moralebefængte debatteater.

Således blev man torsdag aften budt velkommen på teatret af den helt ægte og autentiske landmand Henrik Terkelsen, som med syngende fynsk accent sagde ”Go’aften! Jeg hedder Henrik, og jeg skal være din landmand i aften!”, og så kunne man jo frygte brugerinddragelse i teaterforestillingen, men Henrik var en ægte autentisk landmand, og altså ikke en skuespiller, som skulle pille lidt i pinlighederne hos publikum.

Det lille teaters Caféscene var denne aften lavet om til et sandt forsamlingshus, som ville gøre en hver lille provinsby misundelig, og efter et sirligt klistermærkesystem blev man således inddelt i rødt, gult eller grønt hold. Hvert hold, sin landmand.

Henrik guidede hjemmevandt rødt hold ned til kælderscenen, som denne torsdag, var mere dyster end jeg tidligere har set den.

Det er ikke let

Hér tog Cecilie Ullerup Schmidt publikum ind i en verden, der akkompagneret af  stram trikot og Lars Lilholt stillede spørgsmål ved det konventionelle, det økologiske og det biodynamiske landbrug.

På trods af fantastiske virkemidler, som et ægte slagtesvin, der hang så troværdigt i loftet, og dét at Schmidt hang sig selv op i loftet, som i sympati med slagtesvinet, ramlede hun ud over kanten af provokationen og blev i stedet en sammenkopling af Dan Turells ”Der er så dejligt ude på landet” og ”Det er ikke let”, bare i en ny let overspillet version.

Nogle gange er det bare for nemt at være provokerende.

Et ligegyldigt dilemma

Mætte af døde grise og tanker om evig vegetarisme, flyttes fokus nu til konceptmageren Joachim Hamou, der bringer den klassiske folkeoplysning ind i teatrets verden, som denne torsdag er præsenteret ved lektor Mickey Gjerris fra LIFE. Nu skal der diskuteres Kød – et etisk dilemma.

Debatkulturen skal altså ikke bare være til stede i teatret. Den skal fysisk og med vold og magt bringes ind i teatret. Du skal tage stilling.

Men som så ofte før, bliver fortsatte tanker om vegetarisme gjort til skamme, for er man virkelig parat til at lægge kødet på hylden for at passe på naturen? Og hvad så med alle de landmænd, som lever af at producere kød til os? Så selvom flere af aftenens gæster, især gymnasieeleverne, nærmest svor at holde kødfrie dage, tror jeg næppe det blev husket dagen efter.

I bur med sine høns

Mere mindeværdigt var Christian Lollikes monolog Fallit, der, fremført af Bo Madvig, satte landmanden Jens Peter Hansens skæbne på menukortet. For det er ved gud heller ikke nemt at skylde 87 millioner. Slet ikke når konen har forladt én. Og endda slet ikke hvis man putter sig i bur sammen med sine kyllinger og tager selv Afrikas sult på den private skyldkonto. Så er det ikke nemt at være Jens Peter Hansen, og så kan det godt være man hænger sig, men levende høns er levende høns om dinglende fødder.

Også selvom hanen ondulerer en høne mens publikum ser på.

Ornespray og brunstdetektor

Projekt Landbrug vil en hel masse. Til tider virker det som om det vil for meget, og som kronen på værket, samledes publikum nu i forsamlingshuset, for at se de sidste dele af stykket.

Her var gravide malkepiger, der sang så smukt om hvor dejligt der er på landet – i mol, og jeg tror aldrig sangen om Jens Hansens bondegård bliver den samme igen, efter at have fået tilføjet ornespray og brunstdetektorer.

Og hvem har egentlig skylden? Det lod til at være det store spørgsmål denne torsdag aften. Men det er for let kaste rundt med skylden, og som en af landmændene så fint sagde. Vi kan jo give brugsforeningen skylden – de er her jo ikke.

Caféteatret vil med stykket, som sagt, en masse, og til tider nok for meget.  Men de formår at flytte landbruget ind i byen og rykke lidt ved publikums opfattelser af landbruget, mens de stiller skarpt på nogle af de ting, som netop nu gør det sværere at være landmand. Er det et stort indspark i debatten? Nej.

Men stykket holdt såvel vandte teatergængere og gymnasieelever fast i 2 timer – og jeg tror ikke kun, det var fordi, der var småkager, kaffe og ornespray.