Endnu en ting, jeg ikke tror på

Det handler ikke om curlingbørn eller sure leverpostejsmadder i dag. Det handler om Twitter.

Journalisten skrev her til morgen, en artikel om hvorvidt journalistpraktikanter skal være på Twitter. På Ekstrabladet var Søren Lauridsen ikke i tvivl. Det skal de.

Det er lige straks mig, der skal i praktik. Så jeg synes, det er frygteligt spændende.

Jeg er også på Twitter. Så jeg synes faktisk, det er dobbelt spændende.

Og artiklen fik mig faktisk til at tænke over det. Som udgangspunkt vil jeg gerne medgive, at det er et fandens godt arbejdsredskab, hvis man kan finde ud af at bruge det. Og det mener jeg som sådan jeg kan, selvom jeg nogle gange rykker på narrativet – eller kommer til at skrive tweets, når jeg er fuld, som skulle have været sms’er.

Jeg synes som sådan også, at det er en dejlig ligefrem måde at være i kontakt med personer, som det ellers kan være svært at få en aftale med, fordi de er politikere, der har travlt eller bare ikke altid tager telefonen.

Og så er det hurtige nyheder, stort researchpotentiale og mange hjælpsomme personer, som kan alt muligt.

Det er også skide smart med pressemeddelelser i overskriftform. For langt hen ad vejen er Twitter også det. Og henvisninger fra folk, som jeg stoler på, har god smag, til gode longreads – lidt som blogs i gamle dage.

Men I får mig simpelthen ikke til at mene, at det skal være udslagsgivende for, hvorvidt jeg får en praktikplads eller ej.

På samme måde som det, at jeg ikke har haft et skrivende featureforløb, kommer til at afholde mig fra at søge på en avis, så kommer en manglende Twitter-konto heller ikke til at afholde andre fra at få drømmepraktikpladsen.

Vi er mange om buddet til de gode pladser. Langt de fleste er hamrende kompetente og har erfaring fra rigtigt meget forskelligt, som vil kunne bruges. Selv bruger jeg de sociale medier hele tiden, skriver hver dag, arbejder med kommunikation og laver frivillig journalistik for flere medier. Men en manglende Twitter-konto kommer ikke til at gøre udfaldet på nogen måde. Det tror jeg ganske enkelt ikke på. Det skal det i hvert fald ikke.

Hvad, jeg tror på, er, at vi kommer til at lære enormt meget på vores praktiksteder. Jeg regner fx med, at jeg bliver en meget stærkere formidler, at jeg får nogle skarpe værktøjer til at søge information og bliver en dygtig interviewer.

Jeg tror også på, at selvom jeg ikke har lært at filme lige så godt som de, der har TV på tredje semester, så skal jeg nok få det lært hurtigt, hvis jeg kommer  i praktik på en tv-kanal.

Jeg tror i sidste ende, at det er lidt en ikke-historie, som er nem at sparke liv i for Journalisten, fordi der på ”de voksne mediearbejdspladser” i forvejen er rigtigt meget fokus på Twitter og journalistik.

 

Spænd ben for dig selv

Foto: Thomas Emil Sørensen

Foto: Thomas Emil Sørensen

I syv dage testede jeg de syv journalistiske benspænd. En juniorudgave i forhold til de rigtige deltagere, som bruger syv uger. Jeg gik all-in og anerkendte, at nattesøvn ville jeg kunne få ugen efter. Og det kom der faktisk meget godt ud af.Jeg har skrevet en klumme om det.
Den kan du læse på Illustreret Bunkers hjemmeside

SELSKAB

Ude  på Nørrebro. I en lejlighed på første sal. Der kan man komme i teatret. En gang i mellem i hvert fald.

Mammutteatret har i januar og februar holdt selskab. Jeg var det ude i forbindelse med stykket Seminaret.

Her er, hvad de selv skriver på deres hjemmeside

“SELSKAB er tre forestillinger, der udfolder de komedier og tragedier, verden serverer for os hver eneste dag.

I et SELSKAB møder du duften af den brankede steg i ovnen. I et SELSKAB hører du værterne skændes på toilettet. I et SELSKAB mærker du skuespillerens hånd på din skulder.”

Jeg var derude for at tage nogle billeder til en skoleopgave. Stykket var ret godt, og de spiller igen til marts. Der kunne jeg nok godt finde på at tage ud, bare for at se.

Men jeg var der altså for at fotografere, og har her valgt de bedste billeder, der kom ud af den aften.

IMG_3789LARMENDE SOLITUDE: Der er intet så rart som musik når publikum sætter sig. Men ingen ænser rigtigt den cellospillende schweizer. Han får lov at spille i fred, mens publikum fylder rummet med snak.

IMG_3852SE JEG ER FRI: Til Seminaret skal eleverne vise forskellige tegn på frihed. Her er det Dalai Lama, Frihedsgudinden og Nelson Mandela.

IMG_3865FORSTUMMET: Den første halve time sidder Hannesen bøjet over sine bøger bagest i lokalet til han kaldes til tavlen. Og så kom der liv i ham.

IMG_3915FRIGJORT: Frihed er at give slip på de, som tynger os. På alt det, der gør os ondt og som trykker os.

IMG_3962EKSAMEN: i slutningen af SELSKAB eksamineres eleven Victor.

IMG_3967DISTANCE: Når noget bliver svært at tale med, kan man distancere sig fra det ved hjælp af dukker.

Dag 8: Syv journalistiske benspænd

Hold nu da også op. Så var man lige syg. Og skrev opgave. På en gang.

Kan nu igen trække vejret, og det er kun Clair Underwoods lækre garderobe, der hjemsøger mine tanker. Ikke så meget mit forhold til Københavns Metro.

Ugen, hvor jeg arbejdede inden for de syv journalistiske benspænd er som sådan overstået. Jeg mangler et enkelt interview – og en kilde til det – som jeg ikke ser andre grunde til at mødes med, andet end at gøre det. Bare for at gøre det.

Det ved jeg ikke. Jeg har besluttet mig for at lade være. Jeg har kun den journalistisk baggrund for det, at det går ud over kvaliteten på mine andre produkter. Og det vil jeg ikke være med til.

Mails

Jeg sender en mail til Nana Toft senere i dag. Hun skal godkende sine citater. I den forbindelse vil jeg spørge hende, om hun kan fortælle, hvem der var uenig med hende om de syv benspænd.

Jeg vil nemlig godt have nogle inputs fra nogle andre journalister end bare de, der har været med.

Hvor meget man kan spørge om over mail, er jeg lidt i tvivl om. Men jeg synes måske, det er mere end almindeligt pjattet, hvis jeg skal tilbage til København for at stille faktuelle spørgsmål.

Man kan argumentere for, at man får mere ud af at ringe. Der er mulighed for at sige mere. Det er sandt. I det hele taget er mailen jo kun fornuftig til nogle ting. Reel kontakt mellem mennesker er ikke en af dem.

Nyhedskriterier

Jeg leder som sagt efter en kilde, som har været uenig med Nana Toft omkring de syv journalistiske benspænd.

Konfliktkriteriet er så dejligt taknemmeligt et kriterium. Der er mange læsere i det, og opbygningen er simpelthen så enkelt, at jeg tror, jeg ville kunne skrive en konfliktartikel høj på feber og fantasier om Claire Underwood. Og stadig få 12. Men jeg har selvfølgelig også læst utroligt meget BT. Og ikke et ondt ord om BT. Lige nu i hvert fald. Men ovre i den reaktionære højredrejede biased tabloide presse, er man virkeligt god til at skrive på konfliktkriteriet.

Uden at jeg sådanskal gå ud og lege medierådgiver/-ekspert/-guru/-IndsætLigegyldigtIntetSigendePositivtOrd, så har jeg tænkt på noget. Noget jeg godt kunne tænke mig var, at man i den danske presse genovervejede, hvorfor vi bruger de nyhedskriterier, vi gør.

På DMJX skal vi ofte forholde os til HVILKET nyhedskriterium, vi bruger. Men ikke HVORFOR. Det kan godt irritere mig.

Det er som om, at siden Galtung og Ruge i 60’erne identificerede 12 kriterier, har man bare accepteret, at sådan skal det være. I stedet for at sige, at sådan kan det være. Noget af det bedste, jeg har læst, har sgu ikke handlet om konflikter eller lignende. Det har handlet om personer. Som jeg overhovedet ikke kunne identificere mig med.

Hvilket nyhedskriterium er der så tale om?

Hvad har jeg lært

Og lidt i den boldgade.

Jeg kunne allerede se det, da jeg skulle finde ud af, hvordan min historie til Illustreret Bunker skulle skæres.

”Nå men så skal jeg vel tale med hende, der står bag, en af dem, der er med og så måske en redaktør, som synes, det er noget pjat. Eller i hvert fald umuligt.”

På en måde er jeg glad for, at Rune Lykkebjerg hverken tog telefonen eller svarede på mine mails. Det tvang mig til at tænke lidt uden for boksen.

For Nana har altså ret, når hun taler om vanetænkning. Mennesker er vanedyr og magedyr. Vi gider ikke, hvis vi kan slippe. Og det er hamrende problematisk. Selvom vi på skolen opfordres til at mødes med vores kilder, faktatjekke og sende til citattjek, så er det i meget sjældne tilfælde et krav.

Hvis jeg skulle skrive 1ÅP igen, ville jeg fx sende ALT til citattjek. Det har jeg lært af dette her projekt.

Allerede da jeg i 2011 var i universitetspraktik som skrivende, mærkede jeg, hvor nemt det var, lige at lave en copy-paste-historie. Og lige at ringe et interview hjem, selvom jeg godt vidste, at kilden sad lige nede ad gaden. Og lige at sende en mail, i stedet for at snakke i telefon.

Dårlige vaner. Og det er nok meget godt lige at blive rusket op i.

MEN. Der er også nogle af de her ting, som jeg ikke synes er realistisk. Der er også nogle af de her ting, som bare er helt almindelig god journalistik. OG der er også nogle af de her ting, som er komplet ligegyldige.

Hvis jeg skal være højtsvævende, kan jeg forsøge at give en eller anden form for konklusion. I punktform. Man er vel journalist.

–       Det er godt at ruske op i sig selv, når man bliver for magelig. I alle livets henseender.

–       Citattjek er GODT! Og jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår det ikke er.

–       At mødes med sine kilder i stedet for at tage et telefoninterview kan give dig mere. Men det kan også give dig mindre. Nogle gange giver det mening. Andre gange ikke.

–       Dobbelttjek altid fakta. Ok. Det vidste jeg godt, men det er ikke altid, jeg har gjort det.

–       Jeg trænger til at komme i praktik og bruge alt dette her til noget.

Dag 6: De Syv Journalistiske Benspænd

Er syg. Kæreste siger, at jeg har feber, hvilket forklarer, hvorfor jeg i nat drømte at det var Clair Underwoods skyld, at jeg ikke måtte komme ned i metroskakten.

Var ret overbevist om at det var ægte den første time, jeg var vågen.

Har ellers gjort masser af tanker, men dem må I lige høre om i morgen.

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 5: De Syv Journalistiske Benspænd

Det der med at sende til citattjek. Ing? Jeg har altid hadet det. Hvad nu, hvis jeg ikke har hørt det rigtige. Så er det jo pinligt.

Ja men det er jo forhelvede også derfor, at man gør det.

Jeg smed mine citater videre til en fyr fra Copenhagen Metro Team, som jeg af kommunikationsafdelingen havde fået at vide var projektmanager. Så det skrev jeg troligt i min artikel. Projektmanager.

Problemet var bare, at det var han slet ikke. Han var managing director skrev han i mailen, der kom retur med mine citater. Edder bankeme noget af en forskel. Lesson learned.

Jeg kan sagtens se, at det der med at sende til citattjek også eksisterer for min sikkerhed. Den mail havde været træls at få efter artiklen var sendt til tryk. På den måde fik jeg så også lært, altid lige at spørge. Så det gør jeg så.

Men der findes jo også folk, som ikke vil have ting til citattjek. Ifølge min underviser på første semester siger Søren Espersen altid nej, for “jeg regner jo med, at I har styr på, hvad det er, I laver.”

På den anden side, synes jeg også, der er tidspunkter, hvor det ikke giver særligt meget mening at sende til citattjek. Hvis man refererer direkte fra en optagelse, som ikke er kompromiterende på nogen måde, kan det føles lidt ligegyldigt. Men jeg tænker tit, hvad nu hvis de bare siger nej. Må man så bruge det alligevel? Det synes jeg altså er svært.

Jeg ved godt, at der ikke er tale om redigeringsret. Men hvis en kilde nægter at have udtalt ting, selvom man var der, og måske ikke lige har det på bånd. Skal man så bruge det alligevel?

Den første der siger noget med samfundets interesse får i øvrigt nakkedrag. Jeg ved det godt.

Face to face

Jeg var også ude og snakke med en metroarbejder i går morges. Allerede onsdag blev jeg tilbudt, at interviewet kunne foregå over telefonen. I dag er jeg ret så glad for, at det ikke skete. Fyren talte et halvdårligt engelsk og forstod ikke rigtigt, hvad det var, jeg sagde. Han havde svært ved at konstruere hele sætninger og svarede flere gange på noget helt andet, end det jeg spurgte om. Det var sgu da gået helt galt over telefonen.

Samtidigt gav det mig også mulighed for at se noget af det, han talte om.

Men er face to face interviews altid bare bedre? Jeg har ringet nogle nyhedsartikler hjem, som bare sad i skabet. Og jeg har svært ved at se, hvordan de skulle være blevet bedre på nogen måde. Det kunne selvfølgelig komme an på en prøve, hvis jeg skulle skrive dem igen, men jeg er ikke sikker på, at det med at lette røven nødvendigvis giver de bedste nyhedsartikler. For hvis man skal ud og tale face to face med folk – og så også lige have til citattjek – er det jo ikke en nyhed længere, når man kommer hjem på redaktionen.

Det var måske muligt i gamle dage, men sådan er nyheder – heldigvis – ikke længere. I dag er de nye, når de kommer.

Nattesøvn

Iøvrigt. I går sagde jeg, at dette her går ud over min nattesøvn. Må du fandme nok sige. I går klokken 11.00 faldt jeg i søvn med hovedet i computeren. Og så gik jeg hjem og tog en lur, selvom det kunne være ret så kritisk, havde jeg haft et interview.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 4: De Syv Journalistiske Benspænd

Det her går ud over min nattesøvn.

I går var jeg ude på Nørrebro for at se teaterforestillingen SELSKAB på Mammutteatret. Egentlig skal jeg kun skrive en kort note, men det afholder jo ikke mine vigtigste kilder fra at være de skuespillere, som er med. Så jeg drog til Nørrebro med kamera og papir og kuglepen.

Her til morgen er det Metrotid. Kilden ringede i går. Jeg kunne sådan set bare have ordnet det der. Men fordi det hele skal gå op i en højere enhed og jeg skal lave alle interviews, må jeg tidligt op i dag. Sådan kan det jo gå.

På den anden side er det jo begrænset, hvor meget jeg egentlig sover til dagligt, når vi har afleveringer.

Besøg hos Nana Toft

Men i går tog jeg altså til ugens første interviews. Dagen startede med, at jeg mødtes med Nana Toft hjemme hos hende, og fik svar på noget af det, som jeg har gået og undret mig over, ved dette her projekt.

Hvor kommer ideen fra?

Er det så vigtigt?

Og hvad skal der ske herfra?

Det må I selvfølgelig få svar på senere, for jeg skal jo også skrive en artikel om det. Så det kommer I nok til at kunne læse i Illustreret Bunker.

Vi snakkede meget om, hvad projektet har gjort ved og for hende og hvordan hun gerne ser, at man tænker lidt over de vaner, der eksisterer i mediebranchen. Nu her efter interviewet, gad jeg godt at tale med nogle af de, som var uenige med hende, så det må jeg lige snakke med hende om. Det må jeg lige huske, at spørge hende om. Mon ikke man må gøre det over telefon? Det tror jeg.

Citattjek

Men altså. Når man så har interviewet, så er det jo tid til citattjek. Jeg havde enormt travlt i går, og fik derfor ikke lyttet interviewet af. Så det må jeg gøre i dag eller i morgen. Og så sende det til hende.

Men så kom jeg til at tænke på, hvor grænserne for citattjek går. Vi kan godt blive enige om, at der ikke er tale om redigeringsret. Men grunden til at jeg spørger er, at min kilde her til morgen er fra Copenhagen Metro Team. Her spurgte den kommunikationsansvarlige efter at få lov at se den ansatte, som udtaler sigs udtalelser.

Jeg endte med at sige ja, fordi jeg ikke så de store problemer i det, men her efter jeg har tænkt mig om, synes jeg egentlig, det er lidt problematisk. For hvorfor? Er det bare for lige at se, hvad der bliver skrevet, eller er det for at overvåge ansattes udtalelser?

Jeg ved det ikke.

Og kilder igen

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg som sådan SKAL have en udtalelse fra Rune Lykkebjerg, men min artikel føles en anelse tynd, hvis ikke jeg får det.

Nu har jeg ringet til ham hver dag siden jeg begyndte på projektet. Han svarer ikke på mine opkald. Jeg har selvfølgelig lagt en besked. Jeg har sendt ham en mail, og en mail om at han nok ikke har fået min mail. Og nu begynder jeg at blive sur. Man må sgu godt lige svare.

Blev der sagt.

 

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 3: Syv Journalistiske Benspænd

Siden Nana Toft i går fik mig til at tænke på, at min ide med at skrive i en uge efter dogmerne i de syv benspænd nok ikke er verdens mest originale, overvejede jeg kort, om man så ikke bare kunne gøre det omvendt. Dogmatisk sørge for ikke at overholde et eneste benspænd.Tage alle interviews på mails, kun bruge én kilde – og måske endda en ligegyldig en af slagsen, og hente alle mine andre oplysninger ved at skrive “Berlingske skriver,” og “skriver Politiken”. Og så naturligvis nægte min kilde citattjek og lade min ene kilde være Niels Egelund.

Men kan jeg overhovedet interviewe på mails? Jeg er i tvivl, om jeg rent faktisk ved, hvordan man gør. Jeg har en enkelt gang brugt en udtalelse fra skatteministeriet, som Finn Serup sendte til mig, fordi det var den bedst mulige løsning. Men jeg var ærligt talt lidt loren ved at gøre det.

Jeg nægter selv at læse én kildehistorier – hvorfor jeg også synes, det er lidt noget pjat, at jeg hver uge skal skrive en note til skolen. Og vil da i hvert fald ikke skrive dem. Med mindre selvfølgelig, der er en virkeligt god grund til det. Kan bare ikke lige komme på den.

Og jeg ville dø af kedsomhed, hvis jeg bare skulle kopiere andres arbejde.

Jeg nåede frem til, at det ville jeg sgu nok ikke kunne finde ud af.

Niels Egelund

Jeg synes egentlig, det er ved at være lidt synd for den gode Niels Egelund, at vi bliver ved med at hænge ham ud. Jeg kan godt se, at han er blevet brugt meget. Men det er vel ikke hans skyld. Han kan selvfølgelig nægte at udtale sig om emnet, men nogen skal jo også give ham muligheden for at svare/nægte/smække røret på i frustration over at blive forstyrret i sin forskning af endnu en dum journalist.

Jeg har derfor faktisk overvejet at tage fat i ham, og høre, hvordan han har det. Ved ikke, om det overhovedet kan bruges til noget som helst andet end at tilfredsstille mit eget behov for at være sær og nytænkende. Men det er vel lige så interessant at høre, hvordan Egelund oplever at blive kontaktet, som det er at høre, at han altid bliver kontaktet.

Jeg ved det ikke. Det er en strøtanke.

Kilder

Jeg har tænkt utroligt meget over de her kilder. Det jeg skriver om, ved siden af det med de Syv Journalistiske Benspænd handler om arbejdsmiljø, handler om arbejdsmiljø. Og der er jo tusinde forskere derude, som måske kan bruges. Men hvordan finder man den perfekte ekspertkilde?

Normalt, hvis jeg skal have et interview med en ekspertkilde, ringer jeg det hjem, med mindre, jeg skal have forklaret noget, som er ret komplekst. Så plejer de selv at invitere, men ofte sådan lidt irriterede over at blive afbrudt.Her skal jeg jo ud og møde dem. Så jeg skal finde tid i deres – og min – kalender. Og hvis det, de siger er noget bøvl, så har man pludseligt spildt ret vigtige mandetimer.

Måske jeg bare er gået All – Lars-Von-Trier – på det her projekts røv, men hvis jeg følger dogmerne helt til bunds, tager tingene jo ret så mange overvejelser. Især når man ikke lige har en kæmpe kildenetværk, stadig er grøn i faget og i det hele taget famler sig frem. Måske ikke helt i blinde, men i hvert fald med behov for ret store journalistiske hinkestensbriller

I går skrev en af mine yndlingslæsere/bloggere Ducky,

“Så er der jo også lige den omstændighed at mange af dem der skal interviewes laver andet end at sidde og vente på at blive interviewet. For det tager altid længere tid når det er face to face end i telefonen. Så derfor synes jeg tit det kan være lige så rart at journalisten ringer op.”

Og hun har jo ret. Når jeg sidder og skriver, og nogen ringer og spørger, om jeg har tid til at mødes, ødelægger det ikke bare den halve times skrivetid, som jeg bruge på interviewet. Det ødelægger også de fem minutter før, fordi jeg ved, at der skal komme nogen, og også de fem minutter efter, fordi jeg lige skal finde tilbage i mit arbejde.

Det er ikke et problem for mig, fordi det oftest er den, der forstyrrer, men det er godt at have in mente.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.

Dag 2: Syv journalistiske benspænd

Jeg ringede til Nana Toft i går – ikke for et interview. Naturligvis.

“Jeg kører lige på en cykel, men hvis vi kan gøre det her, er det fint,” sagde Nana Toft

“Jeg tænkte faktisk på, om vi ikke kunne mødes,” sagde jeg kækt.

“Næhhh sikken en overraskelse,” sagde Nana Toft. Ironisk. Men hun ville gerne mødes med mig onsdag.

Og så var min ide måske alligevel ikke så original. Det er jeg måske lige nu heller ikke så overrasket over, at den ikke var. Men i går syntes jeg godt nok, at min ide var frygteligt original og god. Så jeg fortsætter.

Det er ikke fordi, der er den store forskel på den måde, vi arbejder med journalistik på DMJX, og den måde, man gør det i det syv journalistiske benspænd.

Nana Toft spurgte mig også, hvordan det havde været at arbejde med projektet ind til nu, og jeg svarede, at det krævede lidt mere logistik end ellers, fordi telefoninterviewet ikke var et mulighed. Men hun sagde så også, at det jo først, er når vi kommer ud af skolen, at vi får lært alle de her unoder. Og det er nok rigtigt. Vi skriver jo aldrig

“… skriver Politiken mandag” – artikler.

Vi har også nogle undervisere, der kræver, at vi interviewer de vigtigste kilder face 2 face, ligesom de gerne beder os om at ringe til andre kilder end bare de klassiske ekspertkilder, som nærmest har deres eget lille ekspert-reality-show – Det er dig, jeg kigger på, Niels Egelund.

Ren utopi

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ikke bare er tale om ren utopi, som jeg jo også skrev i går. I går havde jeg undervisning/forelæsning/pressemøde (call it what you want, jeg sad på en stol i et lokale, hvor folk, der en gang skal være journalister, stillede spørgsmål) hele dagen. Normalt ville jeg kunne rende ud i pauserne og tage et telefoninterview og få ringet mine historier hjem. På den måde ville jeg kunne holde fri torsdag og fredag. Nu kommer jeg til at bruge onsdag, torsdag og fredag på at cykle ud i KBH og lave interviews.

Hvad med webberne?

Netop i forbindelse med, at jeg ikke bare lige kunne ringe artikler hjem, kom jeg til at tænke på journalister, der producerer til web. Ofte skriver de 2-3 artikler om dagen.

Skriver man 3 artikler på en dag, har 2 kilder på hver og interviewer dem face2face, skal man bruge mindst 3 timer på interviews om dagen. Plus transport og hilsetid.

Skal man også finde nye ekspertkilder hver gang og for troværdighedens skyld gerne have en ekspertkilde på hver artikel, skal man lige lægge mindst 15 minutters ekstra research til – ikke for at finde den bedste kilde, men for at finde en ny.

Man skal jo også være konstruktiv. Men hvor går man hen, når dem, der kan forandre noget, ikke gider snakke med en? Går man så bare til de, der gerne vil forandre noget igen? Eller skal man skrive det? Jeg ved det ikke. Nu skriver jeg her, at Bo Lidegaard er på ferie og ikke kan mødes med mig. Så jeg forsøger fortsat at få fat i Rune Lykkebjerg.

Når nu kilderne også skal sikres citattjek, kommer vi også under et vist tidspres. Laver man nyheder og skal være først, tror jeg ikke, det er en mulighed, at sikre at alle kilder har godkendt deres citater. Det sikrer selvfølgelig korrekte oplysninger, men det sikrer også, at andre bare breaker den før en selv. Selv hvis alle danske medier gik med på denne her ide om  at tage sig tid til alle dogmerne, ville læserne så ikke bare gå til udenlandske nyhedssites, når nu danske medier så bare altid var for langsomme?

Det ville i hvert fald større omfordeling end bare mere tid og flere journalister. Også af modtagelsen, og den kan man ikke sådan lige rykke ved.

Jeg tror ikke, det er muligt at arbejde på denne måde til web, med mindre web går tilbage til at være evisen i kortere form. Og det tror jeg faktisk ikke, der er nogen, der ønsker. Nogle medier, der ikke arbejder med breaking, kan måske arbejde på denne her måde, men jeg ser ikke størstedelen af danske dagblade implementere de her dogmer i hverdagen.

Dermed ikke sagt, at de er meget gode at have i baghovedet, og at stræbe efter.

 

Hver dag i denne uge skriver jeg om mine oplevelser med projektet Syv Journalistiske Benspænd. I løbet af ugen skal jeg skrive en artikel til skolens avis Illustreret Bunker, som handler om projektet og derudover lave en kort nyhedsfilm, en kort nyhedsartikel og en lang nyhedsartikel. Det er altså fire projekter, som alle skal køres hjem med de syv journalistiske benspænd.

De syv journalistiske benspænd hedder (og nu copy-paster jeg lige, så jeg bryder nummer 7):

1: Mail is a no-go – dogmet: Ingen email-interview. Der synes at være en større og større ‘accept’ af, at især partskilder gerne må svare på mail. Hvor ender vi, hvis vi ikke bremser lidt op?

2: Let røven – dogmet:Mød hovedkilder face-to-face. Al for mange interviews ringes hjem. Det er en grundlæggende journalistisk dyd at lette røven fra kontoret og møde sine kilder. Man får også ofte – hvis ikke hver gang – ’mere med hjem’, end man regnede med. Og absolut mere end hvis man ordner det på telefonen. (gør jeg så ikke lige her, andet end at min vigtigste kilde er en hjemmeside)

3: Dræb Tordenskjold – dogmet: Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen. Tordenskjolds soldater lever alt, alt for godt. Journalistikken bliver forudsigelig, kedelig og går i tomgang. Ligesom vores netværk forbliver det samme: Redundant journalistik.

4: Søg forandringen – dogmet: Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen. Vi er også sat i verden for at forandre verden. Selv i det små. Det er vores grundlæggende journalistiske opgave. Længere er den ikke. (Det må jeg så gøre i løbet af ugen)

5: Opsøg nuancerne – dogmet: Minimum to kilder i al journalistisk produktion. Der er al for mange (kedelige) enkildeshistorier derude. Vi må skabe en modvægt. Her er ikke kun tale om at høre modparten i historierne. Dogmet handler om at søge variationen, nuancerne og perspektivet i den journalistiske produktion. (Den bryder jeg også her, for jeg bruger kun De Syv Journalistiske Benspænds hjemmeside)

6: Intet at skjule – dogmet: Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering. Vi skal i højere grad stole på, at historien holder, og hvis den ikke gør være glade for, at kilder kan kommentere på faktuelle fejl og mangler.

7: Fuck copy-paste – dogmet: Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases. Copy-paste journalistikken er en glidebane.